Populismen er død, længe leve populismen

Et nederlag til Donald Trump ved morgendagens præsidentvalg i USA kan potentielt lægge det populistiske spøgelse i graven, der har hjemsøgt store dele af verden siden slutningen af 00’erne.

Det var finanskrisen i 2007-2008, som rystede det politiske og økonomiske fundament i den vestlige verden i en sådan grad, at det slog sprækker i vores samfunds fundament. Op gennem sprækkerne voksede den populistiske bevægelse, der iscenesatte politik som en kamp mellem folket og en lille rig, magtfuld og ondskabsfuld elite, som populisterne beskylder for at have stået bag finanskrakkets kaos uden dog selv at mærke konsekvenserne. Populisterne tog den ene store valgsejr efter den anden, hvor de to største dog nok har været valget af Donald Trump til præsident i USA og Storbritanniens udmeldelse af EU.

Som græs der vokser op gennem betonfliser har populismen ofte føltes som en ustoppelig kraft, men nu er der alligevel noget, der tyder på, at bevægelsen er ved at blive kvalt, og den politiske orden er ved at vende tilbage til normalen. Det viser i hvert fald en ny undersøgelse foretaget af YouGov for The Guardian.

Undersøgelsen er foretaget blandt 26.000 personer i 25 lande i juli og august, og konklusionen er klar: Opbakningen til populistiske mærkesager er stærkt faldende. Undersøgelsen viser fx, at i Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Spanien, Sverige, Australien, Canada og USA er der i forhold til 2019 færre mennesker, der er enige i udsagnet ”få magtfulde særinteresser forhindrer vores land i at gøre fremskridt.” Især i Danmark er tilbagegangen markant. I 2019 var 33 pct. af danskerne enige i det udsagn, i dag er det kun 22 pct.

På samme måde er der også færre, der er enige i udsagnet ”mit land er delt op mellem almindelige mennesker og en korrupt elite, der udnytter dem” og ”en masse vigtig information bliver med vilje skjult fra offentligheden på grund af egeninteresser”. Læg undersøgelsens resultater sammen med meningsmålingerne i USA, der spår et stort nederlag til præsident Donald Trump, og det synes at være beviset på, at populismens tidsånd nu er ovre.

Det er den måske, men det er nok mere sandsynligt, at populismen er gået i dvale og snart vender tilbage stærkere og større.

Til The Guardian siger den politiske sociolog og populismeekspert ved Amsterdam Universitet Matthijs Rooduijn, at det sandsynligvis er coronavirussen, der har fået opbakningen til populismen til at falde. Ved udbruddets begyndelse var der relativt stor enighed om, at det var eksperterne og ikke folket, der kunne redde os igennem denne sundhedskrise. Altså stolede man pludselig igen på ”eliten”, ligesom populisternes traditionelle mærkesager for en tid blev overskygget af andre politikområder.

Men finanskrisen har også lært os, at kriser er den perfekte grobund for populistiske bevægelse, og Rooduijn siger, at man nok kan sammenligne coronavirussens virkning på populismen med en vulkan i udbrud: ”Den har ramt populismen hårdt, men den vil efterlade sig en frugtbar jord for fremtiden.”

Vi ser det allerede nu. Under virussens anden bølge er der dukket langt flere skeptikere og konspirationsteoretikere op. Rundt omkring i verden bliver flere og flere utilfredse med nedlukninger og andre restriktioner, og troen på eksperterne begynder igen at falde. Storbritannien er et godt eksempel. Efter Boris Johnson i weekenden bekendtgjorde, at Storbritannien igen lukker delvist ned, blev den britiske premierminister kritiseret af Iain Duncan, en tidligere formand for Johnsons parti, for at han nu havde ”givet efter for sine videnskabelige rådgivere” – som om det skulle være en dårlig ting.

Samtidig har den britiske politiker Nigel Farage valgt at omdøbe sit parti ”The Brexit Party” til ”Reform UK”. Partiets nye mærkesag er modstand mod nedlukning, og de er nu fortalere for en coronapolitik, der satser på flokimmunitet.

Om coronaskepsis igen kan gøre Farage til populistkonge er usikkert, men man må give Farage, at han har haft næse for, hvilke folkestrømme der er værd at bygge bevægelser på. Han byggede sin karriere på EU-skepsis, og han har en stor andel i at få Storbritannien ud af EU. Siden synes han at have ventet på den næste store folkelige protestbevægelse, og valget er nu faldet på corona.

Selv hvis sundhedskrisen ikke fører populisme med sig, så kan den efterfølgende økonomiske krise nemt gøre det. Fuldstændig ligesom det skete efter finanskrakket.

Det kan være, at Donald Trump vinder i morgen. Det virker usandsynligt lige nu, men mærkeligere ting er sket i denne verden. Men selv hvis han ikke gør, så er populismen ikke væk endnu. Den er såret, men kan hurtigt vende tilbage med dobbelt kraft. /Andreas T. Kønig