Emil Helms/Ritzau Scanpix. Klimaminister Dan Jørgensen præsenterer årligt klimaprogram på pressemøde i Klimaministeriet i København, tirsdag den 29. september 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Vi begynder efterhånden at mistænke, at vi lever i et altermaleri af den nederlandske kunstner Hieronymus Bosch (c. 1450-1516). Ved første øjekast ser alt egentlig ganske farverigt og tilforladeligt ud, men desto længere vi dykker ned i detaljerne, desto mere forvirrende bliver helhedsindtrykket. Ja, hvis ellers ikke coronasituationen frarådede det, ville vi være stormet ned til Museo del Prado i Madrid for at nærstudere Bosch–mesterværket Lysternes have i jagten på lidt afklaring.
I midten af maleriet – som vi nu må nøjes med at se på en computerskærm – fremstilles den nyskabte verden mest af alt som et frodigt, lækkert og lettere erotisk sted. Men samtidig er det, som om mennesket allerede har taget verden lidt for godt til sig. Bevares, Gud sagde jo godt nok i skabelsesberetningen, at mennesket skulle herske over dyrene og bruge løs af naturens forrådskamre, men man fornemmer allerede en uholdbar forbrugskultur. Én fyr rider nonchalant på det, der bedst kan beskrives som en kattelignende sæl, en anden omklamrer en forvokset ugle, og op til flere mennesker har fået fat i jordbær, der er lige så store som dem selv. Det synes bare ikke videre bæredygtigt.
Til højre i Lysternes have er syndefaldet så indtruffet. Det gik rigtigt nok fuldkommen galt. Menneskene bliver nu spist og mishandlet af monstrøse dyr, alt imens en mindre gruppe forsøger at sætte musik til de dystre løjer. En af musikanterne har helt bogstaveligt fået stukket en fløjte op i – ja, vi kan lige så godt sige det, som det er – røven. Vi forestiller os, at det nok ikke er vellyd, der kommer ud af det arrangement.
Hvis ikke Bosch-maleriet skulle være en skildring af nattens amerikanske præsidentdebat (hvor Biden blandt andet måtte bede Trump om at holde sin kæft), forestiller vi os, at det næsten må være et portræt af regeringens klimapolitik. Det ser overvældende ud, lige indtil vi indser, at Socialdemokratiet faktisk er fløjtende ligeglade med syndefaldet.
Tirsdag fremlagde regeringen i hvert fald et såkaldt klimaprogram, hvori det fremgår, at man har fundet seks ud af de 20 mio. ton CO2, som Danmark skal have reduceret inden 2030. Umiddelbart en lækker melding, bortset fra, at de resterende 14 mio. ton altså primært skal findes gennem teknologier, der endnu ikke er udviklet. Og så kan man jo næsten lige så godt satse på at dyrke forvoksede jordbær.
Vi har tidligere harceleret over den såkaldte hockeystav-metode, som regeringen klamrer sig til (idéen om, at vi bare tager klimamålene i slutspurten, når teknologien er til det), og vi gør det gerne igen. Faktisk er vi i dette spørgsmål helt på linje med formand for Klimarådet Peter Møllgaard, der til Information udtaler (betalingsmur), at det jo ”giver en masse usikkerhed at udskyde den grønne omstilling til slutningen af årtiet”. Vi har allerede teknologier til at reducere en god del af CO2-udledningerne med det samme – så hvorfor giver vi den ikke bare (klimavenlig) gas?
Selvom vi godt kan sætte os ind i den problemstilling, at regeringen ikke ønsker at tabe stemmer på drastiske klima-indgreb, har vi det stadig vildt svært med den standhaftige tro på en ukendt fremtid. Det bliver bare lidt for rigidt. Vi mindes en nylig fadæse i Ry, hvor en U13-fodboldspiller blev smurt ind i hundelort efter en glidende tackling og måtte skylles med en drikkedunk på banen, da omklædningsrummet ikke må benyttes under coronakrisen. Kan det virkelig passe, at reglerne her ikke bare kunne bøjes en anelse? Eller at regeringen stadig ønsker at satse på fremtidens drikkedunk, selvom den grønne omstilling allerede står klar under bruseren? Vi står snart i lort til halsen – og Hieronymus Bosch ville have haft en fest med at male fadæsen. /David Dragsted