Damir Sagolj/Reuters/Ritzau Scanpix
Klimadagsordenen synes efterhånden at være det mest betændte politikområde i Danmark. Herhjemme er støttepartierne så småt begyndt at vise tænder, fordi de ikke mener, at den socialdemokratiske regering lever op til dens grønne løfter. Glem alt om udlændingepolitik. I 2020 er det elbiler og CO2-kvoter, der splitter rød blok.
Dansk klimapolitik gør en forskel, så derfor er der bestemt noget at kæmpe for og om. Men man komme ikke udenom, at skal klodens klimakrise løses, så er den danske indsats en lille dråbe i et stort hav. Selv en fælles europæisk løsning eller en grøn vestlig alliance vil ikke kunne gøre det alene. For nogle af de helt store syndere er de hastigt voksende asiatiske økonomier – især Kina.
Kina er verdens største udleder af CO2. Det kommunistiske diktatur står for hele 28 pct. af den samlede globale udledning, og eftersom Kina er et af de få lande, der lige nu synes at være kommet sig over coronaepidemien, så har det store land i øst alle muligheder for at fortsætte deres klimasvineri.
Derfor var der også grund til at spærre øjnene op, da den kinesiske præsident Xi Jinping holdt tale til FN’s generalforsamling for en lille uge siden. Her sagde Xi, at Kina vil vedtage mere ”handlekraftig lovgivning og mål” for at få styr på deres CO-udslip. ”Vi går efter at lade vores CO2-uledning toppe før 2030 og blive CO2-neutrale før 2060.”
Set i forhold til de klimaplaner, der fremlægges og forsøges implementeret i Vesten, lyder det måske ikke af det helt vilde. Men netop fordi, at Kina er så stor en udleder, kan det have seriøse positive konsekvenser, hvis Xi faktisk mener, hvad han siger. Beregninger viser, at den kinesiske plan alene vil kunne sænke den estimerede temperaturstigning med 0,2-0,3 grader. Det lyder ikke af meget, men det er bestemt ikke småting.
Spørgsmålet er så bare, om Xi Jinping mener det. Kan vi stole på, at den kommunistiske leder fra Kina kommer og reder klimaet?
Gigantisk regning og diplomatisk domino
Adam Tooze fra mediet Foreign Policy mener, at der er grund til at være skeptisk. Først og fremmest er det værd at bemærke, at Xi Jinping åbent sagde, at Kinas udledning fortsat vil blive større i løbet af de næste ti år. Kina har de seneste år investeret stort i kulkraft, og den kommunistiske regering i Beijing har på grund af decentraliserede elementer i det politisk system kun delvis kontrol over den stigende brug af kulafbrænding i de kinesiske regioner. Skal Kina vende sit store udslip, kræver det enorme politiske og teknologiske landvindinger. Kina er et gigantisk land, og regningen bliver derfor kæmpestor.
På den anden side påpeger Tooze, at Xi Jinping ikke plejer at sige sådanne ting for sjov, og at der i den grad bliver lyttet hjemme i Kina, når han taler på den internationale scene.
Hvis Xi Jinping faktisk mener, hvad han siger, så kan det også ende med at skabe en grøn dominoeffekt. Omkringliggende lande som Indien har længe kunnet læne sig op af Kinas beslutning om ikke at lytte til Vesten, når det kom til fx klimaspørgsmål. Et nyt grønt Kina vil sætte det verdenssyn under pres.
Men Kinas grønne ambitioner kan også skubbe til fx USA. Her har republikanerne længe brugt som argument, at de ikke ville gøre noget, inden kineserne gjorde. Det kan ændre sig nu. Samtidig kan USA føle sig presset af, at Kina endnu engang tager teten på et stort verdenspolitisk spørgsmål. Kan amerikanerne leve med det, hvis det ender med at være Kina, der redder verden fra klimaforandringerne? /Andreas T. Kønig