Nyhedsanalysen
Føljeton for fuld udblæsning
Mange har spurgt: ”Hvorfor udkommer Føljeton ikke, når jeg har tid til at læse?” Det var et glimrende spørgsmål, som vi ikke havde noget godt svar på. Ikke før nu i hvert fald
Kære Føljeton-læsere,
Føljeton har eksisteret på dit internet i mere end et halvt år. Og siden du nu læser det, vi skriver her, er du muligvis enig i, at det faktisk går temmelig godt. Men som Madonna siger: Det er lige meget, hvem du er, hvor du kommer fra, og hvad du har bedrevet – det er aldrig for sent at blive en bedre udgave af dig selv.
Da vi lancerede Føljeton, lovede vi, at vi ville være lydhøre over for læsernes tilbagemeldinger. Det er utroligt, så meget man kan lære om sig selv på et halvt år.
Derfor har vi nu skærpet, tunet og poleret den samlede forsendelse. Essensen er den samme. Det er stadig Føljeton for fuld udblæsning og med masser af det der lindrende, sangvinske je ne sais quoi, der ikke hænger på træerne. Men leveret med en lidt større træfsikkerhed.
Konkreterne, konkreterne
Hvad er det så, de har lavet om? tænker du måske. Vi har lavet alt det om, som vore læsere har været så venlige at påpege ikke virkede særlig gennemtænkt: Vi har oprettet et arkiv over tidligere serier, vi har sat dato på artiklerne, og vi har givet læsbarheden et ansigtsløft. Det er faktisk et helt nyt design takket være helt fantastiske Tobias Røder, Føljetons Jonathan Ive.
Men vi har også fået andre kommentarer, som vi umiddelbart havde sværere ved at afkode. Nogle har haft en oplevelse af, at det var svært at følge artikelseriernes udvikling, og at de historier, vi har bragt, manglede nødvendighed på dagen for udgivelsen. Og mange har stillet det udmærkede spørgsmål, hvorfor Føljeton ikke udkommer i weekenden, hvor man har tid til at læse. Fair nok, ikke noget tosset spørgsmål. Vi har i hvert fald taget det seriøst, og derfor foretager vi nu en omkalfatring af, hvad vi udgiver hvornår i løbet af ugen.
Fremover udkommer Føljetons journalistiske egenproduktion i weekenden. Vi leverer simpelthen vores egen originale journalistik i et nyhedsmagasin om lørdagen, mens vi skruer op for farverne i vores berømmelige, håndkolorerede nyhedsbrev på hverdage. Prisen er endda den samme som før.
Nu ser Føljeton sådan her ud:
1. Nyhedsbrev alle hverdage
Et højstemt og hyperaktuelt nyhedsbrev med et håndskrevet overblik over døgnets vigtigste begivenheder og mest tankevækkende tekster.
2. Nyhedsmagasin hver weekend
Lørdag udkommer Føljeton med godt stof til hele ugen. Analyser, idedebatter, portrætter og levende reportager. Originalt, underfundigt og afdækkende.
3. En stor serie hver måned
Journalistiske serier i fire afsnit om de bevægelser, der udfordrer tingenes tilstand og mobiliserer mennesker. Store fortællinger til små skærme.
Verden er ikke inddelt i sektioner – det er Føljeton heller ikke
Vi håber, at du bliver glad for Føljetons nye fjerdragt. Alt er, som du kender det – bare leveret med den præcision og ynde, som vi synes, vore læsere fortjener. Vi skylder dem jo alt.
Rytmen er ny, men ambitonerne den samme:
Vi skriver om politik og kultur og de store opbrud midt imellem: Politik, der får folk ud af busken; kultur, der kortslutter vante forestillinger; store opbrud, der forstyrrer status quo.
Vi skriver om det, der optager os nu og her. Den ene dag fylder Beyoncés seneste femi-udladning måske alt. Den anden dag trækker vi en imam i skægget. Og dagen efter har vi et interview med en minister så langt, at du tror, vi er blevet vanvittige. Som Gry sang ved Melodi Grand Prix i 1983: ”Kloden drejer, alting vokser op på ny/ Menn’sker mødes, svæver på en sky.” Føljeton følger med og beskriver verden, hvor den sprækker og slår revner. Vores verden er ikke opdelt i sektioner. For alt det, der er virkeligt spændende, passer sjældent ind under faste kategorier.
Alt det her betyder ikke, at Føljeton ”er i mål”. Vi bygger om nu, og det gør vi nok igen til efteråret. Føljeton er jo ikke et facit, men et forsøg på at beskrive verden på en ny måde. Vi håber, at I har lyst til at være med hele vejen. Uden læsere, intet Føljeton.
Nikolai Thyssen
Direktør og chefredaktør