Kære læser

Det er synd for de rige

Kim Kardashian kan ikke holde det ud mere.

Den hovedrige amerikanske realitystjerne har fået nok af dette forbandede coronainferno, hvor ulækre børn tørrer efterårssnottet væk under mundbindet, og alle de fattige ser så triste ud, fordi de har mistet deres job og deres kære til COVID-19. Det er jo umenneskeligt at skulle være vidne til den slags, så hun har samlet sin nærmeste kreds og sejlet dem til en privat ø, hvor de kan lade, som om sygdommen ikke eksisterer.

Det lyder, som om Kim er sådan et rigtig overklasseløg, helt ude af trit med virkeligheden, der ikke selv ved, hvor privilegeret hun er. Sådan er det slet ikke. ”Før COVID tror jeg ikke, at nogen af os forstod, hvor simpel en luksus det er at kunne rejse med sin familie og venner til et sikkert miljø”, skriver hun på Twitter og fortsætter: ”Efter to uger med talrige sundhedstjek og karantæne overraskede jeg min inderste cirkel med en tur til en privat ø, hvor vi for et kort øjeblik kunne lade, som om alt er normalt. Vi dansede, cyklede, svømmede nær hvaler, sejlede i kajak, så en film på stranden og meget mere. Jeg forstår, at for de fleste mennesker er det her noget, der lige nu er uden for rækkevidde, så i øjeblikke som dette bliver jeg ydmygt mindet om, hvor privilegeret mit liv er.”

Vi sætter pris på, at Kim Kardashian forstår, at det her er noget, der lige nu er uden for vores rækkevidde. Hvis det ikke havde været for den forbandede virus, var vi da også taget ud til vores private ø med familie og venner – fuldstændig som vi plejer. Sikke en ”simpel luksus” det var at gøre det. Men ak, vi har set os nødsaget til at aflyse samtligt ø-fester i 2020 – i sandhed et annus horribilis.

Vi under Kim den ferie. For hun har det hårdt. Det har de fleste rige faktisk. Coronaen har nemlig været hårdest ved dem med høje indkomster.

Fattigrøve vil sige, at det ikke passer. De vil vifte om sig med kedelige undersøgelser, der viser, at personer med lav indkomst arbejder tættere sammen med andre mennesker og derfor har nemmere ved at blive smittet. Personer med lave indkomster har også sjældnere mulighed for at arbejde hjemme, bor tættere, har dårligere adgang til sundhedssektoren, er tvunget til at tage offentlig transport, og så har de oftere underliggende kroniske sygdomme, der kan gøre det langt farligere at få COVID-19.

Ja, de har argumenter nok, småfolkene, men her er to undersøgelser, der siger noget andet.

En meningsmåling fra Axios-Ipsos viser, at personer med gode uddannelser og en høj indkomst har haft et voldsommere fald i psykisk velvære under coronakrisen, end det har været tilfældet hos de mindre velstående. Den meningsmåling bakkes op af et studie foretaget af psykologer fra University of Minnesota. De siger, at veluddannede og rige er blevet mere deprimerede og ramt af tristesse under coronakrisen. Men hvordan kan det egentlig være? Psykologerne er ikke helt sikre, men de har tre teorier:

Dels kan det handle om, at de fattige allerede har det forfærdeligt i forvejen. Det er svært at blive mere deprimeret, hvis man allerede er virkelig deprimeret, og derfor måler man et højere fald i de riges livsglæde. Det kan også være fordi, de rige og højtuddannede bruger mere tid på at se deprimerende nyheder. Men den måske mest interessante forklaring er, at rige og højtuddannede personer har en stærk forventning om hele tiden at have alverdens ressourcer til rådighed, og derfor mærker de et fald i deres velvære under en krise, hvor de ressourcer pludselig bliver indskrænket.

Så ja, det kan godt være, at de fattige er i større risiko for at miste deres job som følge af virussen, ligesom de er i større risiko for at blive alvorligt ramt af sygdommen. Men har de måske tænkt over, at det er blevet langt vanskelige for folk som Kim Kardashian at få sejlet lækre drinks ud til en privat ferieø? De skulle skamme sig, de fattige, sådan kun at tænke på sig selv. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12