Kære læser

Vrede og frygt i Horsens og Billund

BT: Thomas Wetche er blind, men arbejder som bedemand i Vejle. Her med rustvogn og kiste.

Det er sateme ikke let at være dansker i disse corona-tider. I Horsens Folkeblad kan man læse om en diskoteksejer med øgenavnet ‘Gønge’, som hverken kan finde hoved eller hale i Folketingets såkaldte fase 4-aftale. Gønge driver diskotekerne Hemingway’s og Sölibat i Rædersgade i Horsens, men han har måttet holde dem begge hermetisk lukket siden marts.

Ud fra et epidemiologisk synspunkt giver det god mening: Covid-19 elsker diskoteker; det er indendørs, folk bevæger sig rundt som sild i en tønde og sveder og råber og danser og spytter og fylder sig med MDMA, og med lidt held kan man også få en god gammel body-tequila. Covid-19 er et rigtigt party animal.

Alt det forstår Gønge godt. Men det der med at caféer og restauranter under visse forudsætninger nu kan holde åbent til kl. 02, mens diskoteker er tvangslukket til d. 31. oktober, driver ham til vanvid. ”Jeg kan på ingen måde finde mening i det, man gør,” udtaler han til avisen. ”Det virker hovedløst, og det er forvirrende signaler, der kommer, når man strammer med den ene hånd, mens man løsner med den anden.”

Det, Gønge frygter, er, at barer og restauranter med deres udvidede åbningstider går hen og bliver mere ”nattelivsprægede”, således at folks måde at gå ud at feste på ændrer sig permanent, inden diskotekerne får lov at åbne igen.

Ja, nu får du lyst til at blande dig med dine gode råd. Gønge kunne jo bare lave konceptet for Hemingway’s og Sölibat om, så de blev mere bar-agtige, siger du. Det duer ikke for Gønge, for tænk hvis de to diskoteker så faldt uden for hjælpepakkerne. ”Nej, det begynder at blive sindssygt frustrerende, det her,” siger han.

Man kan måske glæde Gønge med, at nattelivets eventuelle praksisændring ikke er evolutionær. Det ville have været en katastrofe. Næ, folks natlige udskejelser vil være lige så primitive som altid.

200 kister og næsten ingen at putte i dem

Problemerne er landsdækkende. Lad os tage videre ud i sensommerlandet, hvor TV Syd har en historie om Claus Madsen fra Billund, der driver otte bedemandsforretninger i Jylland og på Fyn. Claus Madsen virker som en retsindig fyr, og som han selv udtaler: ”Værdighed er en kvalitet og en del af min faglige stolthed.”

Nå, men da han tilbage i marts – ligesom os andre tv-seere – så billederne fra Italien, hvor militærkøretøjer måtte sættes ind for at fragte de ufatteligt mange corona-lig gennem gaderne, bestilte han straks 200 kister. Han ”frygtede”, at det ”samme kaos” ville opstå i Danmark.

To hundrede kister!

Der er jo en lille dobbelthed, når man er bedemand, og det er sikkert ikke noget, man snakker så meget med kunderne om, selv om det er åbenlyst: Jo flere døde, desto flere skejser i kassen. Jo flere skejser, desto større livskvalitet, i hvert fald i princippet. Her kan man virkelig tale om, at ”den enes død er den andens…” osv. Rundt omkring på kloden er der bedemænd, som virkelig oplever gyldne tider i disse måneder. På en kedelig baggrund, naturligvis. Men halleluja!

TV Syd synes at have fulgt Claus Madsen med både kamera og pen og papir gennem længere tid. Selv om hans kunder måske ikke er lige så feststemte, har han sloges med nogle af de samme udfordringer som diskoteksejeren Gønge i Horsens. I en periode måtte han dagligt ringe til kapellerne og sygehusene, fordi der hele tiden kom nye retningslinjer i forhold til hygiejnen.

Først mod slutningen af artiklen står det mere eller mindre klart, at Claus Madsen er brændt inde med sine 200 kister. Danskerne er slet ikke døde i de enorme kvanta, han havde forestillet sig/frygtet. Fem corona-bisættelser er det blevet til hen over sommeren, og alt i alt har hans bedemandsforretning oplevet en nedgang i dødsfald på 15-20 pct. i forhold til det normale, siger han. Han tror, det skyldes folks forbedrede forståelse af, hvad hygiejne er.

Men som han også siger: ”Alle er blevet bedre til at passe på og tage deres forholdsregler. Hvis vi fremover kan undgå smitte og dermed dødsfald, så er der alligevel kommet noget godt ud af det hele.”

Vi sagde jo, han var retsindig. Og mon ikke hans 200 kister nok skal blive brugt? Den vej skal vi jo alle. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12