Nyhedsanalysen

Skiresortet der smittede hele Europa

Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix

Normalt er Ischgl lidt af et paradis. I hvert fald hvis man er vintersportsentusiast. Den lille by ligger smukt blandt bjergene i Paznaun-dalen i det østrigske Tyrol, og selvom byen har sølle 1.600 faste indbyggere, kan man være sikker på, at der i højsæsonen er et voldsomt menneskemylder. Ischgl er nemlig et af Europas mest populære skisportssteder, der med sloganet ”slap af, hvis du kan” lokker tusinder af sneglade europæere til hvert år.

Men paradiset blev i starten af marts i år forvandlet til hele Europas helvede. Endnu inden pandemien for alvor havde ramt Europa, dukkede coronavirussen op blandt de mange gæster i Ischgl. Her spredte den sig blandt tusinder af glade skiløbere og tog med dem hjem til deres mange forskellige hjemlande. The Guardian har beskrevet det, som at alle i byen var gennemvædet i virussen. Ischgl var coronavirussens ”ground zero” i Europa.

Hvordan kunne det gå så galt, at et enkelt skisportssted i Østrig var med til at smitte store dele af Europa? Det er et godt spørgsmål, som en uafhængig østrigsk kommission har forsøgt at komme til bunds i. De udgav i går deres rapport, og den indeholder en hård kritik af de lokale myndigheder i Tyrol såvel som de nationale myndigheder i Østrig. Den uafhængige kommission var ledet af den tidligere vicepræsident for Østrigs højesteret, og de har interviewet 53 beslutningstagere for at komme til bunds i håndteringen af coronaudbruddet.

Den 8. marts 2020 blev sundhedsmyndighederne i Østrig gjort opmærksomme på, at en bartender i en af byens after-ski-barer havde fået konstateret COVID-19. Ligeledes var der 11 medarbejdere, der havde opvartet gæster i en uge, selvom de havde influenzalignende symptomer. Ifølge kommissionen burde myndighederne have besluttet d. 8. marts at lukke for barer, restauranter, skilifte og ikke-essentielle busruter. Men det gjorde myndighederne ikke. Først d. 10. marts fik Ischgl besked på at lukke ned, og først d. 12. marts blev skisæsonen erklæret ovre. Det kan lyde som ganske få dage, men de har muligvis været afgørende for det europæiske udbrud. Kommissionens formand Roland Rohrer kalder myndighedernes nølen for ”en forkert beslutning ud fra et epidemiologisk perspektiv.”

Kommissionen kritiserer derudover de tyrolske myndigheder for at have handlet ”usandt og derfor forkert,” da de d. 5. marts sagde, at en gruppe islandske skiturister, der havde været i Ischgl og var blevet testet positive ved hjemkomsten, sikkert var blevet smittet med virussen på vej hjem i flyet – og altså ikke i Ischgl. Ifølge østrigske medier vidste myndighederne godt, at islændingene havde taget forskellige fly hjem, men da de ønskede at få Ischgl ud af de internationale mediers søgelys, forsøgte de sig med den belejlige teori.

Meget bedre gik det ikke, da alvoren gik op for de østrigske myndigheder, og kansler Sebastian Kurz derfor valgte fredag d. 13. (af alle dage!) at evakuere hele Paznaun-dalen. Det skulle ske hastigt, så turisterne undgik at ende i karantæne, og evakueringen beskyldes for at være kaotisk og have gjort ondt værre. Var evakueringen sket over flere dage, kunne en række smittetilfælde sandsynligvis være undgået.

Rapportens kradse kritik har fået de østrigske aviser til at gå i kødet på kansler Kurz, der også kan forvente vrede kommentarer fra resten af Europa, fordi kanslerens forsøg på at ligne en stærk leder for alvor satte skub i pandemien i Europa. I Der Standard lyder det således:

”Selvom karantænereglerne for Ischgl og andre områder blev indført for sent, så skulle de alligevel have været indført på en kontrolleret måde af politi og politikere. Men nej: de dummede sig, skabte forvirring og sikrede i sidste ende, at tusinder af turister kunne rejse ud i Europa uden at blive tjekket. Kurz ville vise handlekraft og underkendte de tyrolske myndigheder, der ellers arbejdede på en kontrolleret handleplan for karantæne. Med dette PR-stunt skabte Kurz stor panik … Det er på høje tid med en undskyldning.” /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12