Kære læser

Håbløshedens klimaks

Løsgænger Sikandar Siddique til doorstep om ny grøn boligaftale i Transport- og Boligministeriet i København, tirsdag den 19. maj 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Timingen kunne ikke have været mere håbløs: Kort efter Bilkommissionen i går præsenterede sine anbefalinger til at ombytte benzinbiler til grønnere elbiler, blev det nye parti Frie Grønne lanceret. Håbløs timing? Umiddelbart lyder det jo som den perfekte storm, særligt fordi Bilkommissionen straks er blevet kritiseret for at være uambitiøse på klimaets vegne. Men om muligt fremstår Frie Grønne endnu mere uambitiøse.

Efter Alternativet kollapsede tidligere på året, og venstrefløjen efterfølgende vendte blikket indad mod corona og ældresundhed, er der opstået et vakuum på det grønne felt: Det politiske landskab i Danmark har – som tiden går – kun fået endnu mere end plads til et skarpt grønt parti på linje med vores to største nabolande, Tyskland og Sverige. Men vil partiet Frie Grønne kunne udfylde tomrummet? Næppe.

Den dårlige nyhed fra Bilkommissionen er, at det tegner til at blive dyrere end hidtil antaget at få danskerne til at skifte til grønnere biler. Og den endnu mere grusomme nyhed er, at klimaeffekten under alle omstændigheder vil blive meget begrænset. Selv i bedste fald vil en omstilling til 750.000 grønnere biler kun bidrage med en CO2-reduktion på lidt under 1 tons, eller hvad der svarer til ca. 5 procent af målet frem mod 2030.

Uambitiøs pragmatisme

Anført af tidl. Dong-direktør Anders Eldrup fremlagde Bilkommissionen mandag fire forskellige scenarier, som hver især skal anskueliggøre, hvad det vil koste – og hvilke virkemidler, der kan bruges – hvis politikernes ambition om stadig flere grønnere biler skal kunne føres ud i livet.

I valgkampen lovede Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen på den ene side 500.000 elbiler i 2030, mens Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen trumfede med et løfte om 1.000.000 elbiler.

Bilkommissionen vurderer, at Mette Frederiksens løfte vil ske helt af sig selv, mens Lars Løkkes overbud er for dyrt. Den teknologiske udvikling vil således af sig selv få flere og flere danskere til at købe grønnere biler, men samtidig vil det slå hul på statskassen – ganske enkelt fordi det endnu ikke er muligt helt at forbyde benzin- og dieselbiler, og man dermed er nødt til at give bilkøberne økonomiske gulerødder for at skifte.

Som en garvet bureaukrat, der i årevis var departementschef i Finansministeriet, ender Anders Eldrup – pudsigt nok – halvvejs mellem de to blokke og anbefaler en pragmatisk ambition på 750.000 grønnere biler, konkret ved at foreslå en årlig støtte på 2.500 kr. til alle, der køber en ny lavemissionsbil, og ved at ville indføre en ny vejafgift på 1.000 kr. om året til samtlige bilejere for fremover at køre på vejene.

Ud fra en konventionel visdom har Bilkommissionen løst sin opgave: Politikerne har fået et gangbart kompromisforslag, der uden videre spektakel kan køre lige igennem Folketinget, hvor skatteminister Morten Bødskov (S) og Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen allerede står parat med en aftale-skitse efter at have forhandlet hemmeligt i de seneste uger.

Men hov, konventionel visdom slår ikke længere rigtigt til. Klimarådet har for længst konstateret, at antallet af grønnere biler mindst skal op på 1.500.000, hvis den samlede målsætning om en en CO2-reduktion på 70 pct. skal være en realitet i 2030. Bilkommissionens teknokratiske forslag når således kun halvvejen af, hvad der rent teknisk er brug for. Som et bidrag til klimakampen er Bilkommissionen ganske enkelt dumpet.

Uambitiøs idealisme

”Det er et lille skub, som ikke for alvor rykker noget,” konkluderer professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen, som kalder Bilkommissionens rapport for ”skuffende” og ”uambitiøs”. Blot at tage midterpunktet mellem de store partiers udmeldinger forslår nemlig ikke længere. Tværtimod er der desperat brug for nye, vildere og ikke mindst kontante forslag, der kan gennemtvinge CO2-reduktionen i virkeligheden.

Men så er det jo heldigt, at folkestyret netop er blevet beriget med et nyt parti, der kalder sig selv for ”Danmarks klimaansvarlige” parti – og samtidig iscenesætter sig som ”kompromisløst”. Sammenfaldet med præsentationen af Bilkommissionens gammeldags og ufuldstændige løsning kunne have været den ideelle affyringsrampe for en ny og nådesløs klimapolitik, der anviste en vej frem mod reel bæredygtighed.

Men lanceringen af partiet Frie Grønne blev et antiklimaks. Frontfiguren Sikandar Siddique – der er tidligere medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet, og som sidste sommer blev indvalgt i Folketinget for Alternativet – havde absolut ingen konkrete bud på, hvordan CO2-reduktionen fra persontransporten kan accelereres mere, end hvad de gamle partier ser ud til at ville acceptere. I stedet taler Sikandar Siddique om, at partiet vil ”udfolde den livskraft, som ligger i naturen”.

Livskraft i naturen? Ja, det lyder måske tillokkende og spirituelt, men også obskurt og forvrøvlet, særligt når det gælder klimakrisen. Klimapolitik er mere konkret end noget andet: Hvis Danmark rent faktisk skal lykkes med ambitionen om at nedbringe CO2-udledningen, kræver det mere vidtgående og ikke mindst virksomme løsninger, end de gamle partier foreløbigt har vist sig villige til at prioritere.

Frie Grønne har ikke evnet at bruge den første og flygtige opmærksomhed til at sætte nye klimaløsninger på dagsordenen. Tværtimod står Anders Eldrup i dag med en mere slagkraftig plan end Sikandar Siddique. Frie Grønne skal nok få en chance mere. Men kvajekvoten er allerede opbrugt. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12