Det radikale skud i Sarajevo

”Vi har en fælles opgave med at få ryddet op i den sexistiske-kultur, der alt for mange steder stadig hersker. Vi starter med os selv … Jeg tror, det her er et vendepunkt i forhold til ligestilling i Danmark. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at det bliver et vendepunkt for os i Radikale Venstre.”

Ikke engang en måned er der gået, siden den daværende radikale leder Morten Østergaard sagde disse ord til sine partifæller på Radikale Venstres landsmøde i Nyborg. Hvor fik han ret. Mere ret end han nok nogensinde havde drømt om.

Kampen mod sexisme blev i den grad et vendepunkt for De Radikale – og for Østergaard selv. På landsmødet kunne han glæde sig over et flot valgresultat i 2019 og meningsmålinger der fortsat viste pæn opbakning til det socialliberale parti. Han stod stærkt, og et pludseligt større fokus på #metoo lignende en vindersag for det progressive parti.

I dag har Østergaards egne krænkelsessager detroniseret ham som leder og muligvis endda sat et endegyldigt punktum for hans politiske karriere. Samtidig har han sendt sit parti ud i, hvad der efterhånden ligner en krigerisk eksistenskamp.

Revolutionen er i gang, og oprøret mod sexisme har fældet den første toppolitiker. Men hvorfor er de andre partier ikke blevet ramt af oprørets dominobrikker. Hvorfor er det kun lige de ellers så pæne Radikale, der ender med at gå til grunde som følge af #metoo?

Et svar kunne selvfølgelig være, at ingen andre partier på Tinge har lignende sager. Denne forklaring virker dog en anelse tvivlsom, når man husker på det opråb fra 322 politisk aktive kvinder, der for nylig blev bragt i Politiken. Her blev der givet en lang række vidnesbyrd om seksuelle krænkelser, og de kan næppe alle være foregået hos De Radikale.

Hvorfor så? Vi kan komme på i hvert fald to andre grunde til, at det netop er Radikale, der lige nu snapper efter vejret.

Høje standarder

Et svar kunne være, at Radikale Venstre faktisk er et parti, der mener det, når de siger, de kæmper mod krænkelseskulturen. Mens langt de fleste socialdemokrater øjensynligt ikke kunne være mere ligeglade med, at udenrigsministeren engang har haft sex med en 15-årig, så er De Radikale tilsyneladende klar til at brænde hele deres parti ned til grunden i kulturændringens navn. De Radikale er gået i gang med at efterleve deres egne høje standarder, og det kan blive deres endeligt.

Men hvis De Radikale virkelig mener det og altid har ment det, hvorfor sker kulturændringen så først nu? Morten Østergaards overgreb ligger jo år tilbage. Var det, fordi ingen vidste noget? Det er i hvert fald den nye leder Sofie Carsten Nielsens forklaring. Hun har fortalt, at hun først for nylig er blevet klar over det fulde omfang af Østergaards krænkelser.

Men den forklaring er der blevet sat spørgsmålstegn ved flere gange. Senest i går af det radikale folketingsmedlem Ida Auken. Hun skrev på Facebook, at ”Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig. Dengang bad jeg udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard. Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, at det mente jeg ikke var godt nok.”

Det fik Carsten Nielsen op i det røde felt. Hun svarede igen, også på Facebook, ved at kalde Auken en løgner: ”Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst på sin Facebook … At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet.”

Skuddet i Sarajevo

Aukens opdatering peger på den anden forklaring på, hvorfor denne sag har ramt netop Radikale så hårdt.

Det handler ikke udelukkende om Østergaards krænkelsessager. Hans fald fungerede nærmere som et skud i Sarajevo, som satte ild til en allerede eksisterende krudttønde med magtkampe og interne intriger.

Den borgerkrig, der er brudt ud i partiet, handler nemlig ikke kun om krænkelser, den handler også om almindelig politik.

På den ene side står Sofie Carsten Nielsen og hendes støtter. På den anden side Martin Lidegaard – der blandt andet støttes af folketingsmedlemmerne Ida Auken, Jens Rohde, Marianne Jelved og Lotte Rod. Efter Østergaards fald tabte Lidegaard et kampvalg til Carsten Nielsen, men det har øjensynligt ikke fået hans støtter til at at give op.

Først kom Auken med sit opslag, og i dag er det Rohde, der er gået på Facebook med en ”kættersk” tanke: ”Hvad nu, hvis Ida Auken har ret?”, skriver han. Rohde skriver desuden, at bliver Auken smidt ud eller marginaliseret, så følger han med.

Lidegaard-fløjen vil af med den aktivistiske linje, som Østergaard og Sofie Carsten Nielsen har lagt. Det skal være slut med at kravle op i et træ, når det handler om udlændinge og klima. I stedet vil Lidegaard have Radikale tilbage som et pragmatisk, kompromissøgende parti med magt på midten.

Lidegaard-fløjen synes utvivlsomt også, at Carsten Nielsen og resten af ledelsen har handlet dårligt i Østergaard-sagen, men uenighederne stikker langt dybere. Kampen trækker nu også tråde udenfor Christiansborg. En tidligere Radikal borgmester har i dag skrevet hos Sjællandske Nyheder, at Jelved igen bør få posten som leder (tja, hun er på alder med Joe Biden, så hvorfor ikke?). Ligeså har det radikale Skive Folkeblad i en leder skrevet, at Sofie Carsten Nielsens troværdighed er ”tyndslidt” og at ”det må således konstateres, at fortielser, løgne og hykleri driver ned af væggene hos Sofie Carsten Nielsen.”

Når de Radikale rammes hårdere end de andre partier, er det sandsynligvis en blanding af høje standarder, allerede eksisterende interne magtkampe og måske også en smule tilfældighed. Lige nu er det svært at se, hvordan partiet skal kunne komme samlet ud på den anden side. Spørgsmålet er, hvem der ender som vindere, og hvad der skal ske med taberne. /Andreas T. Kønig