Og så losser vi!

Findes der mon en mere dansk historie end udskiftningen af Åge Hareide? Den nu forhenværende træner for det danske herrelandshold gjorde på papiret alt, hvad han kunne. Under nordmandens ledelse var landsholdet ubesejret i hele 34 kampe i streg, ligesom man fik kvalificeret sig til både VM- og EM-slutrunden. Siden 1979 har Danmark heller ikke scoret så mange mål, lukket så få mål ind og høstet så mange point i snit, som man har gjort med Hareide ved roret. Målt på alle rimelige parametre har Hareide været en bragende succes.

Men det var altså ikke nok for klaphatte-korpset ovre hos Dansk Boldspil-Union (DBU). Hareide fik Danmark til at spille for kedelig fodbold, lød en hyppig kritik. Tingene blev (betalingsmur) for simple, der manglede de flydende pasninger og smukke afslutninger, som kunne få fat i folkedybet. Entusiasmen for landsholdet manglede simpelthen. En ny træner måtte være løsningen. Ud med Hareide, ind med Kasper Hjulmand, der ynder at spille i offensive 4-3-3-systemer og taler om Ajax og Barcelona som de hold, der har givet ham hans ”fodboldmæssige vækkelse”. Flot skal det være. Foldbold tilhører jo drømmerne.

Nu er det ikke fordi, vi på forhånd skal dødsdømme det nye trænerprojekt – heller ikke selvom det altså blev til et 2-0 nederlag til Belgien i weekendens debut. Det kan meget vel være, at resultaterne bliver bedre, når en Hjulmand kører bussen. Vi forstår også godt ønsket om, at spillet skal være besnærende. Men at man med fuldt overlæg kaster en allerede velsmurt maskine på porten, har vi svært ved at se logikken i. Det er netop det, der er så typisk dansk: Selv når alting går forrygende skal vi nok finde et ubetydeligt hår i suppen. Stakkels Åge Hareide.

Set i det lys må de jo være grønne af misundelse ovre i Hviderusland. For fjerde søndag i streg gik flere end 100.000 mennesker her på gaden for at demonstrere mod Aleksandr Lukasjenko. Og i modsætning til DBU har hviderusserne rent faktisk al mulig grund til at brokke sig over diktatorens resultater og generelle fedtspil. Ikke desto mindre har Lukasjenko indtil nu formået at blive i trænersædet. Hvor er fodbolddirektør Peter Møller, når man rent faktisk har brug for ham?

Heldigvis ser demonstranterne ikke ud til at have mistet modet endnu. Der er noget meget smukt ved ihærdigheden i al dens enkelthed. Demonstranterne forsøger ikke at overkomplicere sagerne, nej, de losser bare direkte til bolden ved at gå på gaden i hobetal.

Mennesket er dets egen skulptør og kunstner, sagde renæssancefilosoffen Giovanni Picco della Mirandola. Det er ikke, fordi arbejdet altid er lige kønt, men hvem har også sagt, at kunst behøver være smukt? Drømme fungerer nu engang bedst, når de bliver efterfulgt af handling. Og nogle gange er det de mest simple midler, der skal til for at vælte overmagten. Vi ønsker de hviderussiske demonstranter fortsat god kamp. /David Dragsted