Boris Johnson vil gerne hjem.
Han vil hjem til det gamle Storbritannien. Det store Storbritannien. Det magtfulde imperium, der regerede over Europa og ikke omvendt. Men den britiske premierministers hjemrejse har vist sig lige så fuld af uheld, som da helten Odysseus rejste fra Troja og hjem til øen Ithaka.
Odysseus’ besætning blev forvandlet til grise, han blev fanget hos en kyklop, han måtte modstå sirenernes fristelser, og de magiske vinde sendte ham på den forkerte kurs. Da han så endelig kom hjem (og måtte slås med en række bejlere, der forsøgte at snuppe hans kone), så døde hans hund. Det er med andre ord en temmelig uheldig fyr, Boris Johnson kan spejle sig i.
Johnsons besætning er også blevet forvandlet. I hvert fald har hans regering og rådgivere den seneste tid mudret rundt i skandalernes grisesti. Fx da den tætte rådgiver Dominic Cummings valgte at ignorere regeringens egne coronaregler, eller da regeringen for nylig benyttede en algoritme, som gav unge fra fattige kår dårligere karakterer.
Kyklopen har Johnson mødt i EU’s chefforhandler Michel Barnier. Han har vist sig svær at danse med, og det er endnu ikke lykkedes Johnson at stikke en brændende pæl i øjet på ham. Barnier har i denne uge udtalt, at brexit-forhandlingerne ikke skrider fremad. Faktisk går de nærmere baglæns, og så begynder det at lugte af no deal, for der skal snart falde en aftale på plads, hvis tidsplanen skal holdes, og briterne skal afslutte deres transitionsperiode ved nytår. Så nok synger de europæiske sirener med tilbud om handelsaftaler og lignende, men Johnson vil ikke lytte, han har stukket voks i ørerne.
Og så er der de magiske vinde, som sørger for, at Johnson ikke kan holde den rette kurs. Det er coronakrise, der har ramt hele verden, men som især har stukket en kæp i Johnsons hjul. Den har nemlig gjort hans forhandlingssituation endnu værre. Johnson havde håbet, at han kunne puste sig op over for EU. At han kunne vise, at EU har lige så meget brug for en handelsaftale med briterne som omvendt, og at hvis de ikke har lyst til at lave en aftale, jamen så laver han da bare en bedre en med USA. Men coronakrisen har smadret den britiske økonomi, der skrumpede med historiske 20,4 pct. i årets andet kvartal. Dermed er den gode forhandlingsposition smuldret. Alle og enhver kan se, at briterne desperat har brug for en god aftale. Der er ikke råd til andet.
Det kolde Catalonien
Om Johnsons brexit-rejse nogensinde får en ende, er lige nu tvivlsomt, men selv hvis den gør, har han grund til at frygte, at han finder sin hund død, når han går i land på Ithaka. For i Skotland bliver de mere og mere utilfredse med at være en del af Storbritannien, og det synes stadig mere sandsynligt, at skotterne vil forsøge at løsrive sig og blive en selvstændig stat.
Friske meningsmålinger viser, at der nu er et flertal i den skotske befolkning, som er separatister. 55 pct. siger ja til at emancipere sig fra Storbritannien og blive en selvstændig stat.
Det kan få uoverskuelige konsekvenser. For Boris Johnson har ikke i sinde at lade Storbritannien splitte. Hans hund skal ikke dø, når han går i land. Det er derfor tvivlsomt, om Johnson overhovedet vil tillade en afstemning om skotsk løsrivelse, for premierministeren husker bedre end nogen anden, hvordan hans to forgængere på posten blev knækket af netop en afstemning om løsrivelse.
Men for den skotske førsteminister Nicola Sturgeon er afstemningen central, fordi hendes store politiske projekt er et løsrevet Skotland, og de skotske nationalister vil sandsynligvis have en afstemning, uanset om London tillader det eller ej.
Det vil sende skotterne ned ad den samme vej, som vi har set i den spanske provins Catalonien. Her afholdt man også en afstemning, som ikke blev anerkendt af den spanske regering, og det endte med anholdelser af ledende politikere og politisk uro. Kan Johnson holde til den slags kaos, når coronakrisens politiske og økonomiske problemer allerede har hobet sig op? Eller må han gå ned med skibet på vej mod drømmen om den perfekte brexit? Og hvad med hunden? /Andreas T. Kønig