Den støjbergske refleks

Som en politisk spasme – en betinget refleks – er det kropumuligt at sidde overhørigt. Reaktionen kommer, uanset om man vil det eller ej. Også selv om man godt ved, at man lader sig tirre, provokere og dermed flytter opmærksomheden væk fra det væsentlige og videre ud til et skørt sideshow.

Men refleksen kan ikke styres: For det er vitterligt spektakulært og grotesk, at Venstres fungerende formand Inger Støjberg nu ”synes, det er ved at gå helt over gevind med al den MeToo- og sexisme-snak”.

Den russiske fysiolog Ivan Pavlov, der fik nobelprisen i 1904, eksperimenterede med hundes reflekser, og påviste, hvordan alene lyden af en klokke kan fremkalde en fysisk refleks i form af flydende mundvand – når dyrene blot er blevet vænnet til at kun at blive fodret, når klokken ringer. Fra at tidligere have været en neutral stimulus, bliver klokken forvandlet til lyden af mad, og spytsekretionen flyder pludselig ukontrollabelt. Forsøgshunden udviser en såkaldt ‘pavlovsk refleks’.

Samme næsten fysiologiske reaktion opstår hos mange, når Inger Støjberg ringer med sin alarmklokke. Senest har hun i et opslag på Facebook – der straks har fået mere end tre gange så mange likes som tv-værten Sofie Lindes oprindelige indlæg – slået kontra på de seneste ugers debat om seksuelt magtmisbrug.

Ind fra højre kommer den 47-årige tidligere udlændinge- og integrationsminister nu mændene til undsætning: ”Lige nu er det som om, alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre. Jeg vil derfor også meget meget nødig være mand i 2020, for ALT kan åbenbart misforstås og udlægges som sexisme”, skriver Støjberg og fortsætter:

”Jeg mener ærligt talt, at verden bliver et rigtigt trist sted, hvis mænd ikke længere tør give en kvinde et kompliment om, at hun ser godt ud, i bare frygt for at det kan blive opfattet forkert, og at han derfor risikerer at blive hængt ud”.

Indebrændt vrede

Sætningerne fungerer som en gør-det-selv-psykologisk test af dine politiske reflekser. For prøv lige at læse den første sætning igen, og mærk efter, hvordan du reagerer:

”Lige nu er det som om, alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre. Jeg vil derfor også meget meget nødig være mand i 2020, for ALT kan åbenbart misforstås og udlægges som sexisme”.

Hvis du evner blot at trække på smilebåndet, og kan nøjes med at tænke: ‘Ok, boomer, dét er så din holdning’, ja, så er du klar til at kunne graduere til sort bælte i sexisme-debat. Så er du én af de hårde hunde, der ikke lader dig distrahere af hverken klokker eller lokkemad. Hvis du derimod irriteres eller ophidses – eller ligefrem begejstres og bekræftes – ja, så har vi balladen.

Hvis du ikke kan lade være at reagere på Inger Støjberg, er du almindelig. Så har du ganske enkelt vænnet dig til, at hendes udsagn er blevet omdrejningspunkter for debatten herhjemme, og at hun som anden domptør evner at dirigere folk både til højre og til venstre. Som Danmarks mest SoMe-populære politiker kan Støjberg gejle en stemning op med et fingerknips og straks gøre sig selv til centrum.

Hun ved, at der sidder ubegribeligt mange indebrændte mænd rundt om i landet. Støjberg har således en ekvilibristisk fornemmelse for den indestængte vrede, der hvirvler ude fra de tyndtbefolkede og fortsat mandsdominerede egne og ind i retning af såvel yngre, uafhængige og veluddannede storbykvinder som mod de dybt afhængige og dårligt uddannede indvandrere og flygtninge.

Støjberg har en magisk evne til at mobilisere dem, der er lige så nervøse ved ligestilling som ved multikultur. Men endnu vigtigere, så formår hun at fremkalde betingede reflekser fra sine argeste modstandere: Hun kan få selv kvindesagsforkæmpere til at fjerne fokus fra tidens stærke vidnesbyrd fra yngre kvinder om overgreb, seksuelt magtmisbrug og nedværdigende lummergøj-humor.

Og dog. For måske er tiderne virkelig ved at skifte? Måske er Inger Støjbergs evne til at splitte befolkningen ved at være slidt? Eller i hvert fald bedst egnet til at skabe splittelse internt i den borgerlige blok.

Omvendte sønner

Første varsel om nye tider kom, da 22 medlemmer af Venstre – med bl.a. VU-formand Kristian Lausten Madsen i front – i går skrev et debatindlæg i Berlingske, hvor de tager til direkte genmæle mod Inger Støjberg, som ellers lige nu er fungerende formand, fordi Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt:

”Vi deler ikke Inger Støjbergs holdning eller vurdering af sagen, og vi ser os nødsaget til at sige fra, så debatten om nødvendigt også kan blive taget i Venstre. At kvæle en så vigtig debat, inden den overhovedet er startet, er useriøst, og det ønsker vi ikke at sidde overhørig,” lyder opsangen fra de fritænkende Venstrefolk.

Andet og endnu stærkere varsel om nye tider kom, da Liberal Alliances Ole Birk Olesen følte sig kaldet til at skrive: ”Hvis man efter alle beretningerne om grænseoverskridende mandlig seksualitet tænker, ‘hmmm, de er ude efter mænd, som giver søde komplimenter’, så har man ikke forstået noget som helst”.

Wow, selv om ordene umiddelbart kan lyde tilforladelige, er de udtryk for et pladetektonisk ryk i dansk politik. For 10 år siden anklagede selv samme Ole Birk Olesen alle kvinder ”for grundlæggende at være uden moral og ære” og ”for at være i deres følelsers vold og uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand”.

Dengang var det ham, der inkarnerede den grasserende kvindeforagt. I dag er Ole Birk Olesen kommet på bedre tanker – særligt efter han også er blevet opstillet til kommunalvalget i København. Under alle omstændigheder viser bevægelsen, at Inger Støjberg er ved at isolere sig helt ude på den yderste reaktionære højrefløj.

Den støjbergske refleks virker stadig. Men effekten synes aftagende. Pludselig en dag vil den sidste reminiscens af respons måske kun være en let trækken på skuldrene eller ligefrem hovedrysten? Men ikke helt endnu: Lige nu er det sgu’ svært ikke at skrige!

Tænk sig, at den fungerende formand for Danmarks andet største parti affærdiger fornedrelsen af titusindvis af kvinder. Tænk sig at Støjberg er kynisk nok til at advare om netop den form for kollektiv mistænkeliggørelse, som hun selv bruger i forhold til muslimer? Det er godt nok svært ikke at hoppe på limpinden. /Lars Trier Mogensen