Når tilliden får ben at gå på

Tillid har vist hele tiden været nøgleordet for coronakrisen. Det kan godt være, at du selv tager alle dine forholdsregler for at undgå smitten, men du kan næppe kontrollere, om Jytte tager til hingstekåring, eller om Henning alligevel synes det er en god idé med den der årlige sommerfest med helstegt pattegris og hele pivtøjet. Sådan må det nu engang være i et velfungerende samfund: Vi indgår en kontrakt med hinanden om, at vi alle yder en indsats – og så satser vi ellers på, at det i det store og hele går op.

Hvis der er nogen, der er eksperter ud i denne tillidens svære kunst, må det næsten være Bones. Ikke nok med at det kræver is i maven at drive en velassorteret salatbar, der både skal være folkelig og hygiejnisk, så indgår restaurantkæden på daglig basis en kontrakt med kunden om, at det der foregår på matriklen vist nok er autentisk amerikansk. Det kræver altså sit at se hinanden i øjnene over en omgang spareribs og bagekartofler med legerumslarm, cowboyhatte og Route 66-skilte i baggrunden, mens man fortæller hinanden, at det her er en rimelig oplevelse for pengene.

Nu øger Bones så den allerede tårnhøje tillidsindsats. Som reaktion på sundhedsminister Magnus Heunickes (S) opfordring til spisesteder om at registrere besøgendes kontaktoplysninger, så man nemmere kan opspore dem ved smitteudbrud, står restaurantkæden nemlig klar med notesblokken. DR optegner scenariet i et mesterligt anslag:

”’Et bord til to?’ Det kan ofte være det første spørgsmål, man får, når man går ind på en restaurant. Men fra næste uge vil man på restaurantkæden Bone’s 25 restauranter også blive spurgt, om man vil registrere sine kontaktoplysninger.”

Udover at vi ikke rigtig ved, hvad der sker, hvis man vil have et bord til tre, er sagen jo klar: Bones tilbyder lidt ekstra tryghed til kunderne, hvis ellers kunderne er trygge ved Bones’ persondatabehandling. Et smukt gensidigt forhold, der bygger på Bones’ ovennævnte årelange erfaring. Gid flere opførte sig lidt mere som Bones. Eller, det kommer naturligvis an på tillidsøvelsens beskaffenhed. Som vi kan forstå på coronasituationen i Odense har en række samarbejdsøvelser på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor lærerstuderende har skullet stå tæt sammen, vist nok været lidt problematiske.

Tøjkrise

Det er vel egentlig det, der er så svært med den tillid: At gennemskue, hvornår den er på sin plads. Tag nu tøjkoncernen Bestseller som eksempel. Først tænkte vi, at virksomheden var til den lidt grådige side, da den i marts meldte ud, at den ikke ville betale husleje til mange af dens udlejere. For kunne det virkelig passe, at tøjgiganten havde så få midler efter så kort tids coronakrise? Umiddelbart efter trak Bestseller så i land med huslejerne. Pludselig kom vi i tvivl. Måske lyttede de alligevel til fornuft? Og nu har Bestseller så fuldendt deres redemption arc.

Som man kan læse i Børsen (betalingsmur) har Brandes stolthed nemlig valgt at tilbagebetale 81 mio. kr., som selskabet havde modtaget i lønkompensation – også selvom de ikke behøvede at gøre det. Det lyder jo helt vildt. Kan vi nu have tillid til, at Bestseller er blevet en samvittighedsfuld virksomhed? Tjo …

Ifølge Mikkel Korntved, der er direktør og seniorrådgiver i konsulenthuset Loyalty Group, er der god ræson i Bestsellers manøvre af den simple årsag, at privatforbrugere er ”meget emotionelle og irrationelle”. Vi bliver revet med af folkestemningen for et godt ord, og derfor kan 81 mio. kr. være en lille pris at betale for igen at komme på den gode side af kunderne. For hvem har ikke lyst til at udstråle samfundssind i en tid, hvor statsministeren opfordrer til det?

Og således sluttes den smukke tillidscirkel altså. Forbrugerne tror på Bestseller, alt imens Bestseller tror, at man kan dirigere forbrugerens irrationelle adfærd på rette spor. Vi håber for kontaktstallets skyld, at de lykkes med eksperimentet. Det er vel noget nemmere at tro, når man ved, at regnestykket også er rigtigt. /David Dragsted