Stefani Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
Indenfor computerspilsverdenen findes der et ord for øjeblikket lige inden, du nakker fjenden og kan bevæge dig videre i spillet. Her går tiden i slow motion, så du rigtig kan få barylen på kornet. Bullet time, kaldes det. Det lyder sejt, ikke?
I sidste uge tydede noget på, at vores lille samfund var på vej ind i en kollektiv bullet time. Et fælles, fastfrosset øjeblik, hvor undertrykkende og sexistiske strukturer skulle kaldes ud for, hvad de var, og have et præcist og hårdt trykspark lige i det ældgamle og forstokkede røvhul. Undskyld vores franske. I det øjeblik virkede Morten Østergaards selvvalgte exit vigtig, og vi klappede taktfast med på, at det ikke var hånden men håndteringen. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke kun var håndteringen, der fik Østergaard til at gå af, men en velbegrundet frygt for, at det ville komme frem, hvor travlt hånden egentlig havde haft.
Hvad der sidenhen er foregået i Radikale Venstre, har vi desværre alle indgående kendskab til, eftersom det hovedsageligt har udspillet sig på Facebook. Og for at være helt ærlige gider vi faktisk ikke beskæftige os voldsomt meget mere med det.
Hvad vi godt gider beskæftige os med er, at hvad der måske startede som et reelt ønske om forandring og kulturændring i Radikale Venstre er gledet over i en fuldstændig klassisk magtkamp. Hvorfor nogen så brændende skulle ønske at være kaptajn på en synkende skude går over vores forstand, men derudover er vi efterhånden næsten ligeglade med, hvem der har gjort og sagt hvad. Til gengæld så vi gerne, at deres politikere holdt op med at holde den vigtige debat om sexisme og kulturændringer gidsel i deres interne stridigheder. Det er ikke længere bullet time men business as usual hos Radikale Venstre.
En radikal kulturændring
En kvinde, der om nogen vil en kulturændring, er Donald Trumps højesteretskandidat Amy Coney Barrett, men den bliver hun nødt til at gemme under en business as usual usynlighedskappe. I hvert fald indtil hun bliver godkendt til posten som USA’s næste højesteretsdommer. Under denne uges senathøringer prøvede Coney Barrett således at pakke sine yderliggående holdninger til blandt andet abortlovgivning væk, da demokraterne forsøgte at finde ud af, hvorvidt hun vil kunne finde på at stemme for en underkendelse af den historiske Roe v. Wade-dom, som sikrer de amerikanske kvinder deres ret til abort.
Ligeledes måtte den religiøse mor til syv finde sig i af republikanerne at blive fremstillet som et feministisk ikon. De har nemlig i stigende grad svært ved at appellere til hvide, veluddannede middelklassekvinder, og her øjner de en mulighed i nomineringen af Amy Coney Barrett. Håbet er, at hun kan trække de kvindelige vælgere tilbage i folden på en mere hensigtsmæssig måde end Trump, der ved et vælgermøde i denne uge selv forsøgte at sælge varen med ordene: ”Forstadsfruer, vil I ikke godt begynde at kunne lide mig? Jeg reddede jeres skide villakvarterer, OK?”.
Amy Coney Barrett bliver med al sandsynlighed godkendt som højesteretsdommer med udgangen af denne måned. Lige nu er Radikale Venstres skæbne noget mere usikker. I går eftermiddag sluttede Sofie Carsten Nielsens udfordrer Martin Lidegaard sig til koret af stemmer, der lige ville give deres mening til kende på Facebook. På overfladen var hans statusopdatering udglattende: han trak sig (lidt på bagkant, fristes man til at sige) som kandidat til posten som Radikale Venstres politiske leder. Men han ytrede også støtte til Ida Auken, som han til dagligt er i politisk alliance med.
Vi ønsker Radikale Venstre al mulig held og lykke med deres magtkampe, men vi kunne egentlig godt tænke os, at den offentlige debat om sexisme vendte tilbage til sit udgangspunkt. Vi troede aldrig, vi skulle sige det, men lige på dét punkt er vi faktisk mere til Amy Coney Barretts model end Radikale Venstres: radikale samfundsforandringer forklædt som business as usual fremfor business as usual forklædt som radikale samfundsforandringer. /Asta Kongsted