Overvågningens svære kunst

Skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bliver vildere og vildere. Torsdag kunne DR afsløre, at kritikken, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne har rettet med FE, drejer sig om et hemmeligt samarbejde med NSA. FE har angiveligt givet NSA adgang til store mængder rådata fra en kabeladgang, der kan rumme alle former for digital kommunikation – herunder både telefonsamtaler, internetaktivitet og SMS’er. Sagt med andre ord kan NSA altså have fået adgang til personlige oplysninger og privat kommunikation fra danske statsborgere – formodentlig i strid med dansk lovgivning.

Perspektiverne er næsten ikke til at fatte. Hvis afsløringerne viser sig at holde stik, kan meget tyde, at vi alle har været udsat for massiv overvågning. Vi burde jo gribe fakler og høtyve, gå på barrikaderne og kræve vores ret til privatliv genoprettet. Men det sørgelige er, at vi nok ikke kan overskue det. Siden whistleblower Edward Snowdens afsløringer af NSA i 2013 har vi alle vidst, at masseovervågning – ligesom klimaforandringerne – var en alt for virkelig ting. Alligevel er hverdagen fortsat stort set uforandret. Som kunstner og forfatter James Bridle skriver i bogen New Dark Age:

”Ultimativt var den offentlige appetit efter at konfrontere sindsygen og de umættelige krav fra efterretningsagenturerne aldrig til stede […] Vi havde aldrig rigtig lyst til at vide, hvad der var i de hemmelige rum, i de vinduesløse bygninger i midten af byen, fordi svaret altid ville være dårligt. Meget ligesom klimaforandringerne har masseovervågning vist sig at være for stor og destabiliserende en idé til, at samfundet reelt kan forstå det. Ligesom akavede, halv-jokende samtaler om vejret er tanken om overvågning blot endnu en  hvinende brummen af paranoia i baggrunden af alles daglige rutiner. Tanker om klimaforandringer ødelægger vejret, gør det til en eksistentiel trussel, selv når det er dejligt. Tanker om masseovervågning ødelægger telefonsamtaler, emails, kameraer og sengesnak. Dens sorte, ildelugtende materie beklæder alt, vi rører ved hver eneste dag.”

Kameraets blinde vinkel

Nej, det er altså ikke rart at tænke på, det der overvågning. Men den daglige dosis paranoia er vel en lille pris at betale, hvis det rent faktisk hjælper på trygheden? Givetvis, hvis ikke det var fordi, at det netop ikke hjælper. Masseovervågningen er på mange måder et politisk mirakelmiddel. Det lyder jo imponerende, at man sådan kan høste uendelige mængder data i jagten på forbrydere. Så hvorfor ikke gøre det, når nu det er så nemt?

Problemet er – som James Bridle også videre påpeger – at teknologien hurtigt bliver en ineffektiv sovepude. At få nogen som helst mening ud af millionvis af rådata kræver enorme mængder ressourcer – ressourcer, der som regel ville være bedre givet ud til andre politiske tiltag. Samtidig resulterer overvågningen i en fiks ansvarsforskydning. Hvis noget er galt, er det fordi maskinen ikke har opdaget det – og ikke fordi vi selv har dummet os. Herfra kan onde spiraler hurtigt opstå, hvor det evindelige svar på alt bliver endnu mere overvågning – selvom det altså mest af alt er et demokrati-slugende sort hul.

Information er ikke lig forståelse, lige så lidt som flere kameraer er lig med tryghed. Det kan se flot ud, at alting synes mere oplyst, men det hjælper ikke noget, hvis vi stirrer os blinde på de forkerte ting. Hvis vi lader vores virkelighedsbillede bestå af enorme dataindsamlinger, kaster vi også evnen til at tænke kritisk i skraldespanden, så snart kameraet går i stykker.

I Holland er et kostbart maleri af den hollandske maler fra 1600-tallet Frans Hals netop blevet stjålet for tredje gang. Museet i byen Leerdam syntes ellers, at man havde lært lektien efter det andet tyveri. Der var blevet installeret alle tænkelige sikkerhedsforanstaltinger, og besøgende har været under konstant opsyn. Ikke desto mindre mangler Two Laughing Boys with a Mug of Beer nu nok engang på væggen. Det er ikke rart at indrømme, men overvågningens kunst er altså sværere end som så. /David Dragsted