Facebook-protestens nye ansigt

Vi er ikke helt sikre på, hvordan verden skal overleve, men stjerner såsom Kim Kardashian, Leonardo DiCaprio, Sacha Baron Cohen og Jennifer Lawrence lovede onsdag, at de ville undlade at lave opdateringer på Instagram og Facebook gennem en hel dag. Tiltaget er det nyeste led i den såkaldte #StopHateForProfit-kampagne, der forsøger at lægge pres på Facebook for dennes medvirken i spredningen af hadtale og misinformation. Anklagen lyder, at Facebook simpelthen ikke gør nok for at moderere indhold på sine platforme, da direktør Mark Zuckerberg og kompagni stadigvæk profiterer på de mange forargede clicks. Håbet er, at Facebook vil begynde at tage sit demokratiske ansvar mere alvorligt.

Det første store skridt i #StopHateForProfit’s arbejde blev taget tilbage i juli, hvor flere end 90 virksomheder indvilligede i midlertidigt at stoppe deres reklameringer på Facebook. Tanken bag bevægelsen er, at man vil ramme det sociale mediekonglomerat det eneste sted, hvor det tilsyneladende gør ondt: På pengepungen. Reklamestoppet var da også nogenlunde succesfuldt. Eller, det vil sige: Facebooks aktieværdi faldt faktisk for en kort bemærkning. Nu er #StopHateForProfit så klar med runde to, og denne gang med kendissernes hjælp. Kim Kardashian er eksempelvis en af de mest fulgte brugere på Instagram (som Facebook ejer), så hvor vildt et budskab sender det ikke lige, at hun nu trykker på pauseknappen?

Blackout

Ikke et særligt vildt et af slagsen, hvis man spørger modstandere af den såkaldte slacktivisme (også kaldet clicktivism). Et af problemerne med vores moderne internetkultur er netop, at den letkøbte, symbolske gestus har erstattet reel politisk aktivisme. Det ser måske meget fedt ud, når man deler en underskriftsindsamling, liker et billede eller tweeter et hashtag for at vise sin støtte til en given sag, men det forandrer ikke verden. Som Occupy Wall Street-aktivisten Micah White formulerede det tilbage i 2010: ”Politisk engagement bliver et spørgsmål om at klikke på nogle få links. I sin promovering af illusionen om, at internetsurfing kan ændre verden, er clicktivism det samme for aktivisme, som McDonalds er sammenlignet med et langsomt tilberedt måltid. Det ligner måske mad, men den livsgivende næring er forsvundet for længst.”

Et nyligt eksempel på problematikken sås ved sommerens Black Lives Matter-demonstrationer. Internetbrugere valgte her at signalere støtte til bevægelsen ved at lægge billeder op af sorte firkanter under den såkaldte ”Blackout Tuesday”. Men mange begik den fodfejl, at de tilføjede hashtagget #BlackLivesMatter til deres indlæg. Ikke nok med, at folk altså mente, at en simpel sort firkant kunne agere stopklods for den systemiske racisme, så blev selve det hashtag, der samtidig blev brugt til deling af vidnesbyrd fra demonstrationerne, så godt som ubrugeligt – for nu var der jo ikke andet at komme efter end endeløse strømme af sorte firkanter. De ellers velmenende internetaktivister havde faktisk gjort det sværere for bevægelsen at komme ud med sit budskab.

Delte meninger

Omvendt viste Blackout Tuesday-hændelsen dog også, at mange aktivister er blevet mere opmærksomme på nødvendigheden af en målrettet onlineindsats. Folk, der uhensigtsmæssigt brugte #BlackLivesMatter-hashtagget blev hurtigt fortalt, hvorfor det var problematisk.

Og tænk, måske er slacktivismen faktisk ikke så ubrugelig, som den ellers har ry for. Medieforsker Deen Freelon har sammen med sine kollegaer på University of North Carolina eksempelvis påvist, at mange små statusopdateringer godt kan gøre en forskel i den offentlige debat. De er måske ikke en fuldfed erstatning for mere konventionel aktivisme, men kan alligevel agere løftestang for, at flere vil tage idéerne alvorligt. Ofte vil der endog være en sammenhæng mellem delingen af politiske emner på de sociale medier og engagement i vælgermøder, kampagneindsamlinger og andre aktiviteter i virkelighedens verden.

Så kan vi alligevel blåstemple kendissernes ædelmodige offer; hylde dem for, at de en hel dag lod være med at dele ting på SoMe? Både og. Tiltaget vil utvivlsomt udbrede kendskab til sagen. Men omvendt risikerer den også at trivialisere kampen mod Facebook. Som i tilfældet med de mange virksomheder, der midlertidigt stopper reklamerne, er kendisserne mere magtfulde end den gennemsnitlige slacktivist. Ja, reelt er de vel nogle af platformens mest attraktive aktiver. Så kan det virkelig passe, at de ikke kan gøre mere for at sige fra?

Spektakulært

I den franske filosof og situationist Guy Debords hovedværk Det spektakulære samfund udlægges det, hvordan vi lever i et skuespilssamfund; i en verden af såkaldte spektakler. Reklamer, billeder, massemedier og forbrug har ifølge Debord indfanget os i en skinverden. Illusionen er blevet gjort hellig, og intet spontant eller virkeligt kan længere opstå. Vi er så at sige blevet fanget i forestillingerne og kan ikke længere handle. I stedet må vi tage til takke med at være passive tilskuere. Eller sagt med Debords egne, lidt snørklede ord: ”De billeder, der har løsrevet sig fra ethvert aspekt af livet, smelter sammen i en fælles strøm, hvor dette livs enhed ikke længere kan genetableres. Betragtet i et partielt perspektiv udfolder virkeligheden sig i sin egen almene enhed som en adskilt pseudoverden”.

Selvom Debord vist primært havde set sig sur på kapitalismen (hvad ellers), er det svært ikke også at læse hans ord i forlængelse af SoMe-aktivismen. Kim Kardashian og kompagni kan givetvis forandre verden. Men omvendt er de allerede blevet viklet så langt ind i spektaklet, at illusionen af et boycot (en hel dag) efterhånden gør det ud for den ægte vare. Det er næppe nemt at være velmenende celebrity-aktivist. /David Dragsted