Nyhedsanalysen

Hanelefanternes dovne dødedans

DR

Alt ved DR-programmet Ronkedorerne skriger, at det vil være forfærdeligt tv, hvilket det da også hurtigt viser sig at være. Tre gamle mænd mødes i baglokalet på en italiensk restaurant på Christianshavn i København og snakker om løst og fast, alt imens de løbende bliver opvartet med mad og vin. Klichéer og Gajolæske-visdom bliver slynget om kap med … ja, vel egentlig ikke med så meget andet. Det er bare det, der er programmet.

Ud af fire mulige afsnit har vi tvunget os selv igennem afsnittet med musiker og instruktør Erik Clausen, journalist Lars Ellegaard og juraprofessor Ditlev Tamm. Velsagtens fordi det lod til at være det allermest ronkedor-agtige. Allerede fra første minut begynder vi at få bange anelser. Italiensk trattoria-musik fylder godt i lydbilledet, alt imens vi får det ene skud af lækre anretninger efter det andet. Ronkedorerne mødes ”til en bid brød og et godt glas”, bliver seeren fortalt. ”De er i risikogruppen men ude af coronaisolation. Klar til en ærlig snak mand til mand uden afbrydelser”.

Det med at der ikke vil være nogle afbrydelser viser sig hurtigt at være en løgn. De tre mænd introduceres med hver deres lille udklip fra samtalen, som vi får lovning på, at vi skal se lige om lidt. ”Jeg vil sige at man skal prøve alt undtagen incest og folkedans”, siger Lasse Ellegaard. ”Døden kan jo godt komme før man er død i den forstand, at man ikke rigtig er med i noget mere”, siger Ditlev Tamm. ”Sådan nogle som os er priviligerede, når vi dør så er det med stolthed, og du kan selv bestemme musikken”, siger Erik Clausen. Så endnu flere kameraskud af restaurantens madlavning. Så lidt flere introtekster. Hele syv minutter skal vi ind i det 30 minutter lange program, førend den uafbrudte samtale for alvor får lov til at begynde uafbrudt. Isen skal vel også lige brydes.

Erik Clausen indleder nu magtkampen; kommer med det første store samtaleudspil. De her ronkedorers generation er den mest selvoptagne i historien, mener Clausen. Hvorimod deres forældre altså var beskedne folk. Han har digtet en lille sentens om det, som han ikke lige kan huske. Lasse Ellegaard nikker indforstået. Men Ditlev Tamm tror ikke, han er enig. Nu skydes magtkampen for alvor igang. Tamm tager kontrol over samtalen. Lasse Ellegaard forholder sig stadig passivt. Clausen ser helt paf ud over at blive modsagt. Så kommer tjeneren med noget mere mad. Han har også gråt skæg. Endnu en afbrydelse. Klip til sort. Næste samtaleemne introduceres i en overlægstekst: ”Fællesskabet i Danmark”.

Magten er tabt

Det er omkring her, at vi for alvor bliver i tvivl om, hvad det egentlig er, vi ser. Ronkedorerne er ikke noget godt koncept, men i det mindste er det på papiret ret simpelt. Ikke desto mindre bliver samtalen klippet i smadder, opdelt i små, emneopdelte vignetter. Er det talking-points, ronkedorerne har fået på forhånd? Eller et febrilsk forsøg på at skabe bare en smule dynamik i en ellers søvndyssende gammelmandssnak?

Af en eller anden grund kommer vi til at tænke på DR’s syv år gamle ronkedor-program Blachmann, hvor Thomas Blachmann sammen med en anden mand sidder og ser på en nøgen kvinde og kommenterer på hendes udseende. For, som Blachmann siger i programmets intro, ”Kvindekroppen tørster efter ord. En mands ord”. Ja, det var præcis lige så klamt, som det lyder. Har DR bare en fetisch for at lade gamle, fallerede mænd komme unødvendigt til orde?

Én ting skal Ronkedorerne dog have: Hvor Blachmanns hedengangne program syntes at eksplicitere det mandlige blik på den mest rædderlige facon, bliver blikket her twistet en anelse. Der er noget sært voyeuristisk ved at se de gamle mænd spise deres italienske middag. Det bliver helt skrøbeligt. Hanelefanternes sidste måltid. Magtbalancen der langsomt forskydes. ”Ronkedor – ældre, magtfuld og dominerende person, der er svær at samarbejde med og evt. udstødt af fællesskabet” lyder definitionen på en ronkedor i programmets intro. Hvilket vel egentlig er selvmodsigende. Kan man være udstødt fra samfundet og samtidig være magtfuld?

I politologien arbejder man traditionelt med tre magtforståelser. Der findes den direkte, som den blev defineret af politolog Robert A. Dahl tilbage i 1950’erne: ”A har magt over B i den udstrækning, at han kan få B til at gøre noget, B ikke ellers ville have gjort.” Så findes der den inddirekte, der groft sagt går ud på at bestemme, hvad der overhovedet kommer på dagsordenen i første omgang. Sidst men ikke mindst findes der den tredje dimension, som blev formuleret af sociolog Steven Lukes: Evnen til at påvirke folks valg og præferencer på en måde, så de ikke selv ved, at de bliver påvirkede.

De to første magtformer har ronkedorerne velsagtens mistet for længst. Det er den tredje, de her mister for rullende kameraer: Ved at føre en så gennemført uinteressant samtale viser de, at de heller ikke længere kan påvirke den offentlige diskurs på en mere indirekte, ubevidst vis. Livet er simpelthen for kort til at høre Lasse Ellegaard filosofere over, hvordan ”livet er en opgave”, eller på Erik Clausen kommentere, hvordan ronkedorerne står ”midt i et eventyr, der hedder Christianshavn, hvor den brutale kapitalisme har holdt nallerne væk”. Men ak, alligevel kunne DR ikke holde nallerne væk fra ronkedorerne. Et helt tv-program kunne banaliteterne godt række til. Så helt magtesløse og udstødte er de gamle mænd vel heller ikke. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12