Auktionseksperter løb med sejren

Så er Nobelsæsonen ovre. Mandag blev de to amerikanske Stanford-økonomer Paul Milgrom og Robert Wilson hædret med nobelprisen i økonomi, der ret beset har status som en mere uofficiel nobelpris (økonomi-prisen var ikke blandt de fem oprindelige, og hedder reelt ”Sveriges riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne”). Nøgleordet var denne gang noget så sexet som auktionsteori.

Som en slags forgrening af den såkaldte spilteori undersøger auktionsteorien, hvordan købere og sælgere agerer ved auktioner. Milgrom og Wilson har sammen udviklet en række nye, ret komplekse auktionsformer, der gør det muligt at sælge ting, der normalt er lidt svære at prissætte. Deres helt store claim-to-fame kom således i 90’erne, hvor økonomerne hjalp de amerikanske myndigheder med at sælge radiofrekvenser til teleselskaber. Frekvenserne blev tidligere uddelt ved nogle komplicerede lotterier, men økonomerne foreslog i stedet et nyt system, der involverede lave startpriser og muligheden for at lave flere bud undervejs. Systemet viste sig ekstremt lukrativt for staten og er siden blevet anvendt i flere andre lande.

Vinderen tager tabet

I den mere tilgængelige ende af deres forskning har de to økonomer arbejdet med den såkaldte vinderforbandelse (winner’s curse), der blev sat på landkortet af den ditto nobelprisvindende økonom Richard Thaler. Hos Thaler bliver fænomenet især brugt til at understrege, at vi mennesker er langt fra de økonomisk rationelle aktører, som gængs økonomisk teori ellers regner med. Ved auktioner hænder det således, at vinderen kommer til at betale alt for meget for den vare, der er sat til salg. Man er måske blevet revet med af de andres bud, eller også har man ikke kunnet gennemskue tingens reelle værdi, mens bølgerne gik højt. Og tilbage står man så med en dårlig smag i munden og en Kähler-vase til 10.000 kr.

Robert Wilson har i sit arbejde vist, at frygten for at blive udsat for ovennævnte vinderforbandelse faktisk får folk til at byde lavere for en vare, end hvad de selv vurderer at den er værd. Til det har Milgrom tilføjet sin egen teori om såkaldt ”privat værdisætning” der illustrerer, at den opfattede værdi af en genstand typisk vil variere fra person til person. Og tilsammen har de to økonomer altså brugt deres auktionsindsigter til at maksimere indtjeningen for ivrige sælgere såsom den amerikanske stat. Det lyder måske ikke af meget, men som The Economist bemærkede, dengang Thaler vandt nobelprisen: ”når som helst at økonomer formår at frembringe faktiske forbedringer i den virkelige verdens politikker, skal vi huske at fejre det”. Nogle gange skal der faktisk ikke andet til, hvis man vil vinde en nobelpris. /David Dragsted