Kære læser

Regn, rotter og medaljer

An undated handout picture released by UK veterinary charity PDSA on September 25, 2020 shows Magawa, an African giant pouched rat at work detecting landmines in Cambodia. - The rodent has won the animal equivalent of Britain's highest civilian honour for bravery on September 25, 2020 because of his uncanny knack of sniffing out landmines and unexploded ordnance. (Photo by Handout / PDSA / AFP) / RESTRICTED TO EDITORIAL USE - MANDATORY CREDIT "AFP PHOTO /PDSA " - NO MARKETING - NO ADVERTISING CAMPAIGNS - DISTRIBUTED AS A SERVICE TO CLIENTS

”Det regnede i vore digte,/ ord/ regnede ned i tidens kopper/ mens vi sad/ som gæster/ på tomhedens café/ og så ruderne græde.”

Einar Már Guðmundsson

 

Det er bemærkelsesværdigt svært at skrive opløftende om opløftende hændelser og begivenheder, når himlen er et gråt tæppe, og regnen pisker ned uden for vinduerne. Men når den ovenfor citerede islandske forfatter kan skrive så melankolsk en strofe i en digtsamling fra 2007, der hedder Jeg skyder genvej forbi døden (oversat af Erik Skyum-Nielsen), og alligevel få et værk ud af det, som hylder livet og lyset som ind i helvede, ja, så skal alt da kunne lade sig gøre.

Lad os tage en pause fra det påtrængende anstrengende og dykke ned i et område, som vi normalt ikke skænker mange linjer: fortjenstmedaljen.

Rotter på loftet, siger du? Tæt på, men nej.

Rotter i marken.

Er der noget godt at sige om rotter? Ikke umiddelbart, siger nogle forsigtigt og tænker på dyrets manglende respekt for ejendomsrettens ukrænkelighed som beskrevet i grundlovens paragraf 73. Både og, lyder det fra andre, der måske har en mere holistiske og generøst syn på på den velkendte gnaver.

Magawa

Fredag bragte flere internationale aviser et par pressefotos af en gambiansk kæmperotte ved navn Magawa. På det ene billede står Magawa ligesom i sin egen verden og snuser til den ene side, mens der fra den anden side trækkes let i snoren, der er fastgjort til hans lille halsbånd. Men det er, som om Magawa vil gøre sit forehavende færdigt, før han rykker videre. Knurhårene står ud til alle sider, øjet er let sløret af koncentration. Magawa er dybt optaget af sit arbejde, faglig til det yderste af poterne.

På det andet foto har Magawa fri. Halsbåndet er byttet ud med en guldmedalje, som den britiske dyrevelgørenhedsorganisation PDSA har tildelt ham for at udvise enestående mod og forbilledlig pligtopfyldenhed. Fortjenstmedaljen er dyrenes svar på Georgskorset, den højeste civile udmærkelse for åbenlys heroisk adfærd i Commonwealth. Syvårige Magawa er ‘ansat’ hos den belgiske antipersonelmine-NGO APOPO, for hvem han rydder landminer i Cambodia, hvor der menes at være blevet udlagt op imod seks mio. stk. under borgerkrigen i 70’erne.

Takket være sin lidenhed – han vejer kun 1,2 kilo – kan Magawa gå rundt mellem minerne uden at detonere dem. Gennem et år er han blevet trænet til at kunne snuse sig frem til en kemisk komponent i sprængstofferne, og i løbet af blot 20 minutter kan han ifølge APOPO rydde et område svarende til en tennisbane, hvilket ville tage et menneske 3-4 dage.

Magawa arbejder kun en halv time hver morgen, men hvilken halv time! Han skal snart pensioneres, men vil fra sit otium kunne se tilbage på en karriere, hvor han personligt har ryddet 39 landminer og 28 stk. ueksploderet ammunition fordelt på 141.000 kvadratmeter land. Det er et stort areal for et menneske og et kæmpe område for en rotte.

Sonningprisen

Cirka her i dagens tekst ville vi have dvælet ved et andet individ, der også har modtaget en stor pris, men i øvrigt ikke har noget som helst til fælles med gnavere. Torsdag blev det offentliggjort, at den store hviderussiske forfatter og tidligere nobelpristager Svetlana Aleksijevitj (f.1948) modtager Danmarks største kulturpris, Sonningprisen på en mio. kr.

Prisen er fortjent og timingen fantastisk; der er grøde i Hviderusland, folket vil ikke acceptere mere pis fra ‘præsident’ Aleksandr Lukasjenkos side, man vil have et rigtigt præsidentvalg, et ægte demokrati, og i forreste linje i den kamp står de hviderussiske kvinder – heriblandt Aleksijevitj, som er med i oppositionens Koordinationsråd, der skal sikre, at magten kommer på demokratiske hænder.

Svineri på Christiansborg

Men lige omkring deadline indløb så nyheden om, at 322 kvinder i dansk politik har skrevet under på en fælles erklæring om, at sexisme og grænseoverskridende og krænkende adfærd i den grad også eksisterer på Christiansborg, i partiernes lokalforeninger og ved deres landsmøder. Vedlagt er 79 anonyme vidnesbyrd, og det er virkelig grove løjer, disse kvinder har lagt ryg til. Nedladende kommentarer, befamlinger, stoffer i drinks, ja, deciderede overgreb og voldtægter. Det er uhyggeligt.

Hvis vi ikke netop havde lært Magawa at kende, ville vi sige, at dansk politik var befolket af rotter. Dansk politik er minefelt af sexisme og chikanøs adfærd. Nu skal der ryddes op. Alt skal detoneres. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12