Nyhedsanalysen

Mikrofonholderi for Det Vilde Vesten, del 2

Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Folk er meget nervøse. Jeg var ude og købe min ’ammo’ i lørdags, og hylderne var tomme. De siger, at optøjerne er begyndt, folk køber våben og ammo!! Det er det mærkeligste valg, jeg har set i mine 50 år som vælger.
– Karen

For at undgå bare at sidde og bide neglene ned til rødderne, holdt vi os denne valgnat beskæftiget ved endnu engang at hive fat i vores Karen fra Utah. Eksperter har opfordret til øget dialog med Trumps vælgere efter valget, og det tyvstarter Føljeton på.

En kvinde som Karen kan virke som et rabiat tilfælde, hentet ind i spalterne for at give læseren et godt grin på en grå dag, men hos Føljeton er det vores klare fornemmelse, at hun er mere emblematisk for den amerikanske folkestemning end som så. Det er værd at huske på, at 25% af alle amerikanere i 2011 ikke troede på, den tidligere præsident Barack Obama var født i USA. En femtedel mente, han var muslim. Det var en folkestemning, mediemanden Donald Trump formåede at vende til sin fordel, men den var ikke hans opfindelse. Afskyen mod den politiske elite er ældre end Trump, ligesom grobunden for alternative nyhedsvirkeligheder allerede var lagt. Selvom folk som Karen taler med ekstraordinært store bogstaver, er hun ikke nødvendigvis i mindretal. Snarere er hun et prisme, der forstørrer og understreger holdninger, der findes hos mange amerikanere. Derfor vil vi endnu engang lege mikrofonholdere for Det Vilde Vesten. Samtalen er forkortet.

Asta Kongsted: Hej Karen. Det er stadig for tidligt at sige noget med sikkerhed, men hvad tænker du om valget?

Karen Burningham: De siger, at Trump fører, men det er for tidligt at sige noget. Men vi ved at både Huset og Senatet vil blive styret af Republikanerne.

AK: Så vidt jeg kan forstå på Fox News ser det ud til, at Demokraterne vinder Senatet?

Karen: Vi stoler ikke på medierne, især ikke CNN.

AK: Modtaget. Hvorfor købte du ammo i dag?

Karen: Jeg kan lide at skyde på mål og var nede på ammo. Men jeg vil beskytte min familie imod the crazies!!!!!!!

Jeg kan også godt lide at gå på jagt med min .22 riffel. Jeg bærer en .380 skjult på mig og har en .22 pistol i mit hus.

AK: Hvem er de her ’crazies’?

Karen: The crazies er dem, der kan lide at starte optøjer. (…) Det er antagonister, som ikke engang bor i en stat, men rejser fra stat til stat for at starte uro.

AK: I de første målinger får Biden flest valgmænd, selvom det selvfølgelig løbende ændrer sig. Men hvad tror du, der vil ske, hvis han vinder?

Karen: Vores økonomi vil kollapse, skatterne vil blive sat op, og de vil ’pushe’ socialisme ind i vores sundhedsvæsen og arbejdsmarked. Det vil være en sørgelig dag for Amerika. [George, red.] Soros er kraften bag det demokratiske parti og de venstreorienterede!! Han bruger Obama, the Bushes, the Clintons, Biden … Soros vil have en verdensregering med én leder. Jeg beder til, at Biden bliver lukket ned!! Han er en gammel long-timer (…). Det er på tide at pensionere ham. Hvis han bliver valgt, vil han blive fundet inkompetent, og damen vil blive præsident med Hillary som sin vicepræsident.

[George Soros er en amerikansk-ungarsk forretningsmand, der i de senere år er blevet genstand for en anti-semitisk konspirationsteori. Der er ikke belæg for påstanden om, at han skulle være den afgørende kraft bag det demokratiske parti.]

AK: Har du hørt om QAnon bevægelsen?

Karen: Ja … Det er Soros’ organisation, som de andre har navngivet. Soros er bag de betalte antagonister. Det er blevet bevist, at pengene kommer fra ham.

AK: Hvor kan jeg læse mere om det?

Karen: Kig på internettet. (…) Jeg kan også sætte dig i forbindelse med min ven Ann, hun ved mere end mig og hun elsker at tale om politik.

[QAnon er en populær konspirationsteori, som lige nu vokser sig større i både USA og Europa. Der er ikke dokumentation for de påstande, som bevægelsen fremsætter. Der er overlap mellem konspirationsteorien om George Soros og QAnon-bevægelsen.]

AK: Tror du at USA på et tidspunkt kunne blive så polariseret, at det ville give mening at dele landet op?

Karen: Nej. Vi er ét stærkt land!

AK: Men USA er virkelig splittet på nuværende tidspunkt, ikke? Hvad skal der ske for, at sammenhængskraften vender tilbage?

Karen: Vi er splittede i vores politiske ideologier, men hvis vi har en republikansk kongres, kan Biden ikke gøre noget. Han vil ikke have nogen magt. Så vi må vente og se, for der er mange variabler, vi må vente og se, hvad der rent faktisk sker, inden vi kan lægge alternative planer.

AK: Hvad vil du gøre, hvis Biden vinder?

Karen: Flytte til Danmark, lol!!

AK: Men vi er jo praktisk taget socialister, husker du nok?

Karen: Jeg vil flytte op i bjergene og glemme, at der er nogen andre, der betyder noget. Lol!!

/Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12