Send brokkerøvene til wellness

Sociolog Rasmus Willig har netop udgivet bogen Afvæbnet kritik, der beskriver, hvordan fælles problemer i dag reduceres til psykiske afvigelser hos den enkelte. I bogen beskriver Willig et mønster: Når en medarbejder kommer til sin leder med et strukturelt problem, så bliver det udlagt som et individuel udfordring for den enkelte medarbejder.

– Rasmus Willig, jeg bliver nødt til at spørge: Er det ikke bare klynk, når danske lønmodtagere brokker sig over deres arbejdsforhold – ærligt talt er der vel ikke mange steder i verden, hvor vilkårene er så gunstige som her i Danmark?

”Bemærk måden, du stiller spørgsmålet: ’Er det ikke bare…’ Det lille ’bare’ er med til at relativere, at der overhovedet skulle være noget om snakken, om at folk falder som fluer, bliver stressede, udbrændte og depressive. Det empiri, jeg har indsamlet, viser, at den her sprogbrug er med til at relativere de faktiske forhold og oplevelsen af ikke at kunne følge med. Samtidigt med, at det relativerer, returnerer det kritikken intimt og intimiderende på en måde, hvor de strukturelle problemer bliver individualiseret. Den type spørgsmål, som du stiller der, tager ikke seriøst, hvordan folk faktisk oplever deres dagligdag, og hvordan den langsomt bliver forringet.”

– Nu har du siddet på RUC og forsket i kritik i over syv år, men er der overhovedet andre end dig, der kan se problemet? Handler det i virkeligheden om, at du er en forbitret kværulant?

”Hvis vi ser på de store undersøgelser, der er lavet blandt andet af Socialforskningsinstituttet i 2006, 2010, 2012, hvor man undersøger, hvor mange, der har oplevet særligt kritisable vilkår, som ønsker at ytre sig i offentligheden, så er der forbavsende mange, som ikke tør ytre sig. Så nej, jeg sidder ikke alene. Måske er jeg alene med kritikbegrebet, men ikke med oplevelsen af, at der er en række nye forhold, som har en særlig evne til at afvæbne kritik.”

Jeg hører hvad du siger

– Ok, jeg hører, hvad du siger, og det er fint, at du giver din mening til kende, men sådan er det jo. Skulle du ikke se at komme videre? Måske har du brug for lidt coaching?

”’Jeg hører, hvad du siger’ er en særligt interessant formulering, fordi den hviler på grundlagsetikken formuleret af Kant; at sætte sig i den andens sted, af den store Hegel; at være ved sig selv i den anden, eller vores egen Løgstrup; jeg holder altid et stykke af et menneske i min hånd. Det, der sker i dit spørgsmål, er, at – efter du har sat dig i mit sted – så brutaliserer du egentligt den etik, som lige er blevet etableret i det første led af det, du siger. Så nu bliver jeg objekt for kritik. De svar, der gives af ledere og deres ledere i den offentlige sektor har ofte evnen til at returnere kritikken. Det leder til en ny type af tavshedskultur og en ny type af selvcensur. Vi plejer at skelne mellem tre institutioner, som censurerer: Kirken, staten og markedet. Markedet censurerer i konkurrencestaten – sammen med staten. Det spørgsmål, du stiller, skaber en erfaring: ’Det er ikke så godt, at jeg ytrer kritik, for så kan jeg selv blive objekt for din bearbejdning. I stedet bør jeg underkaste mig dig og for eksempel være mere proaktiv fremadrettet.’”

– Når jeg indledte med de her spørgsmål, var det selvfølgelig, for at beskrive den form for svar, man møder, når man som du kommer med en kritik. Men f.eks. et fænomen som medarbejderudviklingssamtaler er jo på papiret en dialog mellem leder og ansat, og man kunne vel forestille sig, at det var et sted, hvor man kunne rette op på nogle kritisable ting. Hvorfor er det, at du så kategorisk afviser, at MU-samtalen overhovedet kan rumme noget positivt?

