Billedanalyse

Maskemodstanden er nået til Spanien

Juan Medina/Reuters/Ritzau Scanpix. A man smokes a cigarette with his eyes covered by a face mask as he takes part in a protest against the use of protective masks during the coronavirus disease (COVID-19) pandemic, in Madrid, Spain August 16, 2020. REUTERS/Juan Medina

Ja, hvor skal man egentlig begynde. Hvis Napoleon var verdensånden til hest, så er billedet her velsagtens 2020’s onde ånd til fest. ”En mand ryger en cigaret med sine øjne dækkede af en ansigtsmaske, mens han deltager i en protest mod brugen af beskyttende masker under coronavirus-syge (COVID-19)-pandemien, i Madrid, Spanien den 16. august 2020”, lyder den opklarende billedtekst fra Ritzau Scanpix.

Vi har altså at gøre med en mand, formodentlig en spansk statsborger. En demonstrant. Øjnene – disse sjælens vinduer – kan vi selvsagt ikke se, men man fornemmer en vis selvtilfredshed, et slet skjult glimt i øjet. Har han mon svært ved at holde masken? Eller er det blot nikotinen, der behager ham?

Til højre i det slørede landskab anes en person med solbriller. Noget kunne tyde på, at solen skinner. Måske har vores bemaskede mand blot taget mundbind på øjnene af nød, som et værn mod de farlige stråler, når nu hans Ray-Bans beklageligvis ligger derhjemme. En kasket til venstre i fotografiet understøtter vores teori.

Billedet forplumres dog af selvsamme kasketbærende individ, der har et mundbind hængende om hagen. Måske er det snarere en instruktion, der er gået galt. Op og ned er ulykkeligvis blevet vendt på hovedet. Men der er tid endnu: Hvis kasketmennesket og vores rygende hovedperson slog kræfterne sammen og fandt en mellemvej, ville masken stadig kunne nå op (og ned) til munden.

Det kan selvfølgelig også være almindelig sprogforvirring, der er på spil. Maske er ”máscara” på spansk. Mundbindet kunne jo dække over, at morgenens make-up-rutine er gået grueligt galt for manden. Omvendt ligger etymologien for mascara, altså makeuppen, ikke helt fast. En teori går på, at ordet stammer fra det arabiske ”maskharah”, altså ”fjols” eller ”nar”. Billedet vækker imidlertid ingen større mindelser til hverken Pjerrot eller middelalderlige maskerader. Men lad os nu ikke miste modet, der kan jo fortsat være tale om en historisk hyldest.

Eksempelvis kunne vores rygende hovedperson være tosset med Zorro, den spansktalende maskerede hævner. Zorro kan dog næppe kaldes nationalhelt, han blev ikke opfundet i Spanien, men i Californien i 1919. Samme år afviklede den såkaldte Anti-Mask League of San Francisco – en organisation, der modarbejdede datidens maskepåbud – sit første møde i den amerikanske delstat. Nu nærmer vi os noget.

Maskeret budskab

Han er selvfølgelig imod mundbind, vores nikotintrængende mand. Det er nok derfor, han ifølge billedteksten er at finde til en protest imod dem. Pludselig synes cigaretten også anderledes politisk ladet: Rygning på tætpakkede, offentlige pladser er for nylig blevet forbudt i Spanien. I den forstand er protesten vel dobbelt. Men er cigaretten ikke altid et protestsymbol; en protest mod livet?

Nu bliver vi altså helt i tvivl: Forplumrer cigaretten i virkeligheden mandens budskab? (Mund)bindet for øjnene kan naturligvis ses som en henvisning til Justitia, retfærdighedens gudinde. Manden har identificeret en uretfærdighed – maskepåbuddet – og råder nu bod på miseren. Men samtidig truer cigaretten med at kaste røgslør over dommen. Justitias vægt skal helst holdes i ro. Og det er svært at opnå, når man samtidig skal huske at skodde.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der i stedet er tale om en mere moderne reference. Måske er manden bare slemt begejstret for Birdbox, Susanne Biers Netflix-gyser, hvor folk skal have bind for øjnene for ikke at blive dræbt af monstre. I så fald forklarer budskabet jo næsten sig selv, selvom det så også er udtryk for dårlig smag. Birdbox er ikke nogen god film.

Men okay, mandens dårlige smag kunne vel allerede aflæses på den batik-agtige pink t-shirt. Han ser ud til at hænge fast i halvfjerdserne, er måske en mere reaktionær type. Med mindre han forsøger at genopvække datidens DIY-ånd og sociale protestbevægelser. Ak ja, måske er den pink farve tilmed en kommentar på nutidens pinkwashing, eller en afart heraf. COVID-washing. Cohvidvask.

Han er mere kompleks end først antaget, vores hovedperson. På hans højre skulder hviler en sort strop. Noget tynger ham. Måske er det konspirationsteoretikerens byrde. Tænk sig, måske har han som en af de få udvalgte set lyset, hvorfor han nu skærmer sine øjne mod at blive yderligere blændet. Eller også er det bare en rygsæk.

”Et kondom er vor generations glassko. Du tager et på, når du møder en fremmed. I danser hele natten, og så smider du det væk”, lyder et citat fra filmen Fight Club. I disse tider kan det samme vel siges om et mundbind. Sådan kan vi også vælge at læse billedet: Måske er manden en arg modstander af den flygtige, frie forbindelse. Men hvorfor så tage mundbindet over øjnene? Gisp. Måske er han rent faktisk for frihed?

Nej, det kan han heller ikke være. Det hænger ikke sammen med maskemodstanden. Som den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre engang forklarede, afgøres vores frihed jo af vores valg, snarere end den afgøres af vores ydre omstændigheder. Så hvor stort et angreb på friheden kan et simpelt maskepåbud egentlig være? Men okay, hvis vi tager Sartre på ordet, står det selvfølgelig manden frit for at være en idiot. Idiot på spansk er ”idiota”. Sikke et forvirrende billede. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12