Kære læser

Otte neglebidende dage

US President Donald Trump and First Lady Melania Trump give out candy to children at a Halloween celebration at the White House in Washington, DC, on October 25, 2020. (Photo by Olivier DOULIERY / AFP)

Så er der 8 dage til det amerikanske præsidentvalg, og hvis ikke tanken om dets snarlige komme allerede har fået sveden til at pible på tindingerne, så er det nu, at den lille bidende, nærmest eksistentielle angst begynder at indfinde sig. Det er en uhyggelig tid. Det amerikanske demokrati og valgsystem er så broken, at man sidder med en følelse af, at der ikke skal mere til end en artikel i stil med Ekstra Bladets berygtede overskrift ‘Træt og sejrssikker Uffe i nat: Den er hjemme’ fra valgdagen i 1998, før Joe Bidens forspring i meningsmålingerne ramler, og det hele vender til Donald Trumps fordel.

Tænk, hvis Trump får fire år mere.

I amerikansk politik taler man om begrebet ”oktoberoverraskelser” (navngivet af Ronald Reagans kampagnechef William Casey under valgkampen i 1980) uforudsete eller professionelt orkestrerede hændelser, som kan rykke afgørende stemmer i sidste øjeblik.

Den navnkundige Washington Post-journalist Bob Woodward, som har udgivet to bøger om Trumps præsidentskab, og som normalt optræder som ligevægten selv, kalder denne periode op til valget for ”virkelig farlig”. Woodward har tilbragt mange timer med Trump i forbindelse med interviewbogen Rage og frygter, at hvis der opstår et eller andet lille problem eller uheld, så vil Trump straks forsøge at kapitalisere på det.

Hvad der så også er en smule urovækkende er, at Woodward i disse dage ”går i seng og står op midt om natten for at tjekke nyheder,” for, som han siger, ”gud ved, hvad der kan være sket. Vi sidder på nåle i dette land over hvert øjeblik, hver handling, hver vurdering, og det er drænende”. Først når Bob Woodwards nattesøvn er gnidningsfri med lav puls, lavt blodtryk og rapid eye movement og det hele, bør vi andre sove roligt.

En lille bange dreng

Samtidig virker Donald Trump tiltagende desperat. I sidste uge rejste han sig fra et interview med tv-nyhedsprogrammet 60 Minutes, fordi han syntes, at værten, den 78-årige Lesley Stahl, behandlede ham uretfærdigt – og lagde en videooptagelse af det hele ud på sociale medier for at bevise det. Men hun var ikke uretfærdig; hun afviste bare alle udokumenterede påstande, og da han mere og mere lignede en lille dreng, der var kaldt til samtale på skolekontoret, kom hun også til at tale til ham, som om han var det.

Donald Trumps niece, psykologen Mary Trump, som i juli udgav bogen Too Much and Never Enough: How My Family Created the World’s Most Dangerous Man, der er en sønderlemmende kritik af hendes onkel, siger til The Guardian, at hun altid har opfattet ham som netop det – en lille dreng, der er skræmt fra vid og sans – og at han lige nu må være i den vildeste tilstand af panik.

”Min teori om den måde, han kører sin præsidentkampagne på, er, at han ved, at han klarer sig forfærdeligt, så han vil brænde alt ned omkring sig, skabe mere kaos og splittelse, for det er der, han har succes. Han ved, at han er ved at tabe – han vil benægte det med næb og kløer – og på et eller andet niveau forstår han, hvad der er på spil. Hvis han taber, skal han formentlig i fængsel. Så hvis han falder, vil han tage os alle sammen med i faldet,” siger hun.

Holy cow! Men midt i det hele er der godt nyt. Nyhedsbureauerne melder om, at 58,6 mio. amerikanere allerede har stemt, hvilket menes at være til demokraternes fordel. Folk har trodset vind og vejr og stået i timelange køer, som man som europæer normalt vil forbinde med en bananstat. Flere har stemt end på samme tid ved forrige præsidentvalg, og professor i politologi på University of Florida Michael McDonald, der driver det uafhængige valgobservations-website The United States Elections Project, kalder tallene ”forbløffende”.

På mediet FiveThirtyEight giver den berømte amerikanske statistiker Nate Silvers otte tips til, hvordan man kan bevare sin mentale sundhed her i den sidste tid før valget. Et af dem er, at man ikke skal gå ud fra, at ‘den er hjemme’ for Joe Biden og hans vicepræsidentkandidat Kamala Harris. Et andet er, at snakken om ”oktoberoverraskelser” er overdreven. Og så skriver Silver også, at man ikke skal tro på fortællingen om, at meningsmålinger er i udu. Det hele virker meget ligevægtigt og ikke helt forløsende. Hvis man tror, det hjælper, er man velkommen til at bede. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12