Dyre sanktioner

Oprøret i Hviderusland er endnu ikke forstummet.

Det er snart to måneder siden, at landets diktator Aleksandr Lukasjenko erklærede sig som vinder af det præsidentvalg, der er blevet udråbt som en farce af den hviderussiske opposition såvel som Vesten. Siden Lukasjenko blev udråbt som tvivlsom sejrherre, har hundredtusindvis af mennesker marcheret i de hviderussiske gader. Denne weekend var ingen undtagelse.

Over 100.000 marcherede i går i hovedstaden Minsks gader. De kræver Lukasjenko afsat omgående, ligesom de vil have frigivet samtlige politiske fanger. Lukasjenko vil stadig ikke lytte. Han bliver siddende og styrer landet med jernnæve, som han har gjort de seneste 26 år.

Alligevel hober problemerne sig op for Lukasjenko. For den hviderussiske præsident presses nu ikke kun internt af vrede demonstranter. Også udenrigspolitisk begynder krisen at kradse.

I slutningen af sidste uge lykkedes det endelig EU-landene at blive enige om at indføre sanktioner mod det hviderussiske styre. Sanktionerne rammer 40 personer i den hviderussiske elite, der menes at have været med til at fuske med valgresultatet. De personer får indefrosset deres formuer, ligesom det ikke bliver muligt for dem at rejse i EU.

Lukasjenko er ikke begejstret. Den hviderussiske udenrigsminister fordømte hurtigt sanktionerne og gjorde det klart, at regimet vil lave sin egen liste med vestlige personer, som bliver sanktioneret. Samtidig har det hviderussiske styre valgt at annullere udenlandske journalisters akkreditering, ligesom Polen samt Litauen har fået at vide, at de drastisk skal reducere antallet af diplomater på deres respektive hviderussiske ambassader. Lukasjenko har endvidere trukket sine ambassadører i Polen og Litauen hjem.

Forholdet mellem EU og Hviderusland er med andre ord på frysepunktet. Alt for længe har EU accepteret, at der har været en diktator i baghaven, men med det nye folkelige oprør i Hviderusland synes resten EU endelig at være klar til at kæmpe for hviderussisk demokrati og frihed.

Men det kan blive en dyr kamp. For opgøret med Lukasjenko kan hurtigt tvinge europæerne til at se andre af deres onde ånder i øjnene. Et opgør med den hviderussiske diktator kan nemlig hurtigt kræve, at EU også må gå i brechen mod andre diktatorer tæt på EU’s grænser. Og det kan blive særdeles besværligt.

Et større opgør

Sanktionerne mod EU var lige ved ikke at blive til noget. Årsagen var, at Cypern i lang tid blokerede for forslaget, der skulle vedtages enstemmigt. Cypern har hele tiden gået ind for sanktioner mod Hviderusland, men de krævede, at også Tyrkiet skulle sanktioneres. Det skyldes en verserende territorialstrid mellem Cypern og Grækenland på den ene side og Tyrkiet på den anden side, og tyrkerne har den seneste tid provokeret Cypern voldsomt ved at sende skibe på jagt efter råstoffer i cypriotisk farvand.

Cypern og resten af EU nåede frem til et kompromis. Der bliver ikke indført sanktioner mod tyrkerne i denne omgang, men der blev sendt et par hårde ord afsted til præsident Recep Tayyip Erdoğan. Nogle vil måske kalde det en trussel: Hvis ikke tyrkerne opfører sig ordentligt, så vil EU bruge alle de ”instrumenter”, som unionen har til rådighed.

I angrebet på Hviderusland er EU på vej op på en farlig høj hest. De anerkender ikke længere Lukasjenko som præsident, men bør de da anerkende Erdoğan, der også ofte er blevet beskyldt for ikke at spille fuldstændig efter de demokratiske spilleregler? Erdoğan er oven i købet i fuld gang med at mobbe Cypern og Grækenland – altså to medlemslande af EU.

Cypern har forsøgt at tvinge EU til at droppe hykleriet, men sandheden er, at det bliver svært, for EU vil gøre meget for ikke at blive uvenner med Tyrkiet. Tyrkerne er en helt afgørende strategisk partner for EU – især i flygtningespørgsmålet hvor regeringen i Ankara mere eller mindre bestemmer, hvor stor en migrantstrøm der lukkes ind i Europa.

Det er gratis for EU at beskytte sine demokratiske principper overfor Hviderusland, men det er ekstremt dyrt, hvis unionen skal gøre det samme overfor Tyrkiet. Og som det ser ud nu, er EU ikke klar til at betale den pris. Så meget tror vi alligevel heller ikke på det frie samfund. /Andreas T. Kønig