Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
En krig er under opsejling ikke langt fra grænsen til Europa.
Siden sidste uge har der været voldelige kampe mellem soldater fra Armenien og Aserbajdsjan. Konflikten har indtil videre kostet mere end 130 mennesker livet, og selvom både Vesten og Rusland har opfordret de to nationer til at nedlægge våbnene, er der intet, der tyder på, at kampene er ved at stilne af. Tvært i mod synes konflikten at intensivere, og det frygtes, at det kan udvikle sig til en regulær krig. I dag er der meldinger om, at to franske og to armenske journalister er i kritisk tilstand, efter de blev såret under aserbajdsjanske beskydninger torsdag. Det har fået de to lande til at mundhugges endnu mere, fordi de er uenige om, hvem der er skyldig i at have bragt journalisternes liv i fare.
Kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan er ikke noget nyt. Faktisk har de to nationer været i stridigheder i årevis. Men hvad er det, de strides om, og hvad kan vi forvente af de nuværende kampe? Faktisk var det en ung Josef Stalin, der satte gang i det hele.
Sovjetisk sammenbrud
Omdrejningspunktet for striden er den smukke, bjergrige region Nagorno-Karabakh, som både Armenien og Aserbajdsjan gør krav på. Navnet Nagorno-Karabakh betyder direkte oversat ”bjergrig sort have”, og uvenskabet over regionen kan spores helt tilbage til Sovjetunionens spæde dage.
I 1923 var Josef Stalin endnu ikke blevet leder af Sovjetunionen. I stedet besad han posten som ”sovjetisk kommissær for nationaliteter”, hvilket satte ham i spidsen for at organisere ikke-russiske folkeslag, der var en del af Sovjetunionen. I den forbindelse lod Stalin i 1923 regionen Nagorno-Karabakh blive omhyldet af den Aserbajdsjanske Sovjetsocialistiske Republik, selvom langt størstedelen af befolkningen i Nagorno-Karabakh er etniske armeniere. Nagorno-Karabakh blev altså dengang en armensk enklave i Aserbajdsjan. Det er det stadig i dag.
Det var ikke noget gigantisk problem i starten. Den armenske sovjetrepublik småbrokkede sig over det af og til, men eftersom både Aserbajdsjan og Armenien i sidste ende alligevel var en del af det større Sovjetunionen, var det ikke for alvor et problem. I Armenien er befolkningen primært kristen-ortodokse mens de i Aserbajdsjan er sunnimuslimer, men også den konflikt blev der lagt låg på, eftersom sovjetunionen officielt var ateistisk.
Så det var først ved USSR’s sammenbrud, at problematikken for alvor dukkede op igen. Men så brød den også ud i lys luge. I kaosset fra det kommunistiske krak brød der en blodig krig ud mellem Aserbajdsjan og Armenien. Den varede fra 1992 til 1994 og endte med at koste mindst 20.000 døde, ligesom etnisk udrensning gjorde, at mange måtte flygte.
Det var Aserbajdsjan, der endte med at trække krigens korteste strå. Armenien endte med at have kontrollen over det meste af Nagorno-Karabakh, selvom det aldrig nåede til endelig enighed om, hvem enklaven egentlig tilhører. Derfor ophørte stridighederne heller aldrig for alvor. Våbenhvilen er gang på gang blevet brudt siden 90’erne. Værst var det i 2016, da den såkaldte fire-dages-krig kostede mere end 100 soldater livet.
Økonomi og syrienskrigere
Hvad det præcis var, der fik branden til igen at starte, er ikke helt sikkert. Begge lande beskylder hinanden for at have startet konflikten, men uanset hvad synes kampene at være konklusionen på en tid, hvor politikere fra begge lande har pustet sig op som nationalister. Hos Foreign Policy spekulerer de i, om den økonomiske nedtur som følge af coronakrisen måske giver anledning til i stedet at vende sig mod nationalfølelse, som det så ofte før er sket i økonomiske kriser. Det kan være med til at forværre konflikten.
Den franske præsident Emmanuel Macron har også for nylig påstået, at syrienskrigere har en finger med i spillet i Nagorno-Karabakh. Ifølge præsidenten rejser personer fra jihadistiske grupper op gennem Tyrkiet for at deltage i kampene på det muslimske Aserbajdsjans side. Armenien har ligeledes beskyldt Tyrkiet for at sende lejesoldater afsted for at hjælpe Aserbajdsjan, og Tyrkiet har da også tidligere lovet, at de vil beskytte Aserbajdsjan med alle midler. Dog har de endnu ikke indrømmet at have deltaget i konflikten, men det må forventes, at EU vil komme med et modsvar, hvis tyrkerne blander sig for meget.
Kampene i Nagorno-Karabakh har altså alle komponenterne til at udvikle sig til en særdeles giftig konflikt: Krigerisk nationalisme, økonomiske nedtur, jihadister og storpolitisk armlægning. Stalins beslutninger kan desværre stadig sætte blodrøde spor i 2020. /Andreas T. Kønig