The old boys' network

TV 2’s morgenshow Go’morgen Danmark havde forleden en doomsday prepper i studiet. Susanne Skov Diemer, der ifølge en af sine hjemmesider er en vigtig Risk Mitigation, Crisis Management, Intelligence and Security Specialist and Advisor med mere end 25 års erfaring, forklarede, hvordan man forbereder sig bedst muligt på en uforudset krisesituation.

Hun fortalte bl.a., at da corona-pandemien begyndte, og tv-nyhederne viste billeder af danskere, der hamstrede toiletpapir i supermarkederne, så sad hun bare hjemme i sofaen og tænkte, at det var synd, at folk stressede sådan rundt. For selv havde hun allerede masser af toiletpapir i kælderen, fordi hun var forberedt – forberedt på det værste. Foruden toiletpapir har hun altid kælderen fyldt med myggenet, vandfiltre, dåsemakrel, torskerogn, æblegrød og brunchbolle- og pandekageblanding (bl.a.).

Hun fremviste også en såkaldt grab bag, en lille håndtaske med de allervigtigste fornødenheder, som hun altid har på sig. Mundbind, kontanter, ørepropper, håndsprit og en dørstopper til, hvis lokummet virkelig brænder. Dørstopperen var nok den mest interessante effekt. Susanne Skov Diemer sagde, hun altid havde den med, når hun rejste rundt i verden, for så kunne hun undgå, ”at kriminelle elementer kommer ind på mit hotelværelse”.

Unconscious bias

Med en lille tilsnigelse kunne man måske godt kalde sexisme på arbejdsmarkedet for en krisesituation – dog bare en meget langvarig en af slagsen, som vi ikke er i nærheden af at have løst. Første skridt er at erkende, at det findes. Her må man konstatere, at en del mænds åndsevner ikke slår til: Hvis jeg ikke kan se det, så findes det ikke! Det er det, der hedder unconscious bias, og det findes på alle niveauer i samfundet.

Andet skridt må være, at alle, der er udsat for eller er vidne til sexisme og seksuel chikane fra chefer og kolleger, altid har en mental grab bag med brugbart værktøj ved hånden. Plathederne, store som små, skal stoppes, der skal siges fra, og hvis problemet er strukturelt, er det chefens ansvar at tage affære og forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen.

Det er åbenbart meget svært. Se bare nogle af reaktionerne på, at 701 kvinder i medieverdenen fredag offentliggjorde en støtteerklæring til studieværten Sofie Linde, som for nylig satte fokus på sexisme og manglende ligestilling i branchen. ”Vi har alle oplevet det i større eller mindre grad i løbet af vores karriere,” skrev de. ”Upassende bemærkninger om vores udseende eller påklædning. Lumre beskeder. Grænseoverskridende fysisk adfærd. Advarsler om, at der er enkelte mænd, vi skal undgå til julefrokosten.”

701 kvinder! Something is rotten in the Danish medielandskab. Det er alle tiders årsag til virkelig at se indad på landets mediearbejdspladser – skulle man tro. Men nej, ikke rigtig, når det kommer til stykket.

På Jyllands-Posten har de fx ikke noget problem med sexisme, mener chefredaktør Jacob Nybroe, for hans avis har ”nultolerance”, og han tager den slags ”meget alvorligt”. Det ”findes ikke på min arbejdsplads i den udstrækning, så vidt jeg ved,” siger han til DR og undskylder sig med, at han ”kun [har] været på Jyllands-Posten i fire år, og dem, jeg spørger, siger, at det aldrig har været et stort fænomen her hos os”.

Fire år? Hvor lang tid skal han bruge på at lære Jyllands-Posten at kende? Vi andre skal bare læse avisen i fire dage.

Problemet TV 2

Seks af de 701 kvinder er journalister på TV 2. Men TV 2’s nyhedsdirektør Mikkel Hertz siger, at han har undersøgt det og kan konkludere, at ”vi har ikke en sexistisk kultur, hverken i nyhedsafdelingen eller i koncernen”.

Minsandten om ikke TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon, som hierarkisk befinder sig under Mikkel Hertz, også er gået ind i sagen med al sin faglighed. Til fagbladet Journalisten udtaler han nogenlunde det samme som Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, nemlig at ”vi bakker virkelig op om det her initiativ, og vi er glade for, at det kommer frem nu”.

Herligt! Åh vent, han har ikke talt helt færdig: ”Men hvis man offentligt tilkendegiver en holdning til en sag ved en underskriftsindsamling, så er man som udgangspunkt inhabil og kan ikke dække sagen,” forklarer Kwon.

Som en anden Homer Simpson tænker Kwon nærmest højt i interviewet: ”Det er en meget kompliceret sag,” synes han, ”og det har været svært at finde den helt rigtige linje”.

På TV 2 kan de godt mærke, at deres rigide regelsæt for journalistik ikke helt passer til virkeligheden, så nok er de seks kvindelige ansatte nu ”inhabile” og kan derfor ikke lave tv-indslag om sagen. Men til gengæld må de gerne lave ”mindre dele” af et indslag om emnet, fx en rundspørge – men ikke et live-interview (som jo kan komme ud af kontrol). Har en tv-vært underskrevet støtteerklæringen, så skal det fremover stå på skærmen, hvis hun laver et såkaldt oplæg eller nedlæg om sagen.

Resultatet er reelt, at kvindelige medarbejdere, der har taget mod til sig og står frem med navns nævnelse for at pege på et alvorligt strukturelt problem i branchen, bliver straffet. Og hvem går fri? Det gør dem med den grænseoverskridende, utilstedelige adfærd. Bevidst eller ubevidst – the old boys’ network slår til igen. Der er brug for flere dørstoppere i mediebranchen. /Oliver Stilling