Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer på et pressemøde regeringens finanslovforslag for 2020, i Finansministeriet onsdag den 2. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Det må utvivlsomt være besværligt at få livet som toppolitiker og forælder til at hænge sammen, men det lader alligevel også til at have sine fordele. Fx kender forældre ofte alle de beskidte forhandlingstricks. De ved, hvordan ordene skal drejes, og løfterne skal formuleres, for at de kan få deres børn til at makke ret. Den slags street knowledge er guld værd på Christiansborgs gange.
Lad os tage et eksempel. Sønnike vil ikke med ud og handle ind. Han er træt og faktisk helt umulig. Du burde sætte dig ned og tage en diplomatisk samtale med møgungen, men skæbnen vil, at også du er helt træt og faktisk umulig. Derfor går du direkte til de beskidte kneb. Du lover ham slik. Masser af slik. Alt det slik han kan spise faktisk. Bare han for pokker går med i Føtex uden at gøre besvær af sig.
Det går jo ikke. Den lille fyrs sukkerbalance er i forvejen komplet ustabil, så når indkøbene er gjort og faren drevet over, stikker du ham et snoldet stykke snolder i form af et Jenka-tyggegummi og proklamerer, at du har holdt dit løfte. For du sagde jo ikke, hvornår han ville modtage al den slik, han kunne spise. ”Du får mere på fredag,” lover du den lille tyran, mens du griner hele vejen ud til bilen. For på fredag er du slet ikke hjemme. Der er det din ægtefælle, der står for pasningen, og så behøver du ikke stå til ansvar for dine løfter.
Vi forestiller os, at Morten Østergaard, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhr i disse dage ved sengetid ligger gasblå i hovederne og skriger ned i hovedpuden, som var de 10-årige børn, der var blevet forrådt i Føtex. Siden de tre ledere fra henholdsvis Radikale, Enhedslisten og SF i 2019 underskrev et forståelsespapir, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister, har de skullet sluge en del kameler. Fx har de humanistiske partier måttet se til, mens socialdemokraterne har overtaget en del af den tidligere Venstre-regerings hårde retorik på udlændingeområdet.
Når de har accepteret det, skyldes det, at socialdemokraterne lovede dem slik. Klimaslik. Faktisk al den klimaslik, de overhovedet kan spise. Grøn politik i overflod, elbiler i massevis og CO2-reduktioner på 70 pct. i 2030.
Men alt hvad de i dag står tilbage med, er et kedeligt stykke Jenka-tyggegummi. For regeringen sagde jo ikke, hvornår de ville få al den slik, de kunne spise. Og nu kommer de grønne løfter i stedet på en udefineret fredag langt ude i fremtiden.
Det er i hvert fald den mistanke, man får, når man læser det interview, som finansminister Nicolai Wammen har givet til Berlingske. Her siger ministeren, at han er ”bekymret”, fordi støtteparterne vil have gennemført nogle ”utroligt dyre” grønne forslag. Ifølge ham bør vi i stedet tænke os om.
”Bruger vi pengene ufornuftigt, vil vi mangle dem på andre områder – bl.a. når det kommer til velfærd og erhvervsliv. Vi skal tænke os om, for ellers risikerer vi at sætte den unikke opbakning til den grønne omstilling over styr” lyder det fra finansministeren. Nogle vil måske indvende, at den unikke opbakning også kunne blive sat over styr, om der blev brugt for lidt kræfter og penge på den grønne omstilling.
Finansministeren holder dog fast i, at regeringen ikke løber fra sine løfter. Målet om en reduktion på 70 pct. er ”uændret og uangribelig”. Han har bare en strategi, hvor vi ikke skal gøre noget ved det lige nu.
Støttepartierne presser regeringen til at følge en lineær vej hen til de 70 pct. Altså hvor CO2-udslippet reduceres i et stabilt tempo hele vejen frem mod 2030. Det vil ifølge klimarådet betyde, at CO2-udslippet allerede i 2025 reduceres med hele 54 pct.
Wammen er ikke meget til det lineære. Han tror mere på hockeystavsmetoden, hvor man mindsker CO2-udslippet med en lille smule de første år og så med en hel masse de sidste år. Håbet er, at teknologien i fremtiden vil være bedre og derfor gøre reduktionen billigere.
Det er jo en dejlig tanke, men det lugter også lidt af ansvarsfralæggelse. For selvom han nok håber det, så er det bestemt ikke sikkert, at Wammen er minister, når hockeystaven begynder at gå stejlt opad. På det tidspunkt er det måske ikke ham, der skal passe børnene. Det er i stedet ægtefællen, der sidder tilbage med de urealistiske løfter om fredagsslik.
Spørgsmålet er så, hvor længe støttepartierne kan leve med, at regeringen behandler dem som dumme børn. På et tidspunkt må det gå op for dem, at julemanden ikke findes, og at Nicolai Wammen bare holder dem hen. Når det sker, så kan regeringen forvente skrig og skrål i Føtex. /Andreas T. Kønig