”MU-samtale, prøv at lytte til ordet. Når ting bliver forkortet er det som regel, fordi magten er begyndt at koncentrere sig. ’Medarbejderudviklingssamtale’ – det er en ’arbejder’, som er ’med’ i ’udviklingen’. Hvordan? – der ’samtales’ om den. Vendt på hovedet ville det være en ’modarbejder-regressions-diskussion’. Så kan du høre det kritiske spændingsfelt, men det er faldet bort i ’medarbejderudviklingssamtalen’. Den asymmetri, der er mellem leder og medarbejder, bliver skjult. Det starter med gode intentioner, men medfører utilsigtede konsekvenser. Jeg er af den opfattelse, at de færreste glæder sig til den samtale, de fleste frygter den.”

Du er da vist udbrændt

– Hvilke eksempler har du på reaktioner, ansatte får, når de har ytret sig kritisk?

”Det er pædagogen, der går til sin leder og siger, at de ikke har tid nok til at skifte bleerne, eller politibetjenten, der siger, at hvis vi arbejder efter de her måltal, så fanger vi aldrig nogen banditter – og sådan kunne vi blive ved. Reaktionerne er som følger: ’Du er da vist udbrændt. Det er kun dig, der oplever det sådan. Skal du have hjælp til at strukturere dit arbejde? Behøver du at være sådan en betonsocialist? Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde. Er du ikke forandringsparat? Du skal være glad for, at du har et arbejde. Har du en ide til, hvad vi skal gøre ved det? Du er et brokkehoved. Hvad kan du selv gøre for at få det bedre? Du skal heller ikke være her til evig tid. Hvis du er utilfreds, må du sige op – ingen er uundværlige. Du må se det som en udfordring. Med den negative attitude skulle du måske tage på et wellness-kursus. Negativitet avler negativitet. Har du problemer i privatlivet? Jeg tror snart, vi skal have en samtale med HR, du og jeg. Du bliver for følelsesmæssigt involveret. Du skal også passe på dig selv. Hvordan går det på hjemmefronten? Er du sikker på, du er kommet dig oven på din sidste stress-periode? Jeg kan ikke genkende det, du siger.’”

– Det virker til, at vi er gået fra en tilstand, hvor magten var hård og synlig, til en tilstand, hvor magten i stigende grad virker blød og usynlig. Men det kan også opleves som en form for omsorg. Hvad er det, der gør, at du siger, at interessen for medarbejderne er hul og forloren?

”Jeg har et eksempel med en leder, som var gået til sin leder med en række problemer. Det, hun fik at vide, var: ’Jeg hører, hvad du siger’ – altså den etiske tilkendegivelse af, at man tillægger den anden værdi, men så kommer bisætningen: ’men jeg vil gerne bede dig om at gå hjem og finde dét inde i dig selv, som gør, at du ikke kan løse opgaven’. Der sker en overskridelse af det professionelle arbejdsliv og privatlivet. En lang række af de her svar overskrider vores intimsfære. Det, der kom bag på mig i analysen af svarene, jeg har indsamlet, var den her bløde vold, som afløser den fysiske. Den er meget voldsom, og den producerer stress, depression og følelsen af udbrændthed. Man kan høre i bisætningen, at lederen ikke kerer sig om den anden. Lederen skaber først en forventning om, at du bliver tillagt værdi, derfor bliver det også endnu voldsommere, når forventningen bliver brudt. Erfaringen ud fra svaret bliver, at du ikke skal komme med kritik igen, for så vil du blive udsat for en form for psykologisk tortur.”

”Typisk er det blevet en del af en hverdagskultur, at man ikke må ytre kritik. Det foregår åbenlyst på personalemøderne. Jeg beskriver i bogen et skred, fra at folk for nogle år siden faktisk havde medbestemmelse, til at nu skal de bare være medgørlige. De ansattes kritik er motiveret af et ønske om at gøre det godt for patienterne, borgerne, børnene, de studerende, eller hvem de nu beskæftiger sig med. Svarene på kritikken er, at der ikke er noget at komme efter.”

Konkurrencestaten udøver markedscensur

– Hvor kan vi placere ansvaret for denne udvikling?

”Når man skifter en velfærdsstat ud med en konkurrencestat, så sker der noget mærkværdigt, som jeg opdagede i arbejdet med bogen. Der sker en opsplitning af den politiske liberalisme og den økonomiske liberalisme. Den politiske liberalisme dækker over frihedsrettighederne: Ytringsfrihed, pressefrihed, forskningsfrihed, forsamlingsfrihed. Den økonomiske liberalisme, neoliberalismen, begynder at censurere det frie marked af ideer. Vi skal huske, at kritik er motoren i udviklingen af nye ideer. Det betyder, at mange mister fornemmelsen for deres egen profession, deres egen arbejdsidentitet, fordi meningen begynder at sive ud af arbejdet. Det medfører en stressreaktion, når man får at vide, at man ikke må ytre sig længere. Man må ikke tale om det, der er ved at blive tabt på gulvet. Konkurrencestaten udøver markedscensur, og det havde jeg ikke i min vildeste fantasi set komme – især ikke blandt offentlige professioner.”

