Noget af det smukkeste ved det moderne samfund er, hvordan viden er blevet demokratiseret. Enhver med internetadgang kan i dag google sig til klogskab, for på det store World Wide Web kan man bogstaveligt talt finde oplysninger om hvad som helst.
Internettet var derfor udset til at være det moderne oplysningsprojekts kronjuvel, men ulykkeligvis er den store informationsbunke på internettet ikke kun smuk. Den er nemlig om noget blevet beviset på, at oplysninger ikke er det samme som oplysning. For mennesket har problemer med at bearbejde al den forskelligartede data, vi pludselig får banket ind i vores hjerner, og således kan informationstidsalderen meget vel ende med at gøre os dummere end klogere.
Det er ikke en ny tanke. I de seneste år har der været megen snak om det moderne samfunds ”information overload”, og hvordan det fører til fake news, populisme og konspirationsteorier i stedet for viden og oplysning. Men faktisk er tanken endnu ældre end det.
I år har bogen Future Shock af futuristen Alvin Toffler 50 års jubilæum. I den udgivelse fra 1970 var Toffler en af de første, der talte om ”information overload”. Men for Toffler handlede det begreb om meget mere end ”for mange nyhedsartikler på nettet”. For ham handlede det om det moderne samfunds hurtige sociale revolutioner, der har gjort verden så kompleks, at ikke engang teknologien kan redde os.
Det moderne menneske i chok
Grundtesen i ”Future Shock” er, at samfundet er i gang med en enorm omvæltning fra at være et industrisamfund til i stedet at være et super-industrisamfund. Den viser sig i de store teknologiske landvindinger, der bliver gjort, og de store sociale forandringer, der følger med. Selvom teknologi som udgangspunkt gør menneskers liv bedre, så har det ifølge Toffler alligevel en negativ pris. For mennesket bliver overvældet af denne enorme samfundsomvæltning. Vi bliver stressede og desorienterende. Vi får et fremtidschok.
Denne enorme omvæltning og kompleksitet, der findes i det nye samfund, bliver så voldsom, at vi står af. I stedet vender vi os mod oversimplificeringer, og vi bliver overfølsomme overfor den nye information, vi konstant bliver bombarderet med.
Hvis man kigger på de seneste tyve år, så er vi blevet ramt af det ene fremtidschok efter det andet. Sociale medier, internet, smartphones og anden teknologisk fremskridt har fuldstændig ændret den måde, vi er mennesker på og den måde mennesker er sammen. Vores arbejde er anderledes og vores fritid er anderledes. Det moderne menneske er blevet vant til hele tiden at skulle omstille sig som følge af små, konstante kulturelle revolutioner, der dukker op som følge af ny teknologi.
Sagen er, at vi måske er blevet bedt om at omstille os så mange gange, at det bliver vanskeligt at integrere disse omstillinger i samfundet. Samfundet bygger på tusinder af års erfaring og historie, der pludselig skal opdateres på daglig basis. Den går ikke, og derfor brænder vores hjerne sammen. Vi får fremtidschok og vælger at vende tilbage til simple løsninger og simple fortolkninger, som vi kan forstå. Også selvom det måske er mindre rigtige end de komplekse.
Brugbare mønstre
Menneskets problem såvel som fordel er, at vi tænker i mønstre. Det er vores evne til at se mønstre, der har placeret racen på toppen af fødekæden. Vores forfædre opdagede, at elefanterne kunne føre dem til vandhullerne, at zebraernes flugt betød rovdyr og tusinder af andre mønstre, der hjalp dem til at overleve.
Vi leder stadig efter mønstre, men den informationsmængde vi nu bliver bedt om at danne mønstre ud fra, er så gigantisk, at vi ikke kan finde mønsteret. I stedet må vi selektivt vælge dele af informationen, vi kan danne simple mønstre ud fra.
Mennesket løser som oftest sine problemer med ny teknologi. Godt nok er problemet denne gang teknologiske revolutioner, men kan vi da ikke løse det med endnu en teknologisk revolution? Det lyder som en kontradiktion, men hvad om vi fx kunne få maskinerne til at analysere den megen information for os, så vi kun blev præsenteret for det brugbare? Kan computeren lave mønsteret fra den fulde datamængde?
Faktisk er vi ret optaget af at prøve at gøre noget i den stil. I disse år bliver der snakket rigtig meget om big data. Dvs. gigantiske datamængder, som vi får algoritmer til at trawle igennem efter interessante mønstre. Det er computrene ekstremt gode til. Problemet er bare, at også computeren bliver ramt af en form for future-chok. For en kunstig intelligens kan kun se mønstre, ikke mening.
Nogenlunde sådan lyder konklusionen i hvert fald hos Gary Smith, der er forfatteren bag bogen The Phantom Pattern Problem. Ifølge ham er problemet, at eftersom algoritmerne hverken besidder visdom eller sund fornuft, så kan computeren ikke finde ud af, om et mønster er brugbart eller ej. Det burde mennesket kunne, men vi bliver ofte for imponerede over computerens evne til at finde tilsyneladende sandheder i ekstremt store datamængder. For hvis det gemmer sig i dataen, så må det jo være rigtigt.
Smith giver i denne artikel en række eksempler på skøre mønstre, som algoritmer har fundet frem til: En algoritme analyserede bankkunders smartphonebrug. Den fandt frem til, at det er bedst for banken at låne penge til folk, der holder deres telefon opladet. I kriminologi mener nogle, at algoritmer kan bruges til at finde potentielle kriminelle. Fx ved at analysere størrelsen på deres armbånd eller ved at analysere deres ansigter (noget der minder meget om kriminologiens mørke begyndelse i 1800-tallet). Seriøse forskere har også med baggrund i algoritmernes skattejagt påstået, at et ufødt barns køn kan forudsiges af, hvor meget morgenmad moderen spiser. Eller at aktiepriser kan forudsiges at hvor mange gange ordet ”rolig” skrives på Twitter.
Det er sjove eksempler, men den blinde tro på algoritmernes mønstre er et seriøst problem i videnskaben. Mange gange kan resultaterne nemlig ikke genskabes, og det har ført til en række akademiske skandaler. Fx i lægevidenskaben hvor tilfældige mønstre, der senere har vist sig at være ubrugelige, har bestemt hvilken behandling patienter får.
Hvis vi skal komme os over fremtidschokket, bliver vi sandsynligvis nødt til at lægge vores blinde tro på mønstrene fra os. Måske skal vi i stedet overkomme de store informationsmængder med en anden evne, der har adskilt os fra dyrene: nemlig den kritiske sans. /Andreas T. Kønig