Netflix
På papiret er Cobra Kai næsten dømt til at fejle. Serien tager udgangspunkt i de gamle Karate Kid-film fra 80’erne og spoler handlingen godt 30 år frem i tiden. Skuespillerne er de samme som dengang, men med rollerne byttet om: Nu er det Johnny fra den onde karateklub Cobra Kai – ham, som Daniel-san besejrer i finalen i den første film – der skal oplære en gennemmobbet teenagedreng i karatens ædle kunst. Alt ved den præmis skriger jo dårlig pastiche, hvis ikke ligefrem desperation. Kan det virkelig passe, at vitterligt alle semi-succesfulde 80’er-franchises skal have en nutidig opfølger?
På noget nær rekordtid får Cobra Kai dog fejet al tvivl så grundigt af vejen, og man foranlediges til at tro, at selveste Mr. Miyagi styrer kosten. Særligt seere med et ømt punkt for de gamle Karate Kid-film – som, indrømmet, mindst én her på Føljeton-redaktionen har (og en anden går til karate) – vil lave trane-spark og tromme-kataer af ren begejstring. Cobra Kai formår på en måde, der er de færreste fortsættelser forundt, at udvise en enorm kærlighed til sit kildemateriale, samtidig med, at den faktisk forbedrer og udvider universet på meningsfuld vis.
Ligesom i de gamle film er rivaliseringen mellem Johnny Lawrence og Daniel LaRusso (spillet af henholdsvis Johnny Lawrence og Ralph Macchio) i højsædet. Johnny bruger tiden som et semi-socialt udskud med dåsebajer og manglende kontakt til sin teenage-søn, alt imens Daniel driver en succesfuld bilforretning sammen med sin kone. Begge hænger fast i fortiden: Johnny er utroligt nok stadig plaget af sine gamle nederlag, Daniel bruger det sorte bælte som salgstrick (bilkøbere er åbenbart tossede med karate). Alting er dog blevet mere nuanceret: Ingen af de bærende karakterer er hverken gennemført onde eller gode, alle har deres bevæggrunde – og med tiden kan alle også lave de vildeste cirkelspark.
Cobra Kai består indtil videre af to sæsoner og har en tredje på vej. Serien blev oprindeligt produceret af Sony TV for YouTube, dengang YouTube prøvede at entrere det betalte streaming-marked med sin såkaldte Red-tjeneste (senere bare kaldet Premium). Men nu er den altså blevet opkøbt af Netflix. Og ingen formår at opkøbe dødsbo som Netflix.
Ingen nåde
Selvom Cobra Kai allerede har været ude i nogle år, har den fået en sand renæssance på den populære streamingtjeneste. Den seneste uges tid har serien toppet hitlisterne i såvel USA som Storbritannien, og den har også ligget lunt i svinget i herhjemme i Danmark. Man skulle næsten tro, at serien slet ikke eksisterede førend den ramte Netflix. Først nu får den sin velfortjente tid i rampelyset. Og det på trods af, at serien hele tiden har rummet alle de nødvendige ingredienser for at blive kult.
Cobra Kai noget nær perfektionerer den nostalgiske 80’er-hyldest, som blandt andet Stranger Things tidligere satte på landkortet. Tonen er tilpas følelsesladet til at blive taget alvorligt, og tilpas kitsch til at blive elsket. Karakterers handlinger er ofte uden konsekvenser, og nogle gange opstår der endda gabende plothuller – men man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det selvfølgelig er gjort med fuldt overlæg. I hele sin stilistik føles Cobra Kai som en 80’er-film. Den stinker af gennemspolede VHS-bånd. Serien spiller simpelthen på den barnlige glæde, der kommer af at se noget velkendt men alligevel overraskende.
Det er netop det, der gør Cobra Kai til så sikkert et hit for Netflix. Streamingtjenesten kender næsten ikke til noget bedre end at tage allerede eksisterende, velfungerende serier – vi kan i flæng nævne eksempelvis Arrested Development, The Killing, Black Mirror og Trailer Park Boys – og føre dem videre med nye, egenproducerede sæsoner. Det er en ren vindersag. Netflix køber sig til kulten, og tilmed ofte for en slik. I takt med at streamingmarkedet bliver mere og mere mættet, med flere og flere tjenester der satser på egne serier, vil ellers gode produktioner unægteligt falde igennem – sådan som det er sket for Cobra Kai. Og Netflix står altså evigt rede til at gribe. Nogle vil måske mene, at det er lidt snyd ikke at skulle gennemgå det hårde wax on, wax off-arbejde selv. Men hvad betyder det egentlig, hvis sparket alligevel ender med at gå rent ind hos publikum? /David Dragsted