To år er normalt lang tid i politik – bare ikke hvis man hedder Emmanuel Macron.
Den franske præsident føler utvivlsomt ængsteligheden, når han om morgenen river endnu en side ud af kalenderen, for præsidentvalget i 2022 nærmer sig, og Macron er ikke klar.
Det er aldrig for alvor lykkedes for Macron at genfinde det momentum, der gjorde ham til præsident i 2017. Dengang præsenterede han sig som noget nyt og slagkraftigt – en revolutionær. Men som præsident har han ført en reformivrig og centristisk linje, hvilket for mange franskmænd har føltes som mere af det samme – og det samme er bestemt ikke i høj kurs.
Kun 39 pct. af franskmændene synes, at han gør et godt stykke arbejde. Ikke at det er så dårligt faktisk. Franske præsidenter ligger næsten altid lavt i den slags målinger, og Macron har tidligere været under de 30 pct, så det går da den rigtige vej. Skulle man tro. Men det nyligt afholdte kommunalvalg viste, at vælgerne ikke har tiltro til Macrons partibevægelse Le République En Marche, der klarede sig forfærdeligt.
Macron kan ikke sætte sin lid til, at han igen i 2022 kan blive valgt som en kompromiskandidat, hvilket i høj grad var tilfældet i 2017. Allerede dengang byggede hans sejr lige så meget på et fravalg af andre som et tilvalg af ham. Fx var højrepopulisten Marine Le Pen dengang uspiselig for mange centrumvælgere, men Le Pen har brugt tiden til at forføre midten, og i 2022 håber hun endelig at kunne slå til. I målingerne ligger Le Pen og Macron lige nu side om side nu. 25 pct. til Le Pen, 25 pct. til Macron.
Macron ved, at Le Pen er uspiselig for venstrefløjen. Derfor kan han regne med deres stemmer, hvis det igen ender som en direkte kamp mellem ham og Le Pen. Men Macron frygter, at der ikke er stemmer nok at hente på venstrefløjen og på midten. Derfor skal han ud og trække stemmer fra Le Pen. Og hvordan gør man det, når man er et selverklæret bolværk mod populismen?
Nemt nok. Man laver en Mette Frederiksen.
En halv Mette Frederiksen
I Danmark er det lykkedes Mette Frederiksen og socialdemokraterne at tage udlændingepolitik ud af ligningen. Det har Frederiksen gjort ved at overtage den hårde udlændingepolitik fra Dansk Folkeparti, hvilket har pacificeret DF og trukket deres vælgere over midten.
Man finder en del lighedspunkter mellem Dansk Folkeparti og Marine Le Pens parti Rassemblement National. Primært at begge partiers rasion d’etre er deres fokus på udlændinge. Uden en særskilt hård udlændingepolitik er de intet. Derfor døde DF, da Frederiksen gjorde deres politik mainstream.
I disse dage forsøger Macron at lave ”en halv Mette Frederiksen”. Den franske præsident er gået til angreb på islamisk ”separatisme” i Frankrig, og i sidste uge præsenterede han en række tiltag, der skal gøre op med muslimske parallelsamfund i Frankrig. I en tale sagde præsidenten, at islamistisk indflydelse på offentlige institutioner skal udryddes, og han vedkendte, at det er regeringens fejl, at den islamistiske indflydelse overhovedet har fået lov til at sprede sig.
Macron går ikke lige så langt som Frederiksen. Han har ingenlunde overtaget Le Pens politik. Men det er alligevel et skridt mod højre, og han prøver utvivlsomt at appellere til nogle af de indvandrerkritiske vælgere, der har flirtet med at stemme på Le Pen.
Hvordan kan han dog slippe afsted med det? Macron er blevet kendt som det største progressive og socialliberale ikon i Europa, og den fløj er notorisk kendt for at have et mindre restriktivt syn på multikulturalisme.
Sagen er, at den franske historie gør det lettere for ham. Siden den franske revolution har der været total adskillelse af kirke og stat i Frankrig, og religion er generelt ildeset i det offentlige rum. Når Macron angriber islamiseringen af dele af Frankrig, kan han altså påberåbe sig denne franske religionskritik, der er så grundlæggende i republikken.
Desuden kan man heller ikke underkende, at det er et virkeligt problem, som Macron kæmper imod. Det handler ikke om et symbolsk opgør med multikulturalisme, men snarere om et opgør med de store radikaliserede lommer, som findes i det franske samfund. Der ér vitterligt parallelsamfund i Frankrig, og landet har haft store problemer med islamistisk terror de seneste år. Det kan præsidenten ikke sidde overhørigt – især fordi vælgerne ikke vil acceptere det. Gør Macron ikke noget, så risikerer Frankrig at falde i højrepopulisten Marine Le Pens hænder.