Rolling Stone
Det er jo egentlig et håbløst projekt, det hæderkronede musikmagasin Rolling Stone har kastet sig ud i: At lave en ny liste over de 500 bedste albums nogensinde. Lige så gode ranglister kan være til at skabe en orden på verden, lige så ildevarslende kan de være i afsløringen af, at andre måske ser radikalt anderledes på verden end dig selv. Tag bare den klassificering af dyr fra en ”kinesisk encyklopædi”, som forfatter Jorge Luis Borges nævner i essayet ”John Wilkins’ analytiske sprog”:
”(a) dem der tilhører kejseren
(b) de balsamerede
(c) de dresserede
(d) pattegrise
(e) havfruer
(f) fabeldyr
(g) løse hunde
(h) dem som er inkluderet i denne klassifikation
(i) dem der skælver, som om de var gale
(j) dem som findes i store mængder
(k) dem som er malet med en ganske fin kamelhårspensel
(l) etcetera
(m) dem som lige har slået vasen itu
(n) dem som på afstand ligner fluer”
Den udtømmende liste befinder sig altid i meningsløshedens grænseland. Men dermed ikke sagt, at den ikke også kan være både sjov og forførisk. Som Rolling Stone selv bemærker, har deres oprindelige bedste-albums-nogensinde-liste fra 2003 for længst fået sit eget liv med uendelige debatter om, hvilke albums der ligger for højt, for lavt eller måske endda mangler. Alene sidste år blev den gamle liste læst næsten 63 mio. gange. Det er sådan et prestigeprojekt, ingen rigtigt kan få nok af.
Så selvfølgelig skal listen da opdateres her i 2020. Og Rolling Stone skal have ros for, at de er gået alvorligt til opgaven. Flere end 300 musikere, producere, branchefolk og kritikere har bidraget til den nye liste, der ifølge Rolling Stone er blevet bygget op helt fra bunden. Alle fra Beyoncé til Billie Eilish til Gene Simmons og Stevie Nicks har givet deres besyv med, inden stemmerne er blevet lagt sammen ud fra et sindrigt pointsystem. Målet for magasinet har været at få en mere tidssvarende liste, med en større repræsentation af forskellige genrer og musikalske traditioner. ”En forskel fra den gamle liste er idéen om, at der ikke er én objektiv historie for populærmusikken”, fortæller anmeldelsesredaktør Jon Dolan. Projektet er til dels lykkes – også selvom listen på visse punkter giver lige så meget mening som ovennævnte kinesiske encyklopædi.
Hvad sker der?
Vi tager det dårlige først: Eksempelvis kan vi ikke begribe, hvad Harry Styles’ jævne Fine Line fra sidste år laver som nr. 491. Endnu mere vanvittig er placeringen af Taylor Swifts Red, der er vurderet til at være det 99. bedste album nogensinde. Red er jo ikke engang Taylors bedste plade (det er 1989). Samtidig er der en næsten uforståelig recency bias over mange af listens midterplaceringer. Gode, men ikke nødvendigvis fantastiske plader som Rosalías El Mal Querer, Daft Punks Random Access Memories, Kacey Musgraves’ Golden Hour, Rihannas Anti og Kendrick Lamars DAMN. ligger alle og roder rundt mellem nr. 350-150. Vil de stadig ligge der, hvis listens bidragsydere bliver spurgt igen om 10 år?
Beyoncé har på en eller anden vis fået hele to albums i top 100. Al respekt til Queen B, men er hun virkelig oppe på de tinder? Til sammenligning har gamle kendinge som Joy Divisions Unknown Pleasures (nr. 211) og Black Sabbaths Paranoid (nr. 139) ikke engang fået plads blandt de 100 bedste. Det på trods af, at begge skiver har været ekstremt indflydelsesrige for deres respektive genrer. The Smiths’ The Queen Is Dead (som det britiske musikmagasin NME tidligere har udnævnt som det bedste album nogensinde) er kun nr. 113. Og sådan kunne vi blive ved.
Set fra de mere lyse sider er listen dog rimelig alsidig langt hen af vejen. Blandt sikre valg fra 60’ernes og 70’ernes rock-kanon optræder nu også et væld af vigtige hiphopplader såsom Public Enemy’s It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back (nr. 15), Kanye Wests My Beautiful Dark Twisted Fantasy (nr. 17), Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly (nr. 19) og Wu-Tang Clans Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (nr. 27). Marvin Gayes soulklassiker What’s Going On bliver – måske lidt overraskende – udnævnt som det album nogensinde. Hvilket, når vi tænker over det, egentlig er helt okay. Faktisk vil vi gå så langt som til at sige, at listens top-ti ikke er kriminelt dårlig.
Ja, sammenlignet med Rolling Stones gamle liste er den nye vel egentlig ret modig. Mange gamle, betændte diskussioner bliver løst uden større fanfare. The Beatles rangerer over The Rolling Stones, men må til gengæld se sig slået af The Beach Boys’ Pet Sounds (der, utroligt nok, er nr. to på både den gamle og den nye liste). The Notorious B.I.G vinder overlegent over Tupac. Den klassiske rock må i flere tilfælde se sig slået af pop, soul og jazz. Der er noget for enhver smag, uden at nogen bliver sådan ægte glade. Jorden er endnu engang gødet for endeløse diskussioner. Og når det kommer til stykket, er det så ikke bare det, både Rolling Stone og læserne inderst inde ønsker? /David Dragsted