Soe Zeya Tun/Reuters/Ritzau Scanpix
Det amerikanske præsidentvalg fylder godt op i mediebilledet – med god grund. For kampen om verdens nok mest magtfulde job går nemlig ikke lige så gelinde denne gang, som det plejer.
Men det er ikke kun i USA, at der i disse dage er et vigtigt valg. Vi har dykket ned under nyhedsstrømmens overflade og fundet tre af dem frem. I Moldova er der en kamp i gang mellem EU og Rusland, i Elfenbenskysten er demokratiet brudt sammen, og i Myanmar er flertalsdiktaturet klar til at slå ned på minoriteterne.
Kampen om Moldovas identitet
Valgkampen i Moldova har på mange måder været en mikroudgave af den amerikanske. Den er foregået i et ekstremt splittet land, og under valget har der været massevis af beskyldninger om ”fake news”, om korruption og om russisk indblanding i den politiske proces.
Ligesom flere andre østeuropæiske nationer er Moldovas befolkning ekstremt uenige om, hvorvidt landet skal knytte tættere bånd til Putin og Rusland, eller om de i stedet skal vende sig mod EU og Vesten. Det var da også hovedspørgsmålet, da landets 3,2 mio. stemmeberettigede søndag skulle beslutte, hvem de vil have som ny præsident.
Egentlig stod valget mellem otte forskellige kandidater, men reelt var det et væddeløb med to deltagere: den siddende præsident Igor Dodon, der ønsker et tættere forhold til Rusland, og oppositionslederen Maia Sandu, der vil vende sig mod EU.
Ligesom det amerikanske valg var det moldoviske valg fuld af overraskelser, og ligesom det amerikanske valg er det endnu ikke helt afgjort. For selvom det lignede en sejr til præsident Dodon, så kom Sandu pludselig bag fra, og hun endte med at få flest stemmer. 36,1 pct. til oppositionslederen, 32,66 pct. til præsidenten.
Men for at vinde i første valgrunde, skal man have over 50 pct. af stemmerne, og derfor skal de to kamphaner nu ud i en anden runde, der skal afgøre Moldovas identitet: Er de for fremtiden en del af Østen eller Vesten?
Elfenbenskysten på kanten af kaos
I Elfenbenskysten er der ikke ligefrem tvivl om valgresultatet. I hvert fald ikke ved første øjekast. Her vandt den siddende præsident Alassane Ouattara nemlig en tredje regeringsperiode med hele 94 pct. af stemmerne. Det er alligevel en slat, men han fik dem også kun, fordi oppositionen blev hjemme.
78-årige Ouattara havde egentlig tidligere lovet af give plads til den yngre generation, men efter Ouattaras planlagte arvetager døde i juli, valgte han alligevel at gå efter magten igen. Det har skabt voldsom vrede i oppositionen, fordi de mener, at det er i strid med landets forfatning at blive siddende mere end to regeringsperioder. Samtidig er 40 kandidater blevet diskvalificeret, og hele den pakke har fået oppositionen til at boykotte valget.
Elfenbenskysten er nu på kanten af politisk kaos. Retorikken mellem præsident og opposition er voldsom, og rivaliserende politiske grupper er stødt sammen i landets gader, hvilket har ført til mere end 30 dødsfald i dagene op mod valget. Tusinder af borgere er flygtet til Libyen, Ghana og Togo, fordi de frygter en gentagelse af de uroligheder, der kostede ca. 3.000 mennesker livet efter valget i 2010.
Myanmars flertalsdiktatur
I Myanmar har valget endnu ikke fundet sted, men udfaldet ser allerede ud til at være givet. Mere end 90 partier kæmper om magten, men alt tyder på, at landets leder Aung San Suu Kyi kan fortsætte med at regere med et stærkt folkeligt mandat i ryggen.
Da Aung San Suu Kyi fik en del af magten fra militærjuntaen i 2015, blev hun hyldet som et symbol på demokrati. Og store dele af Myanmar har da også mærket mere frihed og velstand, efter hun kom til. Det er bare ikke demokrati for alle. For selvom Aung San Suu Kyi får stor opbakning fra befolkningen, så bliver valget ikke en sejr for demokratiet. I stedet konsoliderer det Myanmars hybridregime, hvor partiet National League regerer sammen med militæret. Både militær og parti er domineret af den etniske gruppe Bamar, der udgør ca. totredjedele af hele befolkningen.
Under Aung San Suu Kyis ledelse er Myanmar blevet beskyldt for etnisk udrensning af Rohingya-muslimerne, og der er ikke noget, som tyder på, at minoriteterne i Myanmar får det bedre efter valget. Hendes regering har nemlig udelukket den muslimske Rohingya-minoritet fra at stemme eller stille op ved valget. Regeringen har ifølge Foreign Policy desuden censureret politiske modstandere og kritiske hjemmesider.
For nok er Myanmar ikke ved at vende tilbage til militærdiktaturet, men i dets sted er der opstået et etnisk flertalsdiktatur, der er klar til at undertrykke mindretallet. /Andreas T. Kønig