Hen imod slutningen af den tyske instruktør Werner Herzogs film Lessons of Darkness fra 1992 sker der noget sært. Ja, faktisk er hele filmen jo sær. Den handler om arbejdet med at slukke de hundredvis af brande på Kuwaits oliefelter, som blev anstiftet af irakiske soldater, mens de trak sig tilbage under den første Golfkrig i 1991.
Men Herzog bruger ikke tid på omstændigheder og kontekst. I stedet lader han fortællingen drive af sin egen monotone fortællestemme, mens kameraet dvæler ved de uhyggelige, kæmpemæssige, menneskeskabte søjler af ild. Således bliver filmen en fabulerende poetisk meditation over katastrofens fænomenologi snarere end et dramadokumentarisk opslagsværk – og det er ikke så ringe endda.
Brandmændene er jo superspecialister, men Herzog kalder dem ”the creatures”, som om det er fremmede, utilregnelige væsener, han neutralt iagttager gennem kameraets øje. Med møje og besvær lykkes til sidst for disse væsener at få bugt med ilden, men pludselig ser man (sikkert af slukningstekniske årsager) nogle brandmænd genantænde et oliefelt, så flammerne står op i luften. Det udlægger Herzogs stemme, som om væsnerne har levet så længe med brandene, at de ikke længere kan undvære dem: ”Er livet uden ild blevet ubærligt for dem?”
Flyrejser til ingen steder
Forleden havde Washington Post en artikel, der vakte mindelser om netop den scene i Lessons of Darkness: ”Mens internationale rejser i det meste af verden stadig er disruptet af corona-pandemien, er nogle luftfartsselskaber begyndt at ty til ‘flyrejser til ingen steder’, som henvender sig til passagerer, der savner at flyve – og nogle er villige til at betale mange penge for billetterne,” stod der.
Da det australske flyselskab Qantas torsdag gjorde reklame for en syv timer lang flyrejse med en Boeing 787 fra og til Sydneys lufthavn, blev billetterne ifølge selskabet revet væk på ti minutter. Priserne for de 134 tilgængelige pladser om bord på flyveren lå mellem 3.600 kr. og 17.300 kr. pr. sæde.
”Det er formentlig de hurtigst sælgende billetter i Qantas’ historie,” udtalte en talsperson. Turen er ikke totalt meningsløs. Dreamlineren flyver i lav højde ind over Australiens Outback, forbi klippeformationen Uluru i delstaten Northern Territory og hen over verdens største koralrev Great Barrier Reef ud for Queenslands nordkyst. Der er tale om sightseeing.
Verdens flyselskaber styrtbløder økonomisk på grund af corona-pandemien, og ud fra et strengt forretningsmæssigt perspektiv skal de selvfølgelig forsøge at finde måder at tjene nogle penge på, indtil alt er ‘normalt’ igen. Flyselskaberne tænker sikkert savlende tilbage på en dag som d. 25. juli 2019. Det var luftfartshistoriens ”travleste” dag med 230.000 flyafgange verden over. En fantastisk dag for luftfartsindustrien!
Men den dag blev der også sat varmerekord i en række europæiske lande. I Luxembourg målte man 40,8 grader. En forfærdelig dag for klimaet! Og temperaturerne stiger stadig, isen smelter, havene stiger, og flytrafikken er en del af problemet. Ifølge en rapport fra The International Council on Clean Transportation udledte flyindustrien 918 millioner tons CO₂ i 2018, svarende til 2,4 pct. af al CO₂-udledning det år. Det vil altså ikke løse verdens klimaudfordringer, hvis vi alle sammen holdt op med at flyve. Men det ville gøre en forskel. Ud fra en rationel betragtning burde vi lade være. Problemet er, at mennesket ikke handler rationelt.
Tænk på, hvor skørt det egentlig er at betale for at sidde sammen med 133 andre mennesker i en 120 tons tung stærkt forurenende gigantmaskine og flyve hen over Great Barrier Reef, som i den grad lider under klimaforandringerne. Det er, som om vi ikke er bedre end Werner Herzogs sære creatures, når det kommer til stykket. Vi er de væsener. Tanken om ikke at styre mod katastrofen er åbenbart ubærlig. Ellers kunne vi jo bare sadle om. Vi er nogle lyseslukkere. /Oliver Stilling
P.S. God weekend!