Analyse

Mikrofonholderi for Det Vilde Vesten

Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Nå så fik Biden ham, hva? Selvom den første præsidentkandidatdebat hovedsagligt bød på afbrydelser og mundhuggeri, er der ret bred enighed om, at Joe Biden kom ud på den anden side med en snæver sejr, mens USA’s præsident Donald Trump fik sig et hak i tuden og mislykkedes med at tirre sin modstander. Biden er ellers kendt for at kunne bringes ud af fatning, når tindingerne begynder at dunke tilstrækkeligt.

”Sejren er vor”, kan man næsten høre de demokratiske tilhængere hviske. Men tøv en kende, venstresnoede venner. For nok er Donald Trump ikke den mest rationelle debattør, men han er det stærkeste våben i kampen mod kommunisme, valgsvindel og plottet om at gøre et par varme dage i Californien til en kæmpe sag om klimaforandringer.

I hvert fald hvis man spørger Karen. ”Karen” er de seneste år blevet et meme og et billede på hvid privilegieblindhed. Hun er ikke et enkelt menneske, men arketypen på en midaldrende middelklassekvinde, tilhænger af Trump, flittig forbruger af falske nyheder og aktiv på Facebook. I den seneste tid har Karen udvidet sit repertoire ved at blive klimafornægter, udvise aggressioner ifm. Black Lives Matter-bevægelsens protester (blandt andet ved at obstruere med meme’et ‘Karen Lives Matter’) og stille spørgsmålstegn ved maskebrug som værn mod Covid-19.

Vi har gået med en fornemmelse af, at hvad end vores foretrukne nyhedskilder måtte sige om aftenens debat, så ville det nok ikke flugte med, hvad en sådan Karen måtte mene. Derfor fandt vi en ægte Karen og chattede med hende over Facebook, mens vi så debatten fra vores respektive sofaer i Utah og København. Karen er pensioneret døvepædagog, mor til fire og mormon. Vi forsøgte at tale om emnerne i den rækkefølge, de blev debatteret. Samtalen er forkortet.

Asta Kongsted: Hej Karen – ser du med?

Karen Burningham: Ja … de mundhugges og når ingen vegne!!!

Covid-19

Asta: Ja, det er faktisk svært at høre, hvad de siger, men samtalen er vist faldet på Covid-19. Hvad tror du, Trump håber på at få sagt i aften?

Karen: De kaster med mudder. Trump gjorde et rigtig godt arbejde med Covid, men Biden siger, han hverken har en plan for Covid eller sundhedspleje. Mudderkast … deres tal er helt forkerte

Asta: Hvilke tal? Dødstallet, eller …?

[Intet svar]

Racisme og højreekstremisme 

Karen: Race-problematikken …

Asta: Moderatoren spørger Trump, om han vil fordømme højreekstremister. Bør han gøre det?

Karen: Han har haft det svært med Biden, Soros [George Soros, red.] og Bush. De venstreorienterede i vores land er så negative lige nu og vil have socialisme … kommunisme

Asta: Kommunisme??

Karen: vil have os til at blive kommunister som Rusland

Karen: Der er en ‘super white power’, som vil have én samlet verdensnation og al magt og kontrol. Som Soros’ organization

Asta: Det må jeg indrømme, jeg aldrig har hørt noget om

Karen: Han finansierede folks oprør i vores land. Google det.

[Vi har googlet det. Der er tale om en rimelig kreativ anti-semitisk konspirationsteori, der framer finansmanden George Soros som egenhændig ødelægger af Bank of England, hjernen bag en forestående voldelig amerikansk revolution og en … falsk jøde. Det er ingen dokumentation for noget af dette.]

Klimaforandringer 

Asta: Noteret. Nu falder snakken på klimaforandringer. Trump virker ikke begejstret for at anerkende fænomenet?

Karen: Fordi vi har miljøforkæmpere som ikke vil benytte alle de gode initiativer, der allerede er der til at holde skovene rene

Karen: Trump kommer med gode svar

Asta: Så klimaforandringer kan bekæmpes ved at holde skovene rene?

Karen: Vi har mange brænde i de vestlige dele af landet. Det er varmt og meget tørt. Vores vejr er anderledes her. Biden siger, at tornadoer er Trumps skyld!

Økonomi og skat 

Asta: Hvad siger du til, at det er kommet frem, at Trump ikke har fået betalt sin skat?

Karen: Han betaler skat i sin virksomhed og har haft en del tab at skrive af. Han har så mange ting, han gør. Biden betaler fordi han kun er politiker og ikke har en forretning

Asta: Hehe, men det er da lidt sjovt, at han har brugt $70,000 på hårpleje, ikke?

Karen: Haha, ja! Gotta look the part! 

Karen: Det her valg er vanvittigt. Jeg glæder mig, til det er overstået

Asta: Hvad frygter du mest omkring valget?

Karen: Det her var den mest kaotiske debat, jeg nogensinde har set!!!!!!!!!

Karen: At demokraterne vinder, og at vi ender i socialisme uden nogen indflydelse! De føler ikke, vi kan tænke selv

Asta: Tak, fordi du ville tale med os, det var meget lærerigt!

/Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12