Nyhedsanalysen

Tilhører koncerten tilskueren?

Stephen Hird/Reuters/Ritzau Scanpix. Madonna performs at the Live Earth concert at Wembley Stadium, London July 7, 2007. Former U.S. Vice President Al Gore and his global partners are staging the Live Earth concerts held on seven continents simultaneously to raise awareness of environmental issues. REUTERS/Stephen Hird (BRITAIN)

Forskere har fyldt en arena i Leipzig, Vega genåbner på lørdag, og The Killers har udgivet nyt album. Konklusionen er klar: Koncertlivet er så småt begyndt at vende tilbage til normalen. Eller, koncertliv er måske så meget sagt: Du kan til koncerter, men du kan ikke være til koncerter. Lyder det ikke rigtigt? Hold fast i tanken, vi vender tilbage til den om lidt.

Lad os først se lidt på, hvad der reelt er sket på koncertfronten. Efter coronanedlukningerne satte en kæp i hjulet på, ja, tæt på alting, har musikere og koncertarrangører løbende fundet på smarte tiltag, der skulle agere substitut for koncerten, som vi kender den. Vi har set alt fra drive-in-koncerter til virtuelle- og streamede koncerter, og på det sidste også sid-ned-koncerter samt dens dystopiske storebror: Stå-i-din-egen-bås-koncerten. De konventionelle koncerter, hvor mennesker står som sild i en tønde og skråler med på hver en strofe, er for længst blevet udpeget som potentielle superspreder-begivenheder. Nu er det snarere afstanden publikum imellem, der tæller.

Det er dog ikke, fordi der ikke bliver prøvet grænser af. Lørdag var forskere som nævnt aktive i Leipzig, hvor man havde arrangeret en forsøgskoncert med den tyske popstjerne Tim Bendzko. Her havde man på forhånd sikret, at de cirka 1.400 koncertgængere var smittefri, inden de blev sluppet løs med lokationstrackere, fluorescerende håndsprit og varierende afstandskrav. Målet var derigennem at identificere, hvor de største farer for smittespredning opstår under en sådan musikalsk begivenhed. Lignende forsøg er allerede under opsejling i Australien, Belgien og muligvis også Danmark. Tilsammen vil forsøgene kunne udstikke en kurs for, hvordan vi igen kan forsamles mange mennesker på ét sted. Men det vil altså være mere end overraskende, hvis ikke afstandstiltag forbliver en del af pakken.

Syng eller se

Det er her, vi hellere må vende tilbage til spørgsmålet om væren – og for den sags skyld også The Killers. I sidste uge udkom indierockbandet med en ny plade, der velsagtens kan beskrives som deres bedste siden 2006. Ja, man foranlediges næsten til at tro, at vi er i 2006: Selv post-corona insisterer The Killers nemlig på at lave stadionrock med stort s. Det så anakronistisk, som noget kan være. Bandet vækker bramfrit minder til en svunden, mere uskyldig tid. En tid, hvor deres mest populære sang vitterligt hed ”Mr. Brightside”.

”It’s like the weight has been lifted” synger forsanger Brandon Flowers på højdepunktet ”My God” på den nye plade, og sådan føles det da også kortvarigt – lige indtil man kommer i tanke om, at hele albummets eksistensberettigelse (den store, forløsende stadionkoncert) pt. begynder at ligne et fortidslevn. Det, som The Killers musik skal kunne, opleves bedst i en samlet, lige dele svedende og syngende masse, der bøjer sig efter musikken og de store omkvæds vilje. Og dén slags koncerter får vi altså ikke igen lige foreløbig.

For filosof Hannah Arendt er det givetvis en god ting. Arendt ser tilbagetrækningen som en forudsætning for tækningen og beskriver i Åndens liv, hvordan de antikke grækere af samme grund så tilskueren som en særligt ophøjet figur. I modsætning til deltageren er det nemlig muligt for tilskueren at bruge dømmekraften: ”[K]un tilskueren, aldrig skuespilleren, kan erkende og forstå, hvad der byder sig til som skuespil”. Denne evne kommer dog ikke uden omkostninger. Som Arendt videre skriver: ”Som tilskuer kan man forstå ”sandheden” om det, skuespillet handler om; men den pris, man må betale, er, at man giver afkald på at deltage i det”.

Dræberkoncert

Når (stadion)rockkoncerten forvandles til en siddende, afstandtagende begivenhed, bliver det netop muligt igen at overvære koncerten som tilskuer. Man kan altså fælde dom over koncerten og tilmed nok vurdere, om den har været god eller dårlig. Men man kan ikke nå det ekstra niveau, hvor sådanne domfældelser i princippet er helt ligegyldige for oplevelsen. For man har ikke været i den. Man kan ganske vist se og høre alt, som foregår, men man intellektualiserer det også – og dermed forsvinder det altafgørende, sanselige og deltagende element.

I hvert fald på papiret. Nu vil vi heller ikke aflive de nye koncertformater, førend de har fået ordentlige ben at gå på. Det forholder sig jo også sådan, at en moderne stadionkoncert allerede adskiller sig radikalt fra tidligere tiders ditto. Tænk bare på det totalt uorganiserede og kaotiske Woodstock versus nutidige sikkerhedsforanstaltninger med bølgebrydere, kameraer og vagter med walkie-talkies. Gamle flippere, der har oplevet fordums ukontrollerede tider, siger måske også, at vi ikke kan forstå Woodstock, fordi vi ikke har været der. Men det er nyere koncerter jo ikke blevet ringere af.

Måske Brendan Flowers og kompagni faktisk skulle prøve at give en distanceret koncert, førend vi fælder en endelig dom. Bare som en form for eksperiment. Musikken er jo trods alt ikke død endnu – og The Killers kan vel næppe være dem, der slår den endegyldigt ihjel. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12