Når hyggen skal smadres

Egentlig er det lidt sjovt, hvordan coronakrisen synes at understrege nationale stereotyper. Man skulle jo tro, at det ikke kunne lade sig gøre, men vi har næsten formået at gøre håndteringen af anden bølge lidt hyggelig her i Danmark. Bevares, man skal selvfølgelig holde tungen lige i munden, når et så ladet begreb som ”hygge” smides på bordet – særligt i snakken om en dødbringende virus. Men når vi kigger ud over resten af Europa må vi bare erkende, at vi i det store og hele har formået at bevare den gode stemning.

Alt imens nye nedlukninger og drakoniske stramninger rammer lande som Frankrig, Tyskland, Spanien og Belgien, kan vi fortsat nyde friheden i stor stil – så længe vi visse steder husker mundbindet. Vi er blevet sparet for udgangsforbud, ligesom vi fortsat kan gå på barer, restauranter, museer eller i biografen. Det kunne sagtens være værre.

Mette Frederiksen sagde blandt andet ved sidste pressemøde (det slemme om fredagen), at man vil strække sig langt for at holde hjulene i gang og den fulde nedlukning fra døren. Uagtet hvad man ellers mener om regeringens corona-håndtering, er det da en udmelding, der er værd at juble over. Vi har allerede prøvet at miste vores frihed én gang, og det var ved Gud ikke rart. Vi danskere elsker at brokke os. Men vi fungerer også dårligt, når vi ikke har det rart og bekvemt. Når vi ikke har det lidt hyggeligt.

I Frankrig er hyggen om noget forsvundet. Torsdag blev tre mennesker på grufuld vis dræbt ved et knivangreb i en kirke i Nice. Terrorhandlingen kommer kun to uger efter, at læreren Samuel Paty blev halshugget, fordi han havde vist satiretegninger af profeten Muhammed til sine elever. Siden da har Frankrig været på den anden ende. Arnestedet for vores moderne menneskerettigheder har hårdnakket stået fast på ytringsfriheden, og er dermed blevet uvenner med dele af Mellemøsten. I flere lande er franske varer blevet boykottet, alt imens Emmanuel Macron har ligget i en åben, verbal krig med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan. Macron har samtidig lovet at slå hårdt ned på islamistisk ekstremisme og har nu sat Frankrig på højeste beredskabsniveau.

Præsidentens budskab efter angrebet i Nice var da heller ikke til at tage fejl af: ”Hvis vi endnu engang er blevet angrebet, er det på grund af vores værdier, vores smag for frihed; friheden til frit at tro og til ikke at overgive sig til nogen form for terror. Vi overgiver os ikke til noget som helst”, udtalte Macron blandt andet. Og dermed ruller debatten om ytringsfriheden – og dens grænser – på ny.

I Danmark er spørgsmålet nu, hvordan vi bedst bakker Frankrig op. Med Muhammed-krisen tilbage i 2005 har vi om noget bevist, at vi normalt ikke stikker op for bollemælk. Men det er, som om luften nu er gået lidt af ballonen. Efter mordet på Samuel Paty udtalte formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal blandt andet til Weekendavisen, at han ikke kunne se, hvorfor man skulle vise Muhammedtegningerne i folkeskolen. Samtidig har chefredaktør hos Jyllands-Posten Jacob Nybroe været ude og sige i Journalisten, at man ikke vil bringe Muhammed-tegninger i avisen. Tidligere tiders idealisme er forstummet. Vi har én gang prøvet at smadre den dårlige stemning, og det vil vi helst ikke ud i igen.

For at være helt ærlige forstår vi godt forbeholdene. Det kan måske synes fristende at kaste sig hovedkuls ud i et nyt ytringsfrihedskorstog i lyset af de nylige terrorhandlinger. Men omvendt har vi også set, at sådanne korstog kan eskalere situationen yderligere. I sin sin seneste bog The Force of Nonviolence argumenterer filosof Judith Butler eksempelvis for, at vi altid skal være ikke-voldelige. Problemet med volden er, at den altid avler mere vold. Vi kan aldrig få kontrol med volden, selv ikke når den virker allermest berettiget.

Nu er det på ingen måde fordi, vi vil kalde Muhammed-tegningerne for vold. Problemet med debatten omkring dem er bare, at de ofte bliver taget til gidsel af folk, der mere ønsker at provokere end at fremme ytringsfriheden. Når Nye Borgerlige ønsker at indrykke annoncer af Muhammed-tegningerne, er det jo ikke fordi, at de partout vil vise, hvor frie vi er. De ønsker nok snarere at pisse muslimer af. Og det er jo ikke det, vi kæmper for.

Noget lignende gør sig gældende, når Dansk Folkeparti vil gøre svinespisning obligatorisk i børnehaven. Det er ikke vejen frem. At vise vores frihedselskende værdier gennem tvang er en gennemført dårlig idé. Provokationen for provokationens skyld vil aldrig gøre andet end at optrappe en allerede tilspidset situation – også selvom provokationen måske synes berettiget.

Men hvis vi vitterligt ønsker at værne om ytringsfriheden (og det gør vi), kan vi omvendt aldrig tillade os at hvile på laurbærbladene – heller ikke selvom det er den mest bekvemme løsning. Vi skal ikke konfliktoptrappe for konfliktens skyld, men vi må heller ikke være bange for at ødelægge hyggen. Selvfølgelig skal vi kunne tegne og sige, hvad vi vil. En fri udveksling af idéer bør aldrig kunne avle vold. Vi har allerede mistet vores frihed én gang, og det var ved Gud ikke rart. Lad os ikke miste den igen. Je suis Samuel Paty. /David Dragsted