Den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko giver ikke op, selvom demonstranterne i hovedstaden Minsk bliver ved med at kræve diktatoren afsat. Det er nu mere end en måned siden, at der var valg i Hviderusland, men selvom Lukasjenko ”vandt” det ganske omdiskuterede valg, så tabte han alligevel momentum. For revolutionens vinde blæser i det østeuropæiske diktatur, og flere og flere sår nu tvivl om, hvor længe Lukasjenko kan fortsætte med at holde landet i et jerngreb.
I et nyt interview siger Lukasjenko selv, at han ingen planer har om at trække sig som leder. Men for første gang er der alligevel et spor af tøven hos magtmennesket. Han har siddet på magten de seneste 26 år, og i interviewet siger han, at det måske alligevel har været for længe. Det er der en del demonstranter, som er enige med ham i.
Det er ikke kun Lukasjenko, der er bekymret for udviklingen i Hviderusland. I nabolandet kigger præsident Vladimir Putin nervøst på udviklingen. Det gør han selvfølgelig, fordi han er er nervøs for, at noget lignende kunne ske i hans hjemland – noget Lukasjenko ikke var sen til at minde ham om i det foromtalte interview. Men Putin er også nervøs, fordi han frygter, at Hviderusland kan ende med at falde i hænderne på en pro-vestlig opposition. Han frygter, at en revolution vil mindske den russiske indflydelse i landet og dermed svække Putin og Ruslands geopolitiske position.
Det rejser spørgsmålet: Kunne Putin finde på at intervenere i Hviderusland?
Euromajdan
Ja, hvorfor ikke, fristes man til at svare. For den russiske udenrigspolitik de seneste år har vist, at Putin er klar til at gå i krig for at sikre russisk indflydelse. Det har man fx set i Syrien, hvor Rusland gik ind for at støtte præsident Bashar al-Assad, der er en trofast Moskva-allieret.
Et endnu bedre eksempel er dog Ukraine. I 2014 udbrød der voldsomme protester i landet, fordi den ukrainske regering droppede en aftale med EU for i stedet at rykke tættere på Rusland. For en række ukrainere blev det dråben, der fik bægret til at flyde over. Den ukrainske regering med Viktor Yanukovych i spidsen havde længe været under beskyldning for korruption, kleptokrati og brud på menneskerettigheder, og deres afvisning af EU førte til de såkaldte Euromajdan-demonstrationer, hvis navn er en sammentrækning af Europa og Majdan Nezalezjnosti, der er den plads i Kijev, hvor mange af demonstrationerne fandt sted. Den ukrainske revolution blev en realitet og Yanukovych blev smidt på porten.
Revolutionen blev dog ikke starten på en lys fremtid for Ukraine. Den ukrainske halvø Krim blev annekteret af Rusland, og samtidig udbrød der krig i det østlige Ukraine på grænsen til Rusland. Her er det blevet dokumenteret, at russiske styrker spillede en stor rolle i kampen mod det ukrainske militær.
Inden revolutionen havde Ukraine en del til fælles med Hviderusland. Ruslands indflydelse i begge lande var stor, og så lå de begge geografisk som en god buffer mellem Rusland og det vestligtsindede Europa. Da Rusland var ved at miste Ukraine, sendte de soldater ind. Hvorfor skulle de ikke gøre det samme i Hviderusland? Selv Lukasjenko kan se sammenhængen. ”Som jeg har sagt, så kommer der ingen Majdan, uanset hvor meget nogen så ønsker den,” har han tidligere udtalt.
Man kunne derfor frygte, at det hele ender med en russisk initieret borgerkrig i Hviderusland. Hvis revolutionen begynder, vil Putin måske sende anonyme styrker ind, der skal holde Hviderusland på russiske hænder.
Ren vrede
Sammenligningen ligger lige for, men hos mediet Foreign Policy mener de alligevel, at forskellene på Ukraine og Hviderusland er større end lighederne. Ifølge mediet er Ukraine derfor ikke god at bruge som en spåkugle, der kan forudsige den hviderussiske fremtid.
Først og fremmest er Hviderusland langt mere autoritært, end Ukraine var ved revolutionen. Det gør en revolution a la Euromajdan langt farligere i Hviderusland, end det var tilfældet i Ukraine – og dermed også mindre sandsynlig. For vi har allerede set, hvordan Lukasjenko har været klar til at slå ned på demonstranterne på en måde, som man ikke så i Ukraine. Oppositionen stod også langt stærkere i Ukraine, netop fordi landet trods alt var noget mere demokratisk, end Hviderusland er i dag. De sad i parlamentet og havde derfor en magtfuld platform, hvorfor de kunne støtte demonstranterne på gaden. Sagt med andre ord: den revolutionære jord var mere frugtbar i Ukraine.
De ukrainske revolutionære havde desuden et klart mål. De ville have landet i retningen af Europa. I Hviderusland er der ikke noget klart mål ud over afsættelsen af Lukasjenko. Deres revolutionære bevægelse bygger på vrede og års undertrykkelse, og selvom det er en nobel grund til at gøre oprør, så er det sværere at koordinere ud fra.
Derfor behøver Putin måske aldrig gøre Hviderusland til et nyt Ukraine. For en revolution her bliver vanskeligere. På den anden side er den ikke umulig, og så skal den russiske præsident til at overveje sit næste træk. Det russiske og hviderussiske militær har lavet øvelser sammen i årevis, så de er klar til at samarbejde mod en revolutionsstyrke. Måske Putin denne gang vil foretrække at komme sin støtte til hjælp allerede inden, det ender med revolution. Andreas T. Kønig