”Offentlige institutioner er begyndt at konkurrere mod hinanden. For pædagogernes vedkommende indrømmer man selvfølgelig ikke, at man i institutionen ikke når at skifte børnene, for de konkurrerer om forældrenes gunst. På det enkelte sygehus siger man ikke, at der er for få ansatte på nattevagten, for de konkurrerer mod de andre sygehuse om ressourcerne. Når man begynder at konkurrere om ressourcerne, er reaktionen, at man forsøger at undgå at udstille sig selv som konkurrencesvag. Her kommer censuren!”

– Hvem har besluttet at indrette særligt den offentlige sektor på den her måde?

”Hvis man går et styringsled ned under den neoliberale tankegang, altså markedsliggørelsen af alle typer sociale relationer, er der et administrativt lag, som vi kan betegne som en form for new public management, som i lang tid har været under angreb. Alligevel synes det at vokse. Styringsmekanismerne dokumentation, evaluering, standarder, procedure, resultatkontrakter, akkrediteringer på alt fra hver eneste universitetsuddannelse til botilbud for hjemløse. Det synes ikke at have nogen ende. Det er svært at udpege bestemte personer som ansvarlige. Margaret Thatcher og Ronald Reagan er måske de mest markante neoliberale politiske personligheder, men jeg tror heller ikke, at de havde forestillet sig den her type af markedscensur. Censur tænker vi normalt i forhold til ytringsfrihed og i forhold til pressen. Vi tænker censur i forhold til religiøse minoriteter, der censurerer.”

En radikal tvangsindividualisering

– Hvordan opfatter du begrebet konkurrencestat?

”En konkurrencestat er først og fremmest, som Ove Kaj Pedersen beskriver det i bogen Konkurrencestaten, en stat, der konkurrerer med andre stater i den globale konkurrence. Det, som hans bog ikke tager højde for, er, at institutionerne er begyndt at konkurrere mod hinanden, hvilket betyder, at befolkningen også begynder at konkurrere mod hinanden. Mantraet er, at konkurrence er godt, for det betyder, man udvikler sig, men vi må huske, at der er stor forskel på private virksomheder og offentlige institutioner. Offentlige institutioner er kendetegnet ved, at man ikke selv vælger sine kunder. Det er hele befolkningen, også dem der er ressourcetunge. Her opstår det første problem. Det andet problem, som bogen beskriver, er, at vi har en forventning om absolut gennemsigtighed i alle offentlige institutioner, fordi vi alle sammen har en aktie i dem. I private virksomheder er det nogle få, der har en aktie, så der kan være konkurrenceklausuler og den slags. I offentlige institutioner har vi den forventning, at hvis de politiske reformer slår fejl, så er der offentligt ansatte, der vil udtale sig, så reformerne kan blive korrigeret. Det, vi ser nu, er, at hvis nogen ytrer sig i offentligheden, får de at vide, at det ikke er godt på trods af, at de har ytringsfrihed. Der har indlejret sig en erfaring af, at det er bedre at censurere ytringerne, end at lade dem komme offentligheden til gode. På den måde betyder konkurrencestaten, at der sker en radikal tvangsindividualisering.”

– Det kan vel være reelt farligt at ytre sig kritisk? Man kan jo risikere at ryge i svinget. Mit indtryk er, at mange ansatte til gengæld bifalder, når andre ytrer sig kritisk – bare de selv slipper for at stikke næsen frem…

”Konkurrencestaten har en særlig evne til at udbrede den her type kultur. Det gælder samtlige universiteter. De her mange reformer er en form for psykologisk chok, som derfor også bliver behandlet med psykologiske svar. Det betyder, at man fastholder folk i permanent undtagelsestilstand – en evig følelse af utilstrækkelighed og frygt for at blive sanktioneret. Utilstrækkeligheden opstår af, at det aldrig er godt nok. Der er altid nye måltal, der skal forfølges, og før man overhovedet når i mål, kommer der nye måltal. Svarene er altid de samme: Sådan er vilkårene. Imens kan man observere, hvordan vilkårene for børnene, de ældre og de studerende bliver dårligere og dårligere – selv for de kriminelle.”

– For den enkelte kan strategien med at holde kæft vel godt give mening? Selv om det er fejt, er det vel også rationelt at dukke hovedet?

”Ja, men nu taler vi om noget helt grundlæggende. I vores type af vestligt demokrati ligger en fordring. Hvis vi oplever særligt kritisable vilkår, er der en moralsk forventning, som oven i købet er grundlovssikret, om, at vi ytrer os. Vi er særligt interesserede i de offentligt ansattes ytringer, for de er særligt tæt på konsekvenserne af de politiske beslutninger. Hvis konsekvensen af konkurrencestaten er en tavshedskultur, så ved vi heller ikke, hvilke konsekvenser konkurrencestatens beslutninger og reformer reelt har haft. Vi har en kolossal stigning i anoreksi, stress, depression og fedme, hvor folk enten udøver uhyggelig selvkontrol for at være med eller simpelthen må slippe kontrollen over sig selv. Det er på tide, vi diskuterer de reelle konsekvenser.”

– Kan tavsheden være ved at boble over i frustration? Kan man forestille sig, at den nye managementkultur bryder sammen, når folk begynder at protestere?

”Der er to typer teorier på området: ryggen mod muren-teorien, som du giver udtryk for, og så teorien om, at når vi har indset det, så laver vi det om. Det, jeg håber med bogen, er, at man kan se, når man læser den, at det her går ikke længere. Mit håb er, at man i fremtiden selv bliver voldsomt udsat, når man benytter sig af det problematiske sprog, fordi folk ved, at det ikke holder. Her må det forsvinde. Det er et klassisk oplysningsprojekt. Vi skal se den eminente fejl, der er i konkurrencestaten – og for den sags skyld også i velfærdsstaten, når den bliver ideologisk –  men her er der en ny form for censur.”

– Nu bliver du vist meget romantisk…

”Ja, præmissen er, at hvis man stiller spørgsmål, så er man nok kritisk, og hvis man er kritisk, er man nok socialist, og så er man nok beton-socialist og marxist, og så er man i hvert fald ikke tilhænger af konkurrencestaten. Det, at man udstilles som en romantiker uden forbindelse til virkeligheden, er konkurrencestatens måde at stigmatisere dem, der vil det anderledes.”

Små doser af arsenik

– Vi er gået fra medbestemmelse til medhør til medgørlig. Hvis vi tager det skridt for skridt, hvad er det så, der ligger i de tre tilstande?

”Medbestemmelse følger den kritiske attitude. Det betyder, at man faktisk bliver hørt. Man har en erfaring af, at det kan betale sig at ytre sig, om det man ser, der er forkert. Medhør følger den positive attitude og hele bølgen af positiv psykologi. Her taler vi tingene op og ikke ned. Og så er vi kommet ind i en ny periode, hvor vi bare skal være medgørlige. Det følger den robuste attitude, hvor man skal galvanisere sig selv for at klare sig i konkurrencen, og det eneste, man kan håbe, er, at man rejser sig lidt hurtigere, end de andre, når man bliver stresset eller deprimeret.”

Har fagbevægelsen ikke svigtet i forhold til at sikre medarbejdernes muligheder for at ytre sig kritisk?

”Sproget her sniger sig ind som små doser arsenik, og det er først, når man får præsenteret hele syrebadet, at man forstår, hvor alvorligt det er. Jeg har været heldig, fordi jeg tidligt i min forskning opdagede den her måde at svare på kritik, og så startede jeg med at skrive svarene ned, indtil jeg fandt et mønster. Mit håb er at udstille sproget og konsekvenserne af det.”

– I stedet for alt det brok, så kom dog med nogle løsningsforslag…

”Det interessante ved den type tilkendegivelser er, at man ikke vil vedstå sig, hvad det vil sige at være borger i et demokrati. Der bliver skabt en falsk modsætning mellem positiv og negativ, hvor den kritiske, altså den demokratiske, attitude, bliver sidestillet med en negativ attitude. Det er en fornægtelse af den samfundsmodel, vi er opvokset med.”