Oprøret mod omprioritering

Over hele Sydeuropa har nye borgerbevægelser væltet rundt på det politiske landskab, i USA har en 74-årig velfærdspatriot fået millioner af vrede middelklassevælgere til at føle ‘The Bern’ – og torsdag opstod et kædeoprør her i Danmark. På tværs af landet i 74 forskellige kommuner stimlede tusindvis af både blå og røde lokalpolitikere, borgere, fagforeningsfolk sammen med en fornyet mobiliseringskraft, opkogte børn på tæpper og håndmalede skilte. En bred protest mod Venstre-regeringens spareøvelse, som går under kodenavnet ‘omprioriteringsbidraget’, er begyndt at spire frem fra neden.

Hovedarrangøren Jan Hoby ser mobiliseringen som et tegn på, at den danske befolkning er ved at vågne politisk på samme måde, som det er sket i andre lande efter finanskrisen: ”Da jeg begyndte at planlægge manifestationen, var jeg meget inspireret af Podemos i Spanien. For der er brug for nye måder at organisere sig på i Danmark, mere decentrale måder. 12. maj var kun en generalprøve,” siger Jan Hoby, der satser på, at politikerne på Christiansborg vil begynde at lytte til borgernes frustrationer over de stadigt færre pædagoger, lærere og plejeassistenter, hvis protesten sker koordineret og overalt.

20.000 på gaden

Demonstrationerne spændte af i byer fra Esbjerg til Rønne, fra Hjørring til Nykøbing Falster. I København blev Rådhuspladsen fyldt godt op med i alt 4.700, heriblandt den faste skare af offentligt ansatte i ergonomiske sandaler, studerende med dåseøller og selv skoleelever med Kung Fu-is, plus forvirrede turister, godt bokset inde af Metrobyggeriet. I Aarhus var der med over 800 ligefrem 1. maj-stemning og fællessang med bandet Folkeklubben: ”Hver fjerde år går du til valg, du kigger så langt til højre, at du knap kan se, hvad der vil ske, hvis vi bliver ved med at tænke med vores fedtede røv, Oh no, fedterøv, fedterøv.”

Men ikke ret meget længere – hvis man skal tro parolerne. Det fælles slogan er: ”Ja til tryghed – nej til milliardbesparelser.”

Den såkaldte Velfærdsalliance havde indkaldt til demonstrationer mod de forestående nedskæringer i den kommunale velfærd, og manifestationen blev en sjælden succes. I hvert fald målt på fremmøde. Det er lang tid siden, at over 20.000 har rejst sig simultant – på andre mærkedage end 1. maj. Og som det mest opsigtsvækkende blev de sædvanlige partigrænser overskredet.

Venstres étparti-regering har åbenlyst gjort sig upopulær blandt de fleste, også blandt borgerlige bykonger og -dronninger. Kommunalvalget næste efterår kan dermed blive en gyser for regeringen – og måske også Dansk Folkeparti, der har lagt stemmer til smalhalsen.

Overgreb på lokalstyre

Torsdag aften var Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær på talerstolen foran 300 frustrerede, men stadigt håbefulde borgere. Jeg talte med hende lige inden – i headset-telefon i bilen og med en ophidselse, som næsten kunne gøre én nervøs for de andre trafikanter: ”Det er enormt provokerende, når finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at de derinde på Christiansborg skal have lov til at kræve en mere effektiv udnyttelse af skattekronerne ude i kommunerne. Hvad forestiller han sig, at vi laver? Vi gør i forvejen alt, hvad vi kan for at levere den bedste velfærd for de færreste skattekroner,” siger Benedikte Kiær, som personligt fik 16 procent af stemmerne i Helsingør ved sidste kommunalvalg.

Den tidligere socialminister er vred over, at den borgerlige blok på Christiansborg vil regere henover hovedet på de borgere og lokalpolitikere, som til hverdag kæmper med at få velfærden til at fungere: ”Vi har allerede en stram økonomistyring ude i kommunerne. Ellers falder hammeren. Når jeg er modstander af omprioriteringsbidraget skyldes det, at regeringen laver falsk markedsføring. Politisk har jeg ikke noget problem med at diskutere, hvordan vi kan få en mindre offentlig sektor, men dét skal vi altså gøre åbent og ærligt. Omprioriteringsbidraget betyder, at vi først skal fyre en masse medarbejdere, og dernæst vil nogle af kommunerne, så måske blive tvunget til at ansætte ekstra medarbejdere på områder, som de ikke selv ønsker. Det er ikke ansvarligt,” siger Benedikte Kiær fra Konservative.

Hun vil dog ikke gå så vidt som til at kalde oprøret for en dansk Tea Party-bevægelse, altså en hjemlig udgave af den selvstyrebevægelse, som i USA har skabt intens modvilje mod de centrale politikere i Washington D.C. Men Benedikte Kiær virker til at have mistet respekten for kongerne af Slotsholmen:

”Jeg er ikke den eneste, der synes, det er surt, når folk på Christiansborg vil detailstyre, hvad der sker ude blandt borgerne i kommunerne. Vi ved bedst selv, hvad der er brug for i hver enkel kommune. Det er jo derfor, vi selv stiller op til valg. Og nu er det altså blevet for groft med at blande sig fra centralt hold. Inde på Christiansborg vil de enormt gerne pille i kommunernes kasser – og pille i det lokale demokrati. Men hvis politikerne derinde synes, at det er så spændende at prioritere budgetterne i de enkelte kommuner, så vil jeg opfordre dem til at stille op til kommunalvalget næste efterår.”

I Viborg kommune har politikerne netop følt sig tvunget til at spare svømmeundervisningen væk i skolen: ”Regeringen siger, vi skal plukke de lavthængende frugter, men der er ikke flere lavthængende frugter. Det begynder at gøre ondt, og det er klare forringelser, vi laver. Vi kan ikke pakke det ind længere,” siger borgmester i Viborg Torsten Nielsen. I den kronjyske domkirkeby mødte 300 borgere op til Velfærdsalliancens demo.

Omprioriteringsbidrag

I regeringsgrundlaget fra sidste sommer hedder det på teknokratsprog: ”Det er væsentligt, at hele den offentlige sektor bidrager til at frigøre ressourcer via effektivisering. Derfor vil regeringen tage initiativ til at indarbejde et omprioriteringsbidrag i det kommunale udgiftsloft på 1 pct. om året fra 2016.” Umiddelbart lyder det måske ikke så dramatisk, men det betyder konkret, at f.eks. Helsingør kommune skal skære 29 mio. kr. – og at der på landsplan skal høvles mere end 500 mio. kr. af folkeskolen. Ifølge chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jens Sand Kirk tyder intet på, at de penge, der trækkes væk fra folkeskolen, vil blive ført tilbage:

”Det er en måde at trække nogle penge ud, som de forskellige partier i den borgerlige blok kan få lov til at prioritere til deres mærkesager. Foreløbigt føres pengene kun tilbage til kommunerne næste år, og efterfølgende vil de sparede penge dermed godt kunne bruges på f.eks. skattelettelser,” siger Jens Sand Kirk, som har lavet en detaljeret opgørelse over, hvordan omprioriteringsbidraget rammer rundt omkring i landet.

Forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, ser kampen mellem regeringen i København og alle andre politikere i resten af landet som et magtopgør før kommunalvalget 21. november 2017: ”Det prekære er, at man fra regeringen side ikke selv peger på, hvor pengene skal spares, men i stedet tvinger andre til det – og så samtidig vil tage æren for at dele pengene ud senere. Det provokerer kommunerne voldsomt, at folketingspolitikerne vil have lov til at stå som de glade givere. Borgmestrene kan derfor ikke gøre andet end at reagere endnu voldsommere, end de normalt gør som optakt til de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi. Og her spiller byrådsvalgene næste efterår den afgørende rolle, for de budgetter, som skal forhandles på plads i løbet af de kommende måneder, vil blive det sidste, før kommunalpolitikerne skal møde vælgerne,” siger Roger Buch.

En ny folkebevægelse

Ét sted i Danmark var der langt mellem torsdagens demonstrationer: Sønderjylland, dog med få undtagelse i bl.a. Sønderborg og havnearbejderbyen Esbjerg. Ved folketingsvalget i 2015 fik Dansk Folkeparti 28,4 procent af stemmerne i Sønderjylland  – i ‘DF-land’, som initiativtageren til organisationen bag demonstrationerne, Velfærdsalliancen, Jan Hoby, kalder området:

”Dansk Folkeparti er sluppet afsted med at sige ét under valgkampen og stemme for noget helt andet efter valget. Det skyldes, at politikerne ikke er blevet presset udefra. Der har manglet en folkelig mobilisering, som forhåbentlig kommer nu. Og når der ikke var så mange manifestationer i Sønderjylland i torsdags skyldes det, at fagbevægelsen dér er angste for at udfordre deres egne medlemmer. Men vi er altså nødt til at konfrontere tricktyvene. Vi er nødt til at begynde at tale om, hvilket samfund vi vil have,” siger Jan Hoby, som til daglig er næstformand i fagforeningen LFS, der organiserer pædagoger i København.

Fredag bekendte Dansk Folkeparti kulør, da Socialdemokratiet fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget – om at føre alle pengene direkte tilbage til kommunerne – og landets andet største parti stemte nej. Forslaget var ellers designet til at få Dansk Folkeparti til at bryde ud af den borgerlige blok: ”Med dette beslutningsforslag får Dansk Folkeparti endnu en gang muligheden for at sikre kommunerne mod minusvækst, og det er Socialdemokratiets forhåbning, at Dansk Folkeparti vil gribe den mulighed, så vores skoler, ældrepleje og daginstitutioner ikke skal rammes af nedskæringer,” som det hedder i B89. Men Dansk Folkeparti stemte nej fredag.

Jan Hoby har så meget desto større forventninger til, hvad det nye kædeoprør kan føre med sig – efter en lang død og tavs periode: ”Efter finanskrisen har stemningen været præget af rådvildhed, og fagbevægelsen har siddet på hænderne. Men nu bevæger vi os fra brok på Facebook til at mødes fysisk i det offentlige rum. Det er en ny folkebevægelse, der er født. Det er kun 14 procent, som støtter omprioriteringsbidraget,” siger Hoby, og henviser til en måling fra Epinion fra april. Lokalpolitikerne kan næsten ikke gøre andet end at vride sig.

Med en samlet besparelse på de kommunale budgetter på i alt 7,4 mia. kr. henover regeringsperioden er der reelt tale om en større rundbarbering, langt større end de symbolske gave-initiativer, som uddeles i forbindelse med de årlige finanslove. Ifølge Jan Hoby er oprøret mere og andet end en geografisk modsætning, for der er også tale om en dyb økonomisk kløft, der splitter Danmark: ”Det her er en konflikt mellem top og bund, mellem dem, der er afhængige af et fælleskab og den offentlige sektor i hverdagen, og dem, der hellere vil have flere penge til privat luksusforbrug. Og mellem dem, der sidder som en bedrevidende magtelite inde på Christiansborg, og alle dem ude i landet, der kæmper med hverdagens problemer. Demonstrationerne i torsdags var et vendepunkt, for hvis man kender lidt til danmarkshistorien, så ved man, at det er massemobiliseringer, der skaber de reelle forandringer,” siger Jan Hoby.