Hvis alt bare var som før

I Rumænien har borgerne i landsbyen Deveselu besluttet at genvælge deres borgmester Ion Aliman. I et jordskredsvalg sikrede Aliman sig hele 64 pct. af stemmerne, og under normale omstændigheder ville han derfor snart kunne begynde sin tredje periode som borgmester af den lille sydrumænske by. Men Rumænien lever ikke under normale omstændigheder. Ingen af os i denne verden lever under normale omstændigheder.

For Ion Aliman er ikke længere i live. Han døde d. 15. september, efter at han var blevet smittet med coronavirus, men på det tidspunkt var stemmesedlerne allerede printet, og derfor kunne vælgerne i Deveselu altså stadig stemme på ham.

Og det gjorde de så. Måske for at vise deres borgmester den sidste ære. På de sociale medier kan man se en video, hvori en stor gruppe af byens borgere har samlet sig ved borgmesterens gravsten. ”Det her er din sejr,” kan man høre en sige. I et interview på lokalstationen ProTV fortæller en kvinde ifølge Reuters, at ”for os var han en rigtig borgmester. Han tog landsbyens side og respekterede lovene. Jeg tror aldrig, vi får en borgmester som ham igen.”

Aliman er blevet en del af en virkelig kedelig statistik. I dag har antallet af coronarelaterede dødsfald rundet en million mennesker på globalt plan, og det tal ser bare ud til at stige hastigt over den næste tid. Pandemien er nemlig blusset voldsomt op igen flere steder, og det betyder, at flere elskede fædre, respekterede læger og folkekære borgmestre kommer til at miste livet som følge af den forbandede virus. Det er næsten ikke til at holde ud.

De døde og de levende

Aliman blev dog ikke bare et ansigt på pandemiens mange døde. Valget af den salige rumænske borgmester beskriver også, hvad det vil sige at være i live under pandemien.

De fleste af os higer efterhånden efter at vende tilbage til normalen – til en hverdag hvor vi ikke skal lade os begrænse af en usynlig sygdom. Nogle af os higer så meget efter tiden før corona, at vi har bevæget os ind i en form for fornægtelse. Vi nægter at acceptere, at virussen stadig er her. Vi giver en krammer til vennerne, tager til fester, sløser med mundbindet og står alt for tæt på vores medmennesker i supermarkedet.

Vi gør det ikke for at være onde eller fraskrive os vores samfundsansvar. I hvert fald ikke de fleste af os. Vi gør det, fordi det ligger så dybt i os. Fordi vi har brug for menneskelig kontakt og for at tro på, at det hele snart er ovre, så vi igen kan komme på festival og til fodbold. Vi stemmer på den døde borgmester, fordi han er vores borgmester, og en eller anden virus skal ikke fortælle os andet.

Men det går bare ikke. For i vores psykologiske fornægtelse gør vi det hele meget værre. For os selv – men især for andre, der har det værre. Fx har landsforeningen Bedre Psykiatri netop lavet en undersøgelse, der viser, at næsten halvdelen af pårørende til psykisk syge vurderer, at den syge har fået det værre som følge af coronasituationen. Det skyldes fx, at nogle psykisk syge ikke har kunnet få besøg, og at der har været mindre mandskab til at tage hånd om dem.

Når vi lukker øjnene for realiteterne, for corona, så trækker vi blot pinen i langdrag. Hverdagen er her ikke, og så længe vi lader som om, den er, kommer den aldrig igen.

I den Rumænske landsby skal de snart til nyvalg. Denne gang uden Ion Aliman på stemmesedlen. Nu er de tvunget til at se coronaens ofre i øjnene og indpasse sig den nye virkelighed. Uanset hvor ondt det gør. Vi må alle gøre det samme. /Andreas T. Kønig