Chile har sagt farvel til Friedman

Chile har valgt at kaste en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer og ideologer på porten – i hvert fald indirekte. Det kræver måske lidt forhistorie, så lad os tage den fra toppen:

Sidste år førte en prisforhøjelse på metrobilletterne i hovedstaden Santiago til en større protestbevægelse, der snart kom til at handle om meget mere end blot offentlig transport. Antændt af den store ulighed i landet krævede demonstranter et opgør med landets mange privatiseringer, og til sidst også med selve Chiles forfatning. En folkeafstemning blev annonceret, og søndag stemte et overvældende flertal så for, at man nu skal have fat i fyldepennen og skrive et nyt udkast. Det er også her, føromtalte økonom kommer ind i billedet.

Under diktator Augusto Pinochet fik Chile i 1980 en forfatning, der i vidt omfang ekspliciterede det neoliberale tankegods, der længe havde spøgt i landet. Privatiseringer og minimal statsindgriben i økonomien blev nu gjort til hverdag med katastrofale konsekvenser for den almene chilener. Og det var om nogen den amerikanske økonom Milton Friedman og dennes såkaldte Chicago-skole, der havde trukket i trådene.

Som man blandt andet kan læse i journalist og forfatter Naomi Kleins blændende Chokdoktrinen, havde University of Chicago siden 1950’erne haft et lidt overraskende samarbejde med det sydamerikanske land. Chilenske studerende blev sendt til USA for at blive oplært i Friedmans økonomiske teori og vendte tilbage til Chile med håbet om, at Chicago-skolens doktriner her ville sprede sig. Som fader af den såkalde monetarisme gik Friedman benhårdt ind for, at staten helt skulle undlade at blande sig i markedets gøren og laden. I et perfekt, frit marked ville udbud, efterspørgsel, inflation og arbejdsløshed kunne balancere sig selv, og alle økonomiske problemer ville ifølge Chicago-økonomen være løst. Når man regnede på det, syntes teorien at holde vand, men den var endnu ikke blevet bevist i praksis. Håbet var nu, at Chile kunne blive den perfekte forsøgsdukke.

Mursten smadrede velfærdsstat

Da Pinochet (med amerikansk hjælp) kom til magten, stod ”los Chicago Boys” klar til at føre Friedmans radikale idéer ud i livet. En 500-sider lang guide kaldet ”Murstenen” blev udfærdiget, der beskrev, hvordan militærjuntaen skulle strikke økonomien sammen: Med omfattende privatiseringer, dereguleringer af markedet og en reducering af offentlige udgifter. Pinochet gik ærekært til værks, og snart var Chiles økonomi kuldsejlet. Inflationen steg voldsomt, og leveomkostninger for chilenerne eksploderede. Samtidig blev store dele af landets industri udhulet, da frihandel nu gjorde, at billigere udenlandske varer blev importeret i stor stil.

Mens den almindelige chilener blev fattigere, skummede udenlandske firmaer og en gruppe kendt som ”piratfiskene” (der også bestod af mange af ”los Chicago Boys”) fløden. Milton Friedman tog endda selv til Chile for at forsikre Pinochet om, at man gjorde det rette, og at svaret på de nye økonomiske problemer blot var endnu mere deregulering. Med velsignelse fra en af verdens fremmeste økonomer blev den chilenske velfærdsstat kørt i sænk.

Først da Pinochet gik kontra på Friedmans formaninger og igen begyndte at nationalisere flere virksomheder, begyndte økonomien i Chile at vende. På dette tidspunkt var skaden imidlertid allerede sket. Det løsslupne neoliberale eksperiment havde gjort Chile til et af verdens mest ulige lande. I 1988 levede omkring 45 pct. af landets befolkning under fattigdomsgrænsen, mens de rigeste 10 pct. næsten havde fået fordoblet deres indtægter. Det er på mange måder denne ulighed, der er fortsat op til i dag, og som nu har fået chilenere til at sige stop. Kravet om en ny forfatning er ikke kun et opgør med diktator Pinochet. Det er også et opgør med den nobelprisvindende økonom Milton Friedman – og med den skade, hans idéer har forårsaget. /David Dragsted