Shore
Der er sket noget lidt mærkeligt i 2020. Og nu snakker vi ikke om coronakrisen eller alle de andre kriser, dette annus horribilis har budt på. Nej, det mærkelige er for en gangs skyld positivt ladet: Indiemusikken har gjort et mindre comeback. Vi begyndte allerede i foråret at mistænke, at noget var på færde, da The Strokes kom med deres overraskende stærke udspil The New Abnormal. Sidenhen har gamle kendinge som The Killers og The Flaming Lips budt ind med overvejende vellykkede udgivelser, og nu kommer så det nyeste skud på indiestammen i form af Fleet Foxes’ nye album Shore.
Ret beset har Fleet Foxes altid lydt som noget fra en svunden tid. Med tydelige referencer til 60’er-ikoner som The Beach Boys og Crosby, Stills & Nash har bandet redet på en bølge af vokalharmonier og folk-æstetik, der ikke rigtig synes at høre hjemme i det 21. århundrede. På hovedværket Helplessness Blues fra 2011 blev pastichen holdt fra døren med en god dosis melankoli og nærmest eksistentialistisk sangskrivning. Men på Shore åbnes der helt for de storladne sluser – utroligt nok uden, at albummet af den grund falder igennem.
Shore er et varmt album i den bedst tænkelige forstand. Alt imens verden synes at brænde sammen omkring os, holder Fleet Foxes og frontmand Robin Pecknold fast i den næsten naive formular, der for ti år siden gjorde bandet til bannerførerne for en ny musikalsk skovmandsskjorte-strømning. Samtidig erstattes den tidligere melonkali med en god dosis håb, der ligefrem gør albummet behageligt at lytte til. Shore er bagudskuende og på jagt efter nye græsgange på én og samme tid. Som en bølge, der truer med at gøre dine sko våde, inden den trækker sig tilbage.
”Oh man, was it that much better then?/ We were left alone, we were proud of our pain/ And so I want to walk out in the night/ See the wide young river flood rain” synger Pecknold på ”A Long Way Past the Past”. Fortidens smerte er ikke nødvendigvis at foretrække – selv ikke i 2020.
I harmoni med sig selv
Mange af Fleet Foxes’ samtidige, der kan siges at høre under den lidt løse genrebetegnelse indie folk, har for længst taget afstand til denne musiks selvhøjtidelighed og tendens til navlepilleri. Bon Iver er gået mere og mere elektronisk og autotune med gennemført esoteriske sangtitler, og Josh Tillman (der spillede trommer på Helplessness Blues) har som alter-egoet Father John Misty leget med en ironisering, der bedre synes at ramme tidsånden. Men Fleet Foxes lader sig ikke ryste af udviklingen. Nej, hvis Father John Misty laver ironisk larger than life-musik, så laver Fleet Foxes slet og ret larger than life-musik. Sjovt nok har Robin Pecknold dog heller aldrig lydt så meget som Father John Misty, som han gør på nummeret ”I’m Not My Season”.
I en tid, hvor alt synes at forandre sig dagligt, er der faktisk noget enormt betryggende ved Fleet Foxes’ standhaftighed. Selvom indie-musikken er blevet bebudet død af flere omgange, holder bandet i store træk fast i de velkendte musikalske koder. Det er som at blive inviteret indenfor i en varm snehytte af en god gammel ven, der samtidig er vokset fra sit tidligere tungsind. Det bryder ikke nogen grænser, men det er lige nøjagtigt det, vi har behov for. Samtidig fungerer det dog også kun, fordi melodierne og sangskrivningen er så stærkt, som den er.
Ja, måske er det endda helt forkert at gruppere Fleet Foxes med andre af årets indie-comebacks. Shore fortjener lige så vel at få plads blandt de mange singer-songwriter-plader, der også har præget musikåret. Fiona Apple, Perfume Genius, Phoebe Bridgers, The Microphones og endda selveste Bob Dylan har alle vist, at eminent sangskrivning stadig rækker utrolig langt, når man skal smede et godt album. Nu vi tænker over det, har noget af det eneste gode ved 2020 vel egentlig været musikken. /David Dragsted