Adorno og Horkheimer. Foto: Wikipedia
Debattør, journalist og katolik Iben Thranholm er ikke meget for den verserende #metoo-debat, der er blevet genstartet i Danmark, efter tv-vært Sofie Linde til et awardshow på TV2 ZULU forklarede, hvordan hun som ung havde oplevet en ”stor tv-kanon” til en julefrokost sige, ”hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig.” Ifølge Thranholm har Linde ”ikke nogen sag”, og på sin Facebook skriver hun følgende:
”Når jeg stiller mig kritisk over for Sofie Linde og alle andre kvinder, der raser imod mænd, er det fordi jeg mener, at det i mindre grad handler om den krænkende handling i sig selv. Det handler om at de – måske ubevidst – lader sig spænde for en ideologisk vogn, der buldrer afsted. Ideologien er kulturmarxistisk og bruger skyggesiderne af den seksuelle frigørelse (som den selv har skabt) til at indføre en ny samfundsorden med. Når manden og al maskulinitet er blevet mistænkeliggjort, umyndiggjort og kastreret både i familien, på arbejdspladsen og generelt i samfundet, hvem tager så mandens plads? Staten. Hvis Sofie Linde virkelig bekymrede sig om god moral, ville hun da ikke flashe sine trusser og nøgne lårbamser på scenen, når mindreårige sidder foran skærmen og ser med. Nej, Sofie Linde stiller sig i spidsen for en ny-kommunistisk agenda, som vil afskaffe manden for at give mere magt til staten.”
Her på Føljeton genkender vi en vild analyse, når vi ser en, og det her er en vild analyse. Hvis vi forstår Thranholm ret (og det er vi slet ikke sikre på, at vi gør), så mener hun, at den nuværende kamp mod sexisme slet ikke er en kamp mod overgreb og for lige rettigheder. I stedet er det et kulturmarxistisk korstog. Radikalt alligevel!
Det måske vildeste ved Iben Thranholms analyse er måske i virkeligheden, at hun ingenlunde er alene om den. På den yderste højrefløj er der de seneste år opstået en konspiration om en altdominerende kulturmarxisme, der langsomt men sikkert eroderer det civiliserede, konservative samfund. Men hvad i himlens navn ér kulturmarxisme, og hvordan hænger det sammen med en flok gamle, døde, tyske filosoffer?
Der lange Marsch durch die Institutionen
For at finde svaret skal vi tilbage til starten af 1900-tallet. Dengang forsøgte venstreorienterede tænkere som fx den italienske Antonio Gramsci at regne ud, hvorfor proletariatets revolution kun havde fundet sted i Rusland og ikke i resten af Europa. Deres svar var, at arbejderne blev pacificeret af kultur og religion. Proletariatet var simpelthen viklet for dybt ind i disse kapitalismens sociale strukturer til at begå oprør. Et opgør med kapitalismen var derfor også et opgør med skolesystemet, medierne, bureaukratiet, osv.
Dette blev også en af kongstankerne hos en indflydelsesrig gruppe af tyske filosoffer, der kollektivt blev kendt som Frankfurterskolen. Filosoffer som Max Horkheimer og Theodor W. Adorno udarbejdede fra 1930’erne den akademiske strømning ”kritisk teori”. De mixede marxistisk teori med en smule freudiansk analyse og nåede frem til den konklusion, at arbejderne ikke bare blev undertrykket af det kapitalistiske økonomiske system, men også blev undertrykt af seksuelle og sociale konventioner. Det krævede et opgør med familien, kønshierarkier, seksualiteten og de traditionelle vestlige værdier.
Måske mest konkret blev det udtrykt af den tyske studenteraktivist Rudi Dutschke, der ved ungdomsoprørets begyndelse omkring år 1967 kom med sloganet ”der lange Marsch durch die Institutionen” – altså den lange march gennem institutionerne. Den sande revolution skulle skabes gennem en ændring af de kulturelle og sociale normer, som samfundets institutioner hver eneste dag reproducerer.
Spillede Adorno bas i The Beatles?
Det er netop denne ”lange march gennem institutionerne”, som højrefløjen mener er blevet genoptaget de seneste år. De mener, at den identitetspolitiske venstrefløj er gået i gang med at ødelægge de traditionelle kristne værdier i Vesten, blandt andet ved at indføre ”politisk korrekthed” på uddannelsesinstitutioner, i filmindustrien, i det politiske system, osv. Ifølge dem er ting som feminisme et konspiratorisk angreb, der blev startet af frankfurterfolkene tilbage i 30’erne, og som den dag i dag er i gang med at underminere den vestlige civilisation. Sofie Linde er med andre ord Adornos forlængede kommunistiske arm, ligesom Adorno var chefideolog og superskurk bag verdens mest populære popgruppe The Beatles.
Vent … Hvad?! Jo jo, den er god nok. I hvert fald hvis man spørger den selvlærte filosof Olavo Carvalho, der er politisk guru for Brasiliens præsident Jair Bolsonaro. Han har sagt, at ”The Beatles vidste næsten ikke engang, hvordan man spillede guitar. Det var Theodor Adorno, der komponerede deres musik.”
Ifølge konspirationsteoretikerne styrer de kulturmarxistiske frankfurterfilosoffer altså alt fra The Beatles til Sofie Linde. Hvem ved: Måske styrer de også Føljeton … Død over mænd og længe leve lårbamser samt den ny-kommunistiske agenda! /Andreas T. Kønig