Han kalder sig selv ”the deal maker”, og måske har han lidt at have det i. For nylig fik den amerikanske præsident Donald Trump forhandlet en ”historisk” aftale på plads mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, og nu har den selvtitulerede aftalernes mester fra Amerika vendt sig mod Europa for at få løsnet nogle af diplomatiets gordiske knuder.
Det gør han øjensynligt godt. Fredag var Donald Trupms smil i hvert fald igen stort bag skrivebordet i det ovale værelse. Han havde nemlig landet endnu en aftale mellem to gamle kamphaner. Trump var flankeret af den serbiske præsident Aleksandar Vučić og Kosovos premierminister Avdullah Hoti, der var blevet placeret ved små borde på hver sin side af Trump, som var de uregerlige børn til en voksenfødselsdag.
Stemningen er da normalt heller ikke god, når Kosovo og Serbien er i stue med hinanden. Kosovo løsrev sig i 2008 fra den serbiske nation, og Serbien nægter at anerkende Kosovo som en selvstændig stat. I stedet mener de stadig, at området retmæssigt er en del af Serbien. De dårlige forhold mellem de to europæiske naboer er noget, der bliver set på med bekymring i EU. Derfor lignede det en sejr for alle, da mødet mellem Trump, Vučić og Hoti endte med, at de alle tre underskrev et dokument. Problemet er bare, at mødet mellem de tre var mere show end substans. For den indgåede aftale indeholder ikke noget nyt, der bringer de to parter tættere sammen. Det var ikke engang det samme dokument, de tre underskrev. Dermed var mødet i det ovale værelse snarere en del af Trumps valgkamp, end det var en europæisk forbrødring.
Venner med Israel
Da alle havde sat underskrifterne, begyndte Trump at rose Aleksandar Vučić for sit mod. Det var modigt, sagde Trump, at han kom her til Amerika for at love, at han ville åbne en serbisk ambassade i Jerusalem. Det gjorde Vučić helt hvid i hovedet. Han begyndte undrende at bladre i dokumenterne foran ham, som om han ikke var klar over, hvad det egentlig var, han havde skrevet under på.
Vučić blev måske bare fanget i et uheldigt øjeblik. Forhåbentlig var han helt klar over, hvad han havde underskrevet. Men hvis ikke han undrede sig, så gjorde resten af verden. For selvom mødet skulle handle om at få Serbien og Kosovo nærmere hinanden, så kom det i stedet til at handle om Israel.
Serbien havde allerede på forhånd sagt, at de nægtede at indgå en aftale, hvor de anerkendte Kosovo som selvstændig nation. I stedet endte mødet med, at Israel nu anerkender Kosovo. Serbien har i årevis lobbyet hårdt for, at andre lande ikke skulle anerkende Kosovo, og efter mødet sagde præsident Vučić da også, at han ikke billiger Israels valg. Han sagde desuden, at han ved mødet ikke havde indgået en aftale med Kosovo, men i stedet kun havde indgået en bilateral aftale med USA.
Kosovo og Serbien synes altså ikke at være kommet hinanden meget nærmere ved mødet. Faktisk synes den diplomatiske situation i Europa næsten at være blevet forværret ved mødet. Begge lande vil gerne tættere på EU, men hvis landene faktisk åbner ambassader i Jerusalem, så kan det meget vel drive dem væk fra EU, fordi det er mod Unionens officielle politik.
Det tyder derfor på, at mødet handlede langt mere om Trumps valgkampagne, end det handlede om Balkan. Trumps konservative bagland ser gerne, at præsidenten bruger sine udenrigspolitiske kræfter på at gøre noget godt for Israel, og Trump er derfor gået i gang med arbejde for at normalisere Israels diplomatiske forhold til en række stater. Først De Forenede Arabiske Emirater og nu altså især Kosovo, der bliver det første land med en muslimsk majoritet til at åbne en ambassade i Jerusalem.
Kosovo kan glæde sig over, at de er blevet anerkendt af Jerusalem. Serbien kan sige, at de er kommet tættere på USA ved mødet. Men mest af alt kan Donald Trump glæde sig over, at han har kunnet bruge europæiske uenigheder som et spil i sin valgkamp.