Sjovt nok havde de antikke grækere ikke noget begreb om den frie vilje. Platon mente, at sjælen bestod af henholdsvis fornuft, sansning og begær, men fandt altså ikke plads til viljen – og da slet ikke til diskussionen om, hvorvidt den nu var fri eller ej. Nej, den debat kom først med kristendommen og kirkefaderen Augustin, der i De libero arbitrio fra 390’erne argumenterede, at mennesket har fået en fri vilje, så det kan bekende sig til Gud. Og så var der selvfølgelig også det underliggende problem, at synd kun dårligt kan eksistere uden vilje.
Den tanke bryggede de kære teologer så ellers videre på. Blandt andre Duns Scotus, der i 1200-tallet mente, at viljen er så fri, at den ikke er determineret af noget. Erasmus af Rotterdam var lidt mere tilbageholdende og skrev efter en længere udredning i De libero arbitrio (de var ikke så opfindsomme med titler dengang), at den frie vilje ”formår noget, men nåden mest”. Det skulle han dog aldrig have gjort, for nu fik han Martin Luther på nakken, der i modsvaret De servo arbitrio fra 1525 konkluderede, at mennesket mest af alt har en vilje til at synde. Udfordringen er, ifølge Luther, at menneskets vilje er vendt bort fra Gud, og at kun Guds suveræne nåde kan rette op på dette misforhold.
Klip videre til den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der slet ikke skulle nyde noget af ovenstående kristne debat. Blandt fire store fejltagelser nævner han i Afgudernes ragnarok (1888) den frie vilje, der ifølge filosoffen end ikke findes. ”[L]æren om viljen er primært opfundet med det formål at straffe, det vil sige med henblik på en villen-finde-skyldig”, skriver Nietzsche – med henvisning til, at tanken om den frie vilje fastholder mennesket i en tilstand af dårlig samvittighed. Den frie vilje er et produkt af kristen slavemoral og altså ikke noget at råbe hurra for. I Nietzsches optik er frihed ikke noget, man har, det er noget, man erobrer.
Vi er tilbøjelige til at give Nietzsche ret. Én ting er i hvert fald sikker, når nu Netflix har tænkt sig at lancere en flowkanal i Frankrig for at bekæmpe brugernes kroniske ubeslutsomhed: vi er kommet langt væk fra Gud.
Frihedens fængsel
Som det seneste bevis på, at streamingtjenesterne nu blot er ved at genopfinde det, de eller skulle frelse os fra – uoverskuelige tv-pakker og ligegyldigt flowfjernsyn – har Netflix simpelthen fundet det nødvendigt at lave en flowkanal. I første omgang vil kanalen – hvorpå abonnenter kan se et løbende udvalg af Netflix’ egne titler – blive testet i Frankrig. Det sker ifølge Netflix for at imødekomme folks ønsker om en mere tilbagelænet streamingoplevelse, hvor man ikke selv behøver at vælge, hvilke tv-serier eller film, man gider at se. Når brugeren ikke kommer til serien, må serien jo komme til brugeren.
Det er ellers ikke, fordi det går dårligt for den amerikanske streaminggigant. Coronakrisen har ført til en massiv tilstrømning af nye abonnenter, og Netflix fortsætter ufortrødent med at spytte egenproduceret indhold ud i æteren. Der burde efterhånden være noget for enhver smag på tjenesten. Men Netflix er løbet ind i klassisk psykologisk problemstilling: at for mange valg faktisk kan være en dårlig ting.
Tilbage i 2000 udgav psykologerne Sheena Iyengar og Mark Lepper resultaterne af et interessant eksperiment. På et marked havde de opstillet en bod med henholdsvis seks og 24 forskellige slags syltetøj og givet besøgende en rabatkupon til syltetøjsboderne. Det viste sig, at boden med de 24 forskellige slags syltetøj tiltrak sig mest opmærksomhed, men at folk faktisk købte mest ved boden med færre valgmuligheder. Utroligt nok var det altså bedre for forretningen, hvis købere havde færre produkter at vælge imellem.
Man kender kun følelsen alt for godt, når det kommer til Netflix. Man sætter sig for at se en film og har snart brugt så lang tid på at vælge den helt rigtige, at man ender med at droppe det. Og så kommer den dårlige samvittighed snigende, som Nietzsche snakkede om. Det er en katastrofe for Netflix, der bare gerne vil have, at brugere bruger så lang tid som muligt på at se streamingtjenestens indhold.
Når man vil sælge et produkt gælder det om at fjerne mest mulig betænkningstid. Det er ikke for ingenting, at vi er gået fra kontanter til dankort til kontaktløs betaling. Desto kortere tid du står med pengene i hånden, desto mindre chance er der for, at du vil ombestemme dig. Det forhold har Netflix for længst luret. Med ét tryk kan du skippe en series titelsekvens. Det næste afsnit spiller helt af sig selv, før du overhovedet kan nå at overveje at trykke stop.
Men vi mennesker er altså kropumulige. Selv når vi får alverdens valgmuligheder, vil vi bare gerne kunne tænde for noget let underholdning uden at skulle tænke over det. Netflix har allerede givet os illusionen af et (alt for) frit valg. Og nu imødekommer streamingtjenesten så de allermest viljeløse. Pointen med streaming var, at du skulle kunne se, hvad du ville, når du ville. Men drømmen om de uendelige seriemarker har blot genskabt flow-tv’ets dødssyge monokultur. Det var forhåbentlig ikke med vilje. /David Dragsted