Matteo Salvini var engang Italiens mest magtfulde mand. Måske ikke på papiret men så i hvert fald i praksis.
Efter et kaotisk valgresultat i 2018 lykkedes det Salvinis højrenationale parti Lega at indgå i en uhellig alliance med den populistiske nyskabelse Femstjernebevægelsen. De to partier kunne ikke blive enige om, hvem der skulle have premierministerposten, så de indsatte den uafhængige kransekage-teknokrat Giuseppe Conte. Salvini blev i stedet vicepremierminister, men det blev hurtigt tydeligt, at den radikale højrefløjsmand i høj grad var den, der trak i regeringens tråde.
Men den mystiske alliance mellem Lega og Femstjernebevægelsen blev aldrig noget lykkeligt ægteskab. Regeringsperioden var fuld af konflikter, og længe så det ud til blot at være et spørgsmål om tid, før det gik galt. Og galt gik det. For efter at have ligget højt i meningsmålingerne følte Salvini sig pludselig modig som Ikaros. Han brød ud af regeringen i håb om, at det ville fremprovokere et nyvalg, der kunne konsolidere hans magt på bekostning af femstjernerne. Men Salvini fløj for tæt på solen. Femstjernebevægelsen fandt sammen med deres gamle arvefjende Partito Democratico (PD), de dannede regering uden et valg, og pludselig var den bombastiske Salvini parkeret på sidelinjen af italiensk politik. Hvad kan man lave på sidelinjen? Her kan man lægge skumle planer.
I weekenden var Salvini klar til sit store comeback ved det italienske regionalvalg. Egentlig kan et valg på lokalt plan jo ikke bringe Salvini tilbage dertil, hvor han allerhelst vil være – nemlig regeringslokalerne. Men så alligevel. For Femstjernebevægelsen og PD stod svagt i målingerne, og Salvini håbede, at han ved at udvide Legas regionale magt og samtidig sende en knytnæve i hovedet på de to rivaliserende partier kunne ryste dem så meget, at regeringskoalitionen ville bryde sammen og forårsage et parlamentsvalg. Vælgersmæk til PD ville fx nærmest med garanti føre til formandens exit, og en ny magtkamp om formandsposten kunne nemt ende med et exit fra samarbejdet med Femstjernebevægelsen.
Men Salvini fik ikke, hvad han håbede.
Kampen om Toscana
Det var ikke fordi, Lega endte med et decideret rådeligt resultat. Slet ikke. Men valget endte ikke med det regeringskaos, som Salvini havde håbet. Det lykkedes nemlig i høj grad PD at forsvare sig mod det højrenationalistiske angreb.
Salvinis store håb var, at hans tropper kunne indtage Toscana, der siden Anden Verdenskrig har været regeret af venstrefløjen. Toscana ville være en kæmpe symbolsk sejr for Salvini, og han brugte en stor mængde kræfter på at føre valgkampagne for sit unge toscanske håb, 33-årige Susanna Ceccardi. Men lige lidt hjalp det. Den lidt småkedelige centrum-venstrekandidat Eugenio Giani trak sig sejrrigt ud. Sandsynligvis primært på grund af taktiske stemmer fra den yderste venstrefløj. Som en PD-leder sagde efter valget: ”Giani er ikke en kandidat, der får dit hjerte til at flyde over, men den taktiske stemmetaktik blev slagkraftig … da folk opdagede, at en stemme på den yderste venstrefløj ville være spild og hjælpe Lega.”
PD tabte kun én af de regioner, de forsvarede i kampen mod højrefløjen, og det var nok til, at formand Nicola Zingaretti udråbte det som en sejr. ”Vi er meget tilfredse,” sagde han og undskyldte det uambitiøse mål med en ”meget svær, meget fragmenteret situation i den alliance, der støtter regeringen.”
Femstjernebevægelsen fik ikke noget flot valg, men de lykkedes alligevel også med at sælge det som en sejr. For det var nemlig ikke kun pladserne i de regionale parlamenter, der var på valg. Vælgerne skulle også tage stilling til, hvorvidt en tredjedel af pladserne i det italienske parlament skal skæres væk. Et forslag der i den grad har groet i Femstjernebevægelsens have. Den parlamentariske sparekniv blev vedtaget med 70 pct. af stemmerne, og det fejrede bevægelsen som en stor sejr.
Salvinis nye udfordrer
Kun en enkelt region skiftede farve ved valget. PD tabte Marche, der gik til højrefløjen. Men ikke til Salvinis parti. I stedet ser det ud til, at partiet Italiens Brødre overtager magten.
Salvini kan glæde sig over, at PD blev presset ud i Marche, men han er utvivlsomt også nervøs for, at han ikke længere er højrefløjens enevældige konge. For Italiens Brødre, der placerer sig så langt til højre som øjet rækker, er ved at vinde popularitet på bekostning af Lega. Deres leder, Giorgia Meloni, har vist gennemslagskraft og synes nu at udfordre Salvinis placering som den hårde politiker til højre.
Salvinis store sats på at overtage de røde bastioner som fx Toscana bar altså ikke frugt. Endnu engang tabte han sit gamble, og endnu engang er han blevet efterladt med en birolle i italiensk politik. Igen fløj han for tæt på solen. /Andreas T. Kønig