New Statesman
Lad det være sagt med det samme: Det er ingenlunde, fordi vi ønsker at mansplaine filosoffen og feministen Judith Butler. Det ville, på mange måder, være forkert. Så hvis du allerede er en haj udi Butlers kønsteoretiske begrebsapparat, vil vi egentlig bare anbefale, at du stryger direkte ind og læser hendes overlegne nedsabling af J.K. Rowling og andre såkaldte trans-eksklusive radikale feminister i interviewet her hos New Statesman. Nedenstående gennemgang er blot tænkt som en ekstra lille håndsrækning, hvis man – ligesom et unavngivent mandligt medlem af Føljetons redaktion – ønsker at få Butlers ord serveret gennem et ”kommenterende formidlingsfilter”. Og lad os så komme i gang:
Først lidt kontekst. Siden udgivelsen af hovedværket Gender Trouble (på dansk oversat til det geniale Kønsballade) i 1990 har Judith Butler været en af de fremmeste tænkere i det, vi kan kalde den anden generation af kønsteori. Første generation – bedst eksemplificeret ved den franske eksistentialist Simone de Beauvoir – pegede på køn som (i hvert fald delvist) konstrueret, og denne tese bygger Butler og hendes ligesindede videre på. Butler fremhæver, hvordan kønsidentiteter aldrig er fuldkommen fastlagte eller monolitiske, men derimod er op til diskursiv forhandling. Sagt lidt mere simpelt bevæger Butler sig væk fra en binær skelnen mellem mand og kvinde, og dertilhørende (essentialistiske) forklaringer på, hvad der konstituerer de to køn.
I Butlers optik kan køn siges at være en relationel kategori, hvilket vil sige, at måden, vi karakteriserer køn på, også bliver afgjort af den historiske og kulturelle kontekst. Dette bliver ofte (og måske lidt forsimplet) udlagt som, at Butler ser kønnet som værende socialt konstrueret. Vi kan også vælge at sige, at det at være og/eller blive til et køn (på engelsk gendering) er en proces. I Gender Trouble taler Butler også om performativitet, i den forstand at køn er noget, vi udfører. Køn er altså ikke, hvad vi er, men hvad vi gør. Og det er i denne forbindelse vigtigt at understrege, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at ”performe” på. Der findes ikke nogen ”rigtig” måde at være kvinde på.
Transformation
Det er i første omgang her, vi har balladen i interviewet med New Statesman. Butler går direkte i clinch med den forgrening af feminister, der mener, at transkvinder ikke kan siges at være kvinder, eftersom de rent biologisk ikke er født som kvinder. Filosoffen afviser helt præmissen om, at denne feministiske afart (hvis eksponenter ofte omtales som terfs) skulle udgøre nogen form for feministisk mainstream. De er, allerhøjest, en ”bevægelse i udkanten, som forsøger at tale i mainstreamens navn, og det er vores ansvar at nægte, at det kommer til at ske”. Ifølge den nyere feminisme – som Butler netop har været med til at popularisere – har transkvinder nemlig lige så meget krav på at være kvinder, som kvinder, der er blevet tildelt kvindekønnet ved fødslen. Biologien kan ikke afgøre, hvad en ”rigtig” kvinde er.
Men hov, kan det nu virkelig passe, at der ikke findes noget, vi kan kalde et biologisk køn? Både og. Judith Butler fremhæver i Gender Trouble, hvordan mennesket ikke altid kan opdeles i hankøn og hunkøn. Biologien er ikke entydig, vi arbejder stadig med forskellige definitionsrammer såsom kromosomer og gonader, og ikke alle kroppe falder nødvendigvis inden for den gængse skive. Pointen er, at vi selv i vores forståelser af kroppen er påvirket af en given diskurs. Det er meningsløst at sige, at kroppen går forud for forståelsen, da vores syn på kroppen altid vil være bestemt af den kontekst, vi befinder os i (på dette punkt afslører Butler, hvordan hun særligt er inspireret af idéhistoriker Michel Foucault). Heller ikke kroppen kan gemme på nogen uforanderlig sandhed om, hvad køn er eller bør være.
Frygtsom fantasi
Videre i New Statesman-interviewet bliver Butler spurgt, om ikke Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings bekymringer vedrørende mænd, der kan tilluske sig adgang til offentlige kvindetoiletter ved at sige, at de er kvinder, kan siges at være valide. Butler svarer her, at disse bekymringer mest af alt er en form for ”fantasi”. Feministen, der har sådanne bekymringer, ”antager, at penissen definerer personen”, hvilket heller ikke stemmer overens med Butlers kønsteoretiske udgangspunkt. ”Dette er en rig fantasi, der kommer fra en magtfuld frygt, men den beskriver ikke en social virkelighed,” fortæller Butler.
Her kan vi med fordel se på Butlers efterfølger til Gender Trouble, navnlig Bodies that Matter fra 1993. I bogen understreger Butler, at hendes teori ikke skal tolkes sådan, at køn bare er noget, man kan vælge og vrage efter forgodtbefindende. Det forholder sig snarere sådan, at gender performance, kønsudøvelse, også er konstituerende for dens aktør. Eller sagt med andre ord: Aktøren er ikke den, der skaber den kønslige ageren, aktøren er snarere effekten af udøvelsen. Køn er altså meget mere komplekst end som så. Det er ikke bare noget, man kan ”lege”.
Og således oplyst kan vi jo lade Judith Butler runde af: ”Vi er afhængige af køn som en historisk kategori, og det betyder, at vi endnu ikke kender alle de betydninger, det kan komme til at få, og at vi er åbne over for nye forståelser af dets sociale betydninger. Det ville være en katastrofe for feminismen, hvis den vendte tilbage til enten en streng biologisk forståelse af køn, eller hvis den reducerede social ageren til en kropsdel eller indførte bange fantasier, deres egne bekymringer, mod transkvinder …”, siger Butler til New Statesman. Det er nu meget godt formuleret. /David Dragsted