Malik Konate/AFP/Ritzau Scanpix
Umiddelbart så det ud til at foregå i god ro og mag.
I en tv-transmitteret tale fortalte Malis præsident Ibrahim Boubacar Keïta tirsdag, at han trækker sig som leder af landet, ligesom han samtidig kunne oplyse, at både regering og nationalforsamling bliver opløst. Men årsagen til, at Keïta forlader posten, tre år før hans embedsperiode udløber, var hverken rolig eller magelig. Timer forinden var præsidenten såvel som landets premierminister nemlig blevet taget til fange af oprørere, der havde i sinde at gennemføre et kup i det afrikanske land. Da Keïta i sin tale sagde, at han ikke ønsker ”blodet skal flyde for at holde mig ved magten,” stod det klart, at de var lykkedes med deres foretagende.
Mali har længe været plaget af uroligheder og ulmende oprør. Kuppet kommer efter måneder med folkelige protester mod præsident Keïta, der beskyldes for valgfusk, omfattende korruption og for at holde Malis befolkning fast i fattigdom og elendighed. Ifølge verdensbanken lever 42,7 pct. af landets 19 mio. indbyggere i ekstrem fattigdom, hvilket har fået især den unge generation i landet til at kræve omfattende ændringer. Og den unge generation er stor. Ca. halvdelen af befolkningen er under 18 år.
Derfor var der også jubel i gaderne, da Keïta overgav ledelsen til militærjuntaen. Men det er ikke alle, der glæder sig. For selvom juntaen, der går under navnet ”Den nationale komité for folkets velfærd,” har lovet, at de ikke selv ønsker magten, men blot vil genoprette demokratiet i en fart, så kigger en stor del af det resterende verdenssamfund uroligt på udviklingen.
Frygten er, at kuppet i Mali kan destabilisere hele regionen. Det vil først og fremmest være en katastrofe for dem, der bor der, men det vil også sende ringe helt op i Europa.
Vestens hovedpine
Kuppet i Mali blev hurtigt fordømt fra alle sider. Den Afrikanske Union krævede præsident Keïta løsladt, EU gik i rette mod kupmagerne, det samme gjorde USA, og FN’s sikkerhedsråd krævede ”omgående genoprettelse af den forfatningsmæssige orden og retsstatsprincipper.” Fra den franske præsident Emmanuel Macron lød det, at ”kampen mod terrorgrupper og forsvaret for demokrati er uadskillelige fra retsstatsprincipper.”
Når den Vestlige verden er hurtigt ude og fordømme kuppet, så gør de det ikke kun, fordi de er bekymrede for almene demokratiske tilstande. For det er langt fra kun malierne, der har interesser i Mali.
Selvom landet ikke har været en fransk koloni siden 1960, så er Frankrigs militær massivt til stede i landet. Det har de været siden 2012, hvor de intervenerede i forbindelse med et andet kup, og det var således med hjælp fra Frankrig, at Keïta blev indsat som præsident i 2013.
Frankrig pumper massive mængder penge ind i den såkaldte ”Operation Barkhane”, som forsøger at forhindre nye oprør i området. Det er især områdets militante islamiske grupper, der bekymrer den franske regering, og selvom franskmændene bruger mere end seks mia. kr. om året på operationen, så er der stadig massive problemer med terrorgrupper. Også amerikanerne er til stede i området i et forsøg på at holde de islamistiske grupper i ave, og FN har en stor fredsstyrke i landet.
I USA, Frankrig og FN frygter man nu, at kuppet i Mali kan skabe et magtvakuum, der kan give de ekstremistiske religiøse grupper mulighed for at blomstre og gribe magten. Urolighederne kan brede sig ud over Malis grænser, og hvis islamisterne først får fat, så kan det ende med at destabilisere området. Det vil være til fare for Vesten, fordi de islamistiske grupper har Europa og USA som erklærede fjender, men i EU kigger man også nervøst til, fordi regionens kollaps kan føre til massive flygtningestrømninger.
Mali er i forvejen hjemsted for ca. 45.000 flygtninge og 250.000 internt fordrevne mennesker, og et kup i landet kan meget vel gøre de tal større og få flygtningene til at søge mod Europa. Macron og Trump savner derfor ikke Keïta for hans blå øjnes skyld. De savner ham, fordi han (for Vesten) skabte en smule stabilitet i et ustabilt område. /Andreas T. Kønig