Dekonstruktivisten Kanye West

Kanye West har det ikke godt. Det må være konklusionen på rapperens næsten tre timer lange interview med verdens bedst betalte podcaster Joe Rogan. Egentlig er han ret ulidelig at høre på. Det samme er Kanye.

”This is a video game, this is a simulation man”.

Gennem interviewet går Kanye ud af den ene vilde tangent efter den anden, alt imens Rogan ivrigt lytter til Kanyes rablen – formodentlig med håbet om, at han da på et eller andet tidspunkt får lov til at få et ord indført. Når Kanye endelig indstiller det oratoriske maskingevær, står Rogan klar til at udrede de esoteriske tråde. Rapperens rablen om alt fra Nikola Tesla til hvordan relationer er en vigtigere valuta end penge (Kanye er selv milliardær) får Rogan forklaret ved, at Kanye er en mester ud i dekonstruktion.

Hos Føljeton er vi som bekendt ikke blege for en vild analyse, så lad os forfølge tanken for en kort bemærkning. Selvom Joe Rogan nok ikke partout har den franske filosof Jacques Derrida i tankerne, er dennes teori om dekonstruktion faktisk besnærende i tilfældet Kanye West. Hos Derrida er dekonstruktion groft sagt en metode, der kan sætte spørgsmålstegn ved verdens dikotomier. I den vestlige tænkning skelnes der ofte mellem modsætningspar som fx nærvær og fravær eller skrift og tale. Som regel vil den ene ting have forrang over den anden, men her vender Derrida tingene på hovedet. Ved at dekonstruere dikotomierne ønsker Derrida at vise, at den højest skattede ting faktisk muliggøres af den lavest skattede.

”Next time you text, can it wait?/ You are talkin’ to a presidential candidate”.

Lad os tage et lavpraktisk eksempel: Vi elsker alle Joe Biden (sådan da) og hader tilsvarende Donald Trump (meget). Men ved dekonstruktionens hjælp kan vi se, at vi faktisk kun elsker Joe Biden, fordi Donald Trump eksisterer. Ja okay, måske har vi ikke helt forstået Jacques Derrida. Men det har Kanye West nok heller ikke, når han med sit præsidentkandidatur forsøger at dekonstruere valget mellem de to kandidater. Kanye er i sandhed en moderne smadremand, men han er tættere på Descartes end dekonstruktion: Når han betvivler alt, er det for at undgå, at der skal sidde en naragtig dæmon på hans skuldre.

”They don’t want Kanye to be Kanye/ They wanna sign a fake Kanye/ They tryna sign a calm Ye/ That’s right, I call ’em Calm-Ye”.

Undskyld, der begyndte vi vidst selv at rante lidt. Eller som Kanye ville sige det: ”Når jeg snakker, er det ikke et rant, så er det en symfoni af idéer”. Sandheden er, at vi ikke har den fjerneste anelse om, hvad Kanye West tænker. Men det har Joe Rogan heller ikke, selvom han forsøger at lade som om. Det er i virkeligheden det, der er det mest skræmmende ved interviewet: At Joe Rogan lader manien få frit spil og endda prøver på at rationalisere Kanyes tanker, som var manøvren det mest naturlige i verden.

”But don’t take me the wrong way (hah)/ ‘Cause God took me a long way (huh)”.

Guderne skal vide, at Kanye pt. har det lidt for vildt. Hans håbløse præsidentkampagne kører stadig, alt imens rapperen tweeter citater fra den kontroversielle tv-prædikant Joel Osteen og fører åben krig mod pladeselskaberne. Lidt musik er det også blevet til, selvom den nyeste single ”Nah Nah Nah” mest af alt lyder som en joke à la meme-sangen ”Lift Yourself” fra 2018 (den hvor Kanye rapper ”poop-di-scoopty”). Vi har ingen idé om, hvad der foregår. Og det gør faktisk ondt.

I vores optik er Kanye West blandt de absolut vigtigste musikere i det 21. århundrede. Men real-time indblikket i hans deroute er et smertefuldt syn. Vi elsker Kanye, alt imens vi også hader Kanye. Eller for at sige det på kanyeansk: Vi hader at hade Kanye, det er fantastisk – og en dikotomi, der unægteligt kalder på lidt dekanyestruktion. Det bliver i sandhed spændende, når rapperens næste album (der angiveligt hedder DONDA) engang udkommer. Undskyld idé-symfonien. /David Dragsted