Nyhedsanalysen

Kan sporten tackle coronaen?

Stephen Maturen/AFP/Ritzau Scanpix. MINNEAPOLIS, MN - SEPTEMBER 27: Malcolm Butler #21 of the Tennessee Titans knocks the ball away on a deep pass to Justin Jefferson #18 of the Minnesota Vikings in the second quarter at U.S. Bank Stadium on September 27, 2020 in Minneapolis, Minnesota. Stephen Maturen/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==

Champions League blev med nød og næppe færdiggjort, og det samme gjorde de fleste europæiske fodboldligaer. Tour de France kom endnu engang til Champs-Élysées, omend løbet måtte udskydes fra juli til september. Formel 1 kører igen, og i sportsgale USA er der fuld gang i basketball, baseball og amerikansk fodbold. Selvom coronavirussen i foråret fik sat det meste sport i bero, er der atter kommet fart over de fleste velbetalte atleter. Efterhånden som anden bølge melder sin ankomst, begynder aktiviteterne dog også at synes mere tvivlsomme.

I NFL – USA’s liga for amerikansk fodbold – har der allerede været problemer med flere smittetilfælde kort efter sæsonstart. Ligaen har undladt at anvende den såkaldte boble-strategi – hvor spillere og stab holdes sammen i et lukket miljø for at undgå udefrakommende smitte – og har i stedet overladt ansvaret for at overholde coronarestriktionerne til de enkelte hold. Fordelen er, at man dermed har undgået en semi-dystopisk situation lig den, at NBA-slutrunden afvikles bag lukkede døre i Walt Disney World Resort i Florida. Eller den, hvor mixed martial arts-turneringen UFC afholdes på en lukket ø – en ”Fight Island” – i Abu Dhabi. Ulempen er imidlertid, at NFL nu ligner en tikkende COVID-19-bombe.

Først var den gal med Tennessee Titans, hvor flere spillere blev bekræftet smittede. Dernæst stod New England Patriots med sorteper, da to spillere ligedes fik konstateret corona. Flere kampe er derfor blevet udskudt på trods af et allerede stramt program. Og eftersom amerikansk fodbold om noget er en kontaktsport, skal der ikke meget til, førend situation kommer ud af kontrol.

Sportsånd

Det samme kan siges om de europæiske fodboldligaer, der indtil nu har kørt planmæssigt efter sensommerens sæsonstart. Med test i massevis og mundbind på reservebænken har holdene holdt coronaen stangen. Men virussen ligger hele tiden på lur som en anden hængende angriber, der forsøger at slå offside-fælden. Flere stjernespillere som Liverpools Sadio Mané og AC Milans
Zlatan Ibrahimović har allerede været ude i coronakarantæne, og i engelske West Ham var det lige ved at gå galt, da to spillere og træneren David Moyes blev testet positive for COVID-19. Selvom smittekæderne blev stoppet i tide, kan det godt synes bekymrende, hvis sådanne feberredninger nu skal være hverdag for sporten.

De kommende uger venter en såkaldt landsholdspause, hvor fodboldspillere endnu engang skal rejse på kryds og tværs af kontinentet. Det er gjort før under coronaen, men smittetrykket i de enkelte europæiske lande stiger fortsat. Pausen vil med andre ord være en fin lakmustest for, hvor effektivt de forskellige coronatiltag virker, når bolden skal holdes rullende. Og samtidig illustrerer den meget godt, hvilket unikt rum sporten reelt skaber. Sporten er i sin natur unyttig, noget, der står i modsætning til hverdagen. Den sælger en utopi, men er også blevet en forretning, der ikke bare kan sættes i bero. Det kan virke helt tosset, at den pinedød skal afvikles, når nu det er så besværligt. Men det mest usportslige ville vel næsten være, at man ikke engang gjorde forsøget. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12