”EU ser med stor bekymring på den nuværende udvikling.”
Hvis du ønsker dig et job i toppen af den Europæiske Union, så er det vigtigt, at du kan lærer en række variationer over denne sætning. For når verden brænder, og diktatorer samt andre skurke-typer er på spil, har landene i EU ofte svært ved at blive enige om at gøre noget konkret. I storpolitik kan hurtige, hårde beslutninger have store konsekvenser, og derfor ender EU altid næsten med det sikre valg: at være bekymrede. Så har man udtrykt sig kritisk uden at træde på nogen. Faktisk er EU’s bekymrede sindelag blevet en joke i en sådan grad, at der er opstået en Twitter-profil, der gør opmærksom på det, hver gang EU ”bekymrer sig”.
EU er også svært bekymrede for situationen i Hviderusland. Med god grund. For det er nu syv uger siden, at den diktatoriske præsident Aleksandr Lukasjenko vandt valget i Hviderusland, der af mange (heriblandt EU) er blevet anklaget for at være snyd og humbug. I det østeuropæiske land har demonstranter været på gaden lige siden. De kræver Lukasjenkos afgang, befrielse af de politiske fanger og et nyt, fair og frit valg.
EU har faktisk været så bekymrede denne gang, at de synes at have besluttet sig for at gøre noget. Tilbage i august blev EU’s medlemslande enige om at forberede sanktioner, og i denne uge mødtes Unionens udenrigsministre så for at diskutere konkrete sanktioner mod ca. 40 hviderussere, der er under mistanke for at have haft en finger med i valgsvindlen.
Men det gik ikke. Cyperns regering spændte ben for sanktionerne, og derved står EU stadig tilbage med intet andet end en bekymring. Hvad har Cypern gang i?
En gammel fejde
Den cypriotiske tilbageholdenhed i forhold til sanktioner mod Hviderusland handler pudsigt nok om en anden verdensleder, der i værste fald er autokrat og i bedste fald har et skidt rygte. Cypern siger nemlig, at de går ind for sanktioner mod Hviderusland, men først når der også kommer sanktioner mod Tyrkiet, der ledes af stærkmanden Recep Tayyip Erdoğan.
I middelhavet er der nemlig en krise under opsejling, der har potentiale til at blive mindst lige så alvorlig som den i Hviderusland. Over de seneste måneder er det diplomatiske forhold mellem Cypern og Grækenland på den ene side og Tyrkiet på den anden side blevet så køligt, at nogle frygter, det kan ende i en deciderer væbnet konflikt.
Grækenland og Tyrkiet kan ganske enkelt ikke blive enige om, hvor grænsen går. De har i årevis skændtes om det territoriale farvand, og den konflikt er nu for alvor blusset op igen, fordi fund af naturgasser i Middelhavet har fået dem til at skændes om retten til olie- og gasforekomster under havbunden. Tyrkiet har den seneste tid sendt rekognosceringsfartøjer ud for at lede efter olie i farvand, som Cypern og Grækenland opfatter som deres egne, og det har gjort konflikten endnu mere betændt. Det er derfor, Cypern vil have sanktioner mod Tyrkiet. Noget, der da også har været på tale i EU.
Cyperns forhold til Tyrkiet er i øvrigt også i forvejen noget nær forfærdeligt. Selvom EU og andre internationale institutioner anerkender den græsktalende cypriotiske regering som legitim leder af hele Cypern-øen, så har de i praksis kun magt i den sydlige del. Tyrkiet invaderede nemlig den nordlige del af øen i 1974, og siden har denne del af øen været styret af en pro-tyrkisk regering. Tyrkiet er dog det eneste land, der anerkender Nordcypern som selvstændig stat.
Hvad gør vi med autokraterne
Selvom EU har været totalt afvisende overfor at indføre sanktioner mod Tyrkiet som følge af problemerne i Middelhavet, så nægtede udenrigsministrene altså i denne uge at hægte Hviderusland og Tyrkiet sammen i en sanktionspakke. Det var to forskellige problematikker, hed det.
Det er man ikke enige i på Cypern. Her angriber mediet Phileleftheros EU, fordi de mener, at der er tale om hykleri af værste skuffe.
”EU’s troværdighed er på spil, hvis der ikke bliver gjort noget ved tredjeverdenslandet Hviderusland. Men troværdigheden er åbenbart ikke på spil, hvis man ikke gør noget ved Tyrkiet, der kandiderer til EU-medlemskab og intervenerer i et medlemsland. Ingen taler om, at en majoritet af medlemslandene forsøger at blokere for sanktioner mod Tyrkiet. Cypern går i princippet ind for sanktionerne mod Hviderusland, men påpeger også det åbenlyse: Hvis man sanktionerer Hviderusland, må man også sanktionere Tyrkiet.”
Men udenfor Cypern er der kritik af regeringen i Middelhavet. For ved at sætte foden ned har Cypern vist, at EU er en ufatteligt handlingslammet organisation, når det kommer til udenrigspolitik. Det er fx holdningen i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, der mener, Cypern gør sig selv en bjørnetjeneste.
”Den cypriotiske regering giver den opfattelse, at EU er lammet, når det kommer til udenrigspolitik. Tyrkiet vil se det som en opfordring til at være endnu mere nådesløs i gaskonflikten. Cypern kan trods alt kun beskytte sig mod det meget større Tyrkiet, hvis det har et kompetent EU i ryggen.”
EU kan altså lige nu ikke gøre andet end at se bekymret til, mens Lukasjenko såvel som Erdoğan får frit spil. Hvis EU nogensinde skal være andet end bare bekymret, så må Unionen hastigt få styr på sin måde at drive udenrigspolitik